« Tilbage til søgeresultaterne
Fru Admand
Af
Jeanne Marni.
(Oversat af Agnes Thomsen.)
En beskeden Lejlighed i Maubeugegade, femte Sal til Gaarden. Fru Admands Værelse. Fru Admand sidder i en med brunt Læder betrukken Lænestol. Paa Fødderne, der hviler paa en stor Fodvarmekasse, bærer hun Filttøfler, over Knæene ligger et skotsktærnet Sjal, og over Ryggen har hun et Slag af uægte Astrakan. Hun er en ældre Kvinde med et gustent Ansigt, der er indrammet af en sort Blondekappe; nogle gulladne Tjavser, der begynder højt oppe ved Tindingen, er trukne stramt tilbage og samlede i Nakken til en lille Knude af en Nøds Størrelse.
Hendes Svigerdatter, Fru Charles Admand, kommer ind. Tredive Aar, stivnet Ansigt, udtryksløse Øjne, Figuren ganske blottet for Ynde. Hun er presset ind i en altfor snever sort Silkekjole, der er pyntet med en enorm Brystsløjfe af cremefarvede, uægte Kniplinger og et himmelblaat Fløjlsbaand om Flippen,
Fru Charles (trække Handsker paa). Farvel! Vi skal afsted nu.
Fru Admand. Farvel, Felicia. Er det ikke altfor tidligt, I tager afsted?
Fru Charles. Klokken er et Kvarter over seks; de spiser til Middag præcis Klokken syv hos Crayons.
Fru Admand, (betragter Svigerdatteren med et undersøgende Blik).- Det kan nok være, De er i Stadsen!
Fru Charles. Den Kjole har jeg jo altid paa; jeg har haft den i tre Aar; jeg har ikke andre…. Den er endda helt slidt under Armene!
Fru Admand. Og min, som jeg har haft i over tolv Aar, er saa god som ny endnu!
Fru Charles, De bruger jo heller ikke Deres, saa meget som jeg bruger min.
Fru Admand. Nej det er sandt. Ved hvilken Lejlighed skulde jeg tage den paa? Jeg kommer jo ingen Steder. Der er saamænd ingen, der falder paa at indbyde mig til Middag!
Fru Charles. Naa, jeg maa nok af Sted. Farvel, (Hun vil gaa).
Fru Admand. Hvor er Charles?
Fru Charles. Han er gaaet ned for at faa fat i en Vogn.
Fru Admand. Tager I Vogn for at komme hen til Crayons? kunde I ikke nøjes med at køre med Omnibussen?
Fru Charles. Det øsregner, og det er saa usikkert med Omstigningsbilletter i saadant Vejr.…
Fru Admand. Saa maa man indrette sig paa at tage lidt tidligere af Sted, og ikke flotte sig med Vogn! To Francs frem og to tilbage. Det bliver en temmelig dyr Middag, den!
Fru Charles, (aabner Døren paa Klem). Det er sandt nok, men saa spiser vi jo ikke hjemme, saa det kommer vel omtrent ud paa et.
Fru Admand. Og jeg da? Der skal vel laves Mad til mig, tænker jeg ? Aa, vær saa god at lukke Døren. (Fru Charles lukker Døren) Hvad skal jeg have til Middag ?
Fru Charles. Stegt Lammehjærne.
Fru Admand. Stegt, om Aftenen? Det er meget ufordøjeligt.
Fru Charles. Vil De hellere have den i skarp Sauce?
Fru Admand. Aa nej, lad mig bare faa den, som det var bestemt. Og hvad mere?
Fru Charles. Kold Steg og et indbagt Æble.
Fru Admand. Er der ingen Grøntsager?
Fru Charles (ked af det). Nej!
Fru Admand. Det skal De rigtig have Tak for. Hvis jeg bliver syg, saa ved jeg da, hvem der har Skylden!
Fru Charles. Der er Tid endnu til ....
Fru Admand (afbryder hende). Nej Tak, jeg skal ikke have noget af, at Josephine i Huj og Hast laver noget sammen til mig. Jeg vil blot sige Dem, at hvis jeg var i Deres Sted, saa tror jeg ikke, jeg vilde behandle min Svigermoder, saaledes som De behandler mig. I min egen Interesse vilde jeg vaage lidt mere omhyggeligt over hendes Sundhed. . . Jeg er bange for, De glemmer, hvor dyrebar min Sundhed maa være Dem.
Fru Charles. Maa jeg gaa ned nu ? Charles venter paa mig nede ved Vognen. Han bliver vist utaalmodig.
Fru Admand. Lad ham komme op og hente Dem; saa kan han samtidig gøre sig den Ulejlighed at sige Godnat til mig, det glemmer han stadig i den sidste Tid.
Og saa vil jeg benytte Lejligheden til at sige jer begge to, hvad jeg tænker om Eders Opførsel mod mig!
Fru Charles. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har tilsidesat den Ærbødighed, jeg skylder Dem, kære Svigermoder.
