« Tilbage til søgeresultaterne
Til Nordens Kvinder
(„Husmoderen”s Hilsen i Anledning af det nordiske Kvindesagsmøde.)
Kvindefylking! Ei for gammen
er det, at du træder sammen,
brynjeklædt, med skjold paa armen,
sværd i haand og mod i barmen.
Men til holmgang vil du stevne,
seklers synder vil du hævne,
baand og bøiler vil du bryde,
saa de løstes lov skal lyde
som en røst af mange vande,
der gaar susende om lande.
Alt hvad raaddent er, skal ramle,
men det nye som det gamle,
der har livets ret i eje,
vil med trofast hu du pleie,
værne det med hænder myge.
Om det svage og det syge,
om det spirende og spæde
vil du ømt og varsomt frede
med dit sterke moderhjerte,
det hvem selv naturen lærte
smertens lov og smertens gaade
dybere end manden raade.
Ja, det er til kamp, du kommer,
men til kamp for sol og sommer,
kamp for livets bedste smykke,
kamp for kjærlighedens lykke,
kamp for hjertets dybe tale,
naar forstanden høit vil prale,
sætte sig i herskersæde,
følelsen i støvet træde,
kamp for arnens alterlue
under hjemmets tempelbue,
kamp for sjælens frie tragten.
straaleskjær af guddomsmagten,
gudegnisten i vort indre,
at den kan som stjernen tindre,
vorde til en ild, der flammer
i vort hjertes stille kammer
og til evighedens kaarne
vier os som gudebaarne.
Kvinder fra vort Norges dale
og fra Danmarks bøgesale!
Søsterflok fra Østersjøen
og I døtre hist fra øen,*)
fra hvis kyst saa kjære stemmer,
toner som vi aldrig glemmer,
klinger dæmpet os imøde!
Og saa I, hvis hjerter bløde,
I som træder korsets bane
under floromvunden fane,
Finlands sørgende heltinder,
Suomis stolte martyrinder!
Hil dig! Hil dig, ædle, gjæve
kvindefylking! Høit du leve!
Med en brusende fanfare
hilser vi din hvide skare!
S. Holst Jensen.
Kristiania, 2. Juli 1902.
*) Desværre var Islænderne ikke indtrufne.
Red.
