« Tilbage til søgeresultaterne
Annie Besant
I Anledning at Ch. Sannoms Bemærkninger om min Artikel: „Annie Besant” tillader jeg mig at anmode om Plads for nedenstaaende Svar.
Frk. Sannom mener for det første, at Mrs. Besant ikke kan være i Besiddelse af „sund Fornuft og aandelig Ligevægt”, fordi hun Gang efter Gang har skiftet Standpunkt og Overbevisning. Det er vist en ret almindelig Antagelse, at det er et Bevis paa Karakterstyrke og „sund Fornuft” hele sit Liv at staa paa det samme Standpunkt, at nære de samme Overbevisninger baade om politiske, sociale og religiøse Spørgsmaal; dog findes der ogsaa en Del Mennesker - deriblandt undertegnede - som er af en anden Anskuelse, og som mener, at netop de mest sandhedssøgende, de varmeste og ærligste Mennesker - jeg vil kalde dem de stræbende Mennesker, de, hvis Maal er Fremskridt og Udvikling og ikke Stilstand - meget ofte vil tvinges til at skifte Standpunkt.
Frk. Sannoms Omtale af Vendepunktet i Annie Besants Liv - Barnets Sygdom, viser klart, hvor vanskeligt, for ikke at sige umuligt det er paa en saa indskrænket Plads som i en Avisartikels Spalter at opnaa blot en tilnærmelsesvis Forstaaelse; de Læsere, der ikke selv medbringer nogle Forudsætninger eller Berøringspunkter, kan vist næppe undgaa at misforstaa. I det Haab, at en gentagen Læsning af det paagældende Sted i min Artikel dog maaske kan give et andet Syn paa dette Punkt, tillader jeg mig at citere: „I de lange Nætter, da hun i Bøn kæmpede for sit syge Barn og for sin vaklende Tro, gennemgik hun de Lidelser, som kun de kender, der selv har gennemgaaet lignende Storme; Uger og Maaneder varede denne Sjælekval, thi kun Fod for Fod og med blødende Hjærte begyndte hun at betræde den Vej, der førte hende bort fra alt, hvorpaa hun indtil nu havde bygget sit Liv. Men i disse kvalfulde, søvnløse Nætter vandt hun den Livserfaring, der sætter hende i Stand til at dømme mildt og forstaaende om andre. Hun skriver saaledes i „nogle Livsproblemer”: „Mange religiøse Mennesker har for Skik at tale haardt om vantro; saadanne Mennesker har sikkert aldrig i dybeste Alvor staaet grublende overfor de Problemer, som den vantro forgæves har anvendt sin Tankes største Kraft for at prøve paa at løse; de har sikkert aldrig følt den bitre Fortvivlelse, der overvælder Tanken og Hjærtet, før det Menneske, der engang har troet, kan sige, at han ikke længere tror, før han, i den dybere Troskab mod sin Sandhedserkendelse, maa opgive Troskaben imod sin Trosbekendelse.” - Til den, som ikke kan se den dybe Alvor og den brændende Sandhedssøgen, der ligger bag denne Selvskildring, nytter det intet at tale.
Frk. Sannom gaar dernæst over til at omtale Madame H. P. Blavatsky; karaktiserer hende kort og fyndigt som „en„fræk Charlatan” og henviser iøvrigt til af Geijerstams Bog om hende „Moderne Overtro, et Indlæg mod Teosofi og Spiritisme.” - Jeg antager det for givet, at Frk. Sannom anser sig for at være en Kristen; og jeg kan vel derfor gaa ud fra, at hun har gjort det til en ufravigelig Rettesnor for sit Liv aldrig - hverken offentlig eller privat - at udtale en Dom, det være sig om en Sag eller om en Person, før hun, ved alle de Midler, der staar til hendes Raadighed, har sat sig grundigt ind i det foreliggende Emne. Har hun derfor læst Angreb paa Md. Blavatsky - og vil hun
udtale sin Dom om hende - har hun sikkert ogsaa anset det for sin Pligt at læse de Forsvar, der foreligger; men da hun kun henviser til et Angreb, maa jeg supplere hendes Henvisning og give Anvisning paa, hvad „den anden Part” siger, som f. Eks. „Grevinde Wachtmeister:
„ H. P. Blavatsky och den Hemliga Läran” (Goteborg 1892.) A. P. Sinnett: „En Sierskas Øden,” (Stockholm 1887) „Til Minna af H. B. Blavatsky af nogra af hennes Lärjungen.” (Göteborg 1892.) Der er den Forskel paa de Forfattere, jeg henviser til, og paa af Geijerstam, at han aldrig har kendt Md. Blavatsky, medens de andre alle har kendt hende - og tildels opholdt sig i hendes Hjem i en Aarrække.