Fru Admand (aber efter). Kære Svigermoder! Nej De er saamænd høflig nok, men De tager ikke Spor af Hensyn til mig. ... Og Eders Bekendte, som I naturligvis har indtaget imod mig, lader fuldstændig, som jeg var Luft for dem og falder aldrig paa at indbyde mig sammen med Eder. Og hvad der er det stiveste Stykke, naar de er indbudte til Middag her, her! saa finder I altid paa et eller andet Paaskud, for at jeg skal spise inde hos mig selv og ikke sammen med jer andre.....
Fru Charles. Men det er jo fordi.. .
Fru Admand. Jeg ved, hvad De vil sige. Der er altfor koldt i Spisestuen, jeg bliver forkølet der. Naa ja, lad saa være, men efter Middagen kunde I da gerne bede mig komme lidt ind til jer i Dagligstuen. Det er aldrig faldet jer ind, og jeg forstaar det saa godt. En gammel Kone paa
to og halvfjerds er ikke noget lysteligt Skue ... hun er grim og bedrøvelig at se paa......et rigtig gammelt Skrammel.
Fru Charles (tripper af Utaalmodighed). Klokken er vist over halv syv!
Fru Admand. I behøver ikke mere end en halv Time til at køre hen i Réeaumurgade. (Hun vedbliver) Gammelt Skrammel! Det kan gerne være, men som I dog har ganske god Brug for, Charles og De! Hvad vilde I gøre, hvis I ikke havde mig og min Livrente ? Tror De, der blev Raad til at holde Pige, at gaa i Silkekjole med blaat Fløjlsbaand om Halsen og at tage Vogn for at køre i Middagsselskab, hvis I ikke havde andet end Charles Smule Gage?
Fru Charles (resigneret). Nej, Svigermoder.
Fru Admand. Naa, det indrømmer De dog. Men saa skulde I, der, takket være mig, lever i ret gode Kaar, ikke vide, hvor godt I skulde gøre det for mig, I skulde gribe enhver Lejlighed til at vise mig Opmærksomhed, ikke blive træt af at ....
(Man hører Charles Stemme i Entreen):
Felicia! Felicia! Hvor bliver du dog af?
Fru Charles. Nu kommer jeg!
(Hun vil styrte ud.)
Fru Admand (bydende). Bliv her! (kalder) Charles! Charles!
(Charles kommer ind. Det er en lille, blegfed Mand, med en nystrøgen Flip paa en to Dage gammel Manchetskjorte. Store fremstaaende Øren.)
Fru Admand. Naa saa du havde tænkt dig at tage af Sted uden at sige Farvel til mig? Det var nydeligt!
Charles (kysser Moderen). Godnat Moder!
Fru Admand. Du har i nogen Tid - jeg sagde det for Resten lige i dette Øjeblik til din Kone - du, og hun med, I har i den sidste Tid haft en temmelig hensynsløs Maade at være paa over for mig, som jeg aldeles ikke synes om!
Charles (ydmyg). Det er virkelig uden at ville det, Moder, det forsikrer jeg dig! Ikke, Felicia?
Fru Charles. Jo det er det virkelig.
Fru Admand. Det haaber jeg ogsaa! Det manglede blot, det skulde være overlagt.
Charles (frygtsomt). Drosken holder der nede, Moder.
Fru Admand. Lad den holde! (hun vedbliver) For var det overlagt, vilde det ligefrem være uhørt ... og dumt! Naar ens Børn er afhængige af en, og man halvvejs underholder dem, saa synes jeg, at man i det mindste kan forlange, at de tager lidt Hensyn til En. . . Og hvad er det, jeg forlanger?
(Charles og hans Kone ser haabløst til hinanden.)
Fru Admand. Hvorfor ser I til hinanden? Keder jeg jer? Synes I, det er noget Vrøvl, jeg kommer med ? Aa, hvor det dog er frygteligt at blive gammel; det er lige meget, hvad man siger, saa bliver det fundet kedsommeligt.
(Pigen, aabner Døren). Herre, Kusken siger, han ikke vil vente længer. Han skal have femten Sous for Ventetiden.
Charles. Nu kommer vi, nu kommer vi. Gaa saa, Felicia!
(De skynder sig ud.)
Fru Admand. Hvad er Klokken, Josephine ?
Pigen. Otte Minutter i syv.
Fru Admand. De kommer for sent; men det har de godt af, saa tager de sig bedre i Agt en anden Gang.
Pigen. Morer det Fruen at ærgre dem?
Fru Admand. Sæt Dem i mit Sted, Josephine. Vilde De være tilfreds med at give alt, hvad De ejer og saa blive behandlet som jeg bliver?
Pigen. Nej, naar det er Fruen, der har Skillingerne… Naa, hvor de vil blive lange i Ansigterne den Dag, Fruen gaar hen og dør!
Fru Admand. Ja, de vil alligevel komme til at savne mig. De vil faa det saa smaat! (mumler ved sig selv, medens Josephine dækker Bord til hende) Den Tanke vil forsone mig med Døden, engang!
