« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfunds Virksomhed
Aalborg Kredsen har som de foregaaende Aar ved Foredrag og Møder søgt i at oparbejde Kendskab til Dansk Kvindesamfund, hvad der tildels er lykkedes, skønt Fremgangen kun foregaar med smaa Skridt.
I 1895 var vi 50 Medlemmer,
i 1898 „ „ 65 -
i 1900 „ „ 82 -
i 1902 „ „ 100 -
Vi har i Aar haft 3 større Møder, nemlig: I Oktober et interessant Foredrag af Frøken Forchhammer om „Susan Anthony”. I November talte Frøken Gina Krog om „Stemmeret for Kvinder”. Dette Foredrag havde samlet saa mange Tilhørere, som Salen kunde rumme. I Marts holdt Fru Charlotte Norrie, f. Harbou, et udmærket Foredrag om „Kvindebevægelsen”.
Vi er nu kommet saa vidt, at vi selv har et hyggeligt Lokale, som lejes for den enkelte Aften Vinteren igennem, men som imidlertid til Efteraaret vil blive afløst af et endnu smukkere og større. Her samles vi til de almindelige mindre Sammenkomster, der i Reglen finder Sted hver fjortende Dag, og som udfyldes paa forskellig Maade.
To Aftener har vi haft dramatisk Oplæsning, to musikalsk Underholdning og Opvisning i „Callisthenic” af nogle unge Damer.
To Aftener har Fru Brodersen fortalt om Marguerite af Navarra, der spillede saa stor en Rolle i Reformationstiden i Frankrigs aandelige Liv, og som var en af sin Tids mest fremtrædende Forkæmpere for Kvindesagen; thi hvor underligt det end lyder, var der allerede dengang en Kvindesag.
Frk. Krogs Foredrag gav Anledning til en lille Avisfejde, idet en „tilrejsende Dame” i Aalborg Tidende fandt det overflødigt at gifte Kvinder havde Stemmeret. Hun blev gendrevet helt godt i et andet Blad af Redaktør Larsen Ledet. Dette gav Anledning til, at Formanden spurgte, om han ikke havde Lyst til at tale ved en af vore sædvanlige Sammenkomster, hvad han gjorde med Beredvillighed og Dygtighed.
Desuden har vi haft enkelte Møder, hvor der kun var almindelig Samtale. Ved Generalforsamlingen blev Fru Klingenberg valgt ind i Bestyrelsen i Stedet for Frk. Bech, den øvrige Bestyrelse genvalgtes.
Skulde jeg nu nævne noget særligt for Aaret, saa er det, at der flere Gange har været en Del unge med til Møderne og at de synes at have befundet sig vel iblandt os - og at vi har faaet 50 Kr. forærende, der blev givet til en ung sønderjydsk Pige ved Vejle Forskoleseminarium.
Svendborgkredsen afholdt den 15. Juni en Basar ved „Høje Bøge”. Overskuddet skal anvendes til en ung Piges Uddannelse til Lærerinde.
Trods daarligt Vejr med Byger og Fugtighed gav Festen et Overskud af 1219 Kr. Dette, som vi syntes, gode Resultat, gav os Lyst til at fortælle om Basaren i „Kvinden og Samf.”, for om muligt at opmuntre andre Kredse til at forsøge noget lignende.
Det er selvfølgelig et stort Arbejde, der gaar forud for en saadan Basar; men selve Forberedelserne var i høj Grad fornøjelige, og vi mødte fra alle Sider saa megen Velvilje, at den var rigelig Erstatning for Ulejligheden. Den Følelse af Velhavenhed og deraf følgende Evne til at kunne gøre godt, vi følte, da vor Kasserer, Fru Bondegaard, talte Overskuddet op, kunde vi unde andre Byers Kredse.
De skulde prøve en Basar! Det kan naas endnu i denne Sommer.