Frk. Sannom erklærer gentagende, at hun ikke interesserer sig for Teosofi; men jeg maa dog, - thi Overfladiskhed og Pjankethed er jo ikke hendes Sag, - gaa ud fra, at hun ikke alene kender ovennævnte Bøger men ogsaa nogle af Md. Blavatskys Hovedværker, som f. Eks. „The Secret Doctrine,” „Isis Unveiled,” „The Voice of the Silence” - for blot at nævne nogle; thi ellers vilde hun jo stemple. og dømme et Menneske, som hun kun havde et ganske flygtigt, ensidigt og andenhaands Kendskab til - og dette har jeg ingen Ret til at antage; thi Sætningen: Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes - - maa dog vel altid være klart tilstede i en Kristens Bevidsthed? Imidlertid maa jeg tilstaa, at jeg ikke forstaar, at Frk. Sannom har studeret alle disse - ikke ganske let læselige - Værker uden at nære nogen Interesse for Teosofi; dog - det maa jo blive hendes Sag.
Frk. Sannom skriver endvidere - et Sted - at hun ikke kender Annie Besants Standpunkt m. H. til Spørgsmaalet: Guds Tilværelse; et andet Sted skriver hun „den Gud, som Mrs. Besant fornægter.”
I Bogen „Nogle Livsproblemer” - udkommet i dansk Oversættelse, findes et Afsnit: Religiøse Problemer”, hvori Annie B. netop udtaler sig om Problemet: Guds Tilværelse; har man læst dette, er man ikke i Tvivl om hendes Anskuelser paa dette Punkt.
At komme nærmere ind paa Imødegaaelse af Bemærkningerne om Hinduismen tillader Pladsen mig ikke; jeg vil kun udtale, at enhver, der har fulgt Annie Besants literære Virksomhed - som blot har læst „Four great Religions” (oversat til Svensk: „Fyra Världsreligioner”) og „The Evolution of Life and Form,” vil være klar over, at hvad hun kæmper for ikke er den Hinduisme, som „træder Kvinderne ned i Møddingen” - saa lidt som den Kristendom, der opretholder den Nedværdigelse af Kvinden, som kaldes: den lovbeskyttede, offentlige Prostitution. - Kristendom og Kristendom er to Ting - Hinduisme og Hinduisme ligeledes. -
Jeg vil slutte mit Svar med et Par løsrevne Citater af A. Besants ovennævnte Bog: Livets og Formernes Udvikling: de vil bedre end noget, jeg kan skrive, antyde hendes Standpunkter. Hun skriver: „Der er kun eet Liv, Guds Liv, i enhver Ting i hans Univers. Intet Liv uden hans Liv, ingen Bevidsthed uden hans Bevidstned. Dette er vor Herlighed; thi i samme Grad, som vi udvikler hans Billede i os, kan vi besvare hans Tænkning og kan i vore Sind genfrembringe det, som han har helliget, for at vi kan udvikles. - Det endelige Billede af det højeste paa Jorden er Mennesket; i Mennesket er der størst Mangfoldighed, fordi dets Maal er at udvikles til Selvbevidsthed. - Men derfor er der ogsaa paa dette Trin af Menneskets Udvikling Adskillelse og Strid; jeg tager mit eget, stakkels Genskin af en lille, ubetydelig Del af Guds Tanke, og jeg siger: „Dette er Gud,” - jeg siger: „Tilbed dette, saaledes som jeg ser det” - det vil sige: „Tilbed mig i Stedet for Gud, tilbed mine Forestillinger om ham i Stedet for ham.” Saaledes opstiller det ene Menneske efter det andet sit Gudsbegreb som Gud, og derfor ser vi hele Verden delt i mange Anskuelser og Former for Gudsdyrkelse.
- Ja, maaske gaar jeg videre og siger; „Hvis I ikke dyrker min Opfattelse af Gud, er I Hedninger, I har en anden Tro, I hører til en anden Religion; vig til Side: thi jeg er ortodoks, I er Kættere og Eders Tro er gudsbespottelig”, „Saaledes taler Religion efter Religion, Fanatiker efter Fanatiker; saaledes gør det ene Menneske efter det andet sit Genskin af Guddommen til Verdensaltets Gud og ypper Strid med sine Brødre, hvis Forestillinger om det guddommelige Billede er lige saa nødvendige for dets Fuldstændighed som hans egne. -
Gid jeg blot maatte kunne hjælpe Eder til at se Selvet Gud, i alt og alle; thi hvilken bedre Tjeneste kan det ene Menneske gøre det andet?”
