« Tilbage til søgeresultaterne
Det nordiske Kvindemøde i Kristiania
(Korrespondance fra Norge.)
Telemarken, 16-7-02.
Saa vidt jeg erindrer, endte mit første Brev med Festlighederne i Ministerpalæet og paa Skøjen, henholdsvis Matinée og Soirée, begge i stor Stil og særdeles vellykkede.
Afslutningen paa de officielle Fester blev Middagen paa Holmenkollen, Kl. 7 Mandag Aften, i hvilken vel omtrent 400 Personer deltog. I Midtersalen fandtes det vældige Festbord i Form af en firgrenet Gaffel, rigt og smagfuldt pyntet med Bordløbere og Blomster, og uden om denne Kerne var i alle tilstødende Rum, ja ogsaa paa Balkoner og Galeri, dækket til de mange, der ikke kunde rummes i Hovedsalen. Maaltidet var i høj Grad animeret; Tale fulgte paa Tale, Hilsener og hjertelige Ord fra Land til Land udveksledes, og et Telegram besluttedes afsendt som Hilsen og Hyldest til Borgmester Berner, den Mand, der først af alle gav Kvindesagen i Norge sin værdifulde Støtte ved at optræde som Foreningens første Formand og ved i „Nyt Tidsskrift” ihærdigt at arbejde for Sagen med sin Pen. Hr. Berner havde været til Stede ved Aabningshøjtideligheden, ved flere af Møderne og andre Lejligheder, men var desværre denne Aften forhindret; derimod viste Statsminister Blehr og Stortingspræsident Berner Kvindesagen den Ære at deltage i Festen, den sidste endog med en for „Kvindesagen” særdeles opmuntrende Tale, hvori det bl. a. hed: „Da Loven om kommunal Stemmeret for Kvinder var gaaet igennem i Odelstinget, telegraferede nogle Herrer til en Dame af deres Bekendtskab: Morituri te saluant = døende hilser vi dig (Gladiatorernes Hilsen til Cæsar).
Vel var dette gjort i Spøg, men Spøgen rummede dog ogsaa Alvor. Modstanden mod Stemmeret for Kvinder bundede for en stor Del i Mændenes Frygt for at skulle slippe deres hidtil hævdede Enevælde - en Frygt, som udsprang af Egoisme.
Skulde Samfundet udvikle sig sundt og godt, var det nødvendigt, at ogsaa Kvinder fik et Ord med i Laget, satte deres Arbejde ind paa Løsningen af de mange foreliggende Opgaver.
Præsidenten sluttede med Ønsket om, at Kvinderne nu af al Magt vilde benytte den nyerhvervede Ret og derved vise sig saa dygtige, at den politiske Stemmeret ikke fremdeles kunde nægtes dem.
At Talen hilstes med varmt Bifald, behøver vel næppe at tilføjes. Først sent sluttede den vellykkede Fest, hvor Sange og Taler lød i rig Afveksling, og hvor Festkomiteen endog havde været betænkt paa at formaa nogle af Foreningens Damer til som Afslutning at skaffe Deltagerne en kunstnerisk Nydelse ved Udførelsen af Karakterdanse og Sang.
Mellem Kl. l og 2 bragte Ekstra-Vogne fra Holmenkollen-Banen Deltagerne tilbage til Byen.
Men tilbage til Mødets alvorlige Del.
Lørdag Formiddag var helliget den kvindelige Uddannelse og derhen hørende Emner. Første Taler var Frk. Hagman fra Helsingfors, der dvælede ved det nye Kvindeideal, der er i Begreb med at udfolde sig; men til hvis Vækst i god Retning der kræves en høj Grad af Agtpaagivenhed under Barnets og den unge Kvindes hele Opdragelses- og Uddannelsestid. Thi det er ikke, hvad nogle mener, blot legemlige Mødre, der tiltrænges, det er ogsaa aandelige; og den store, aandelige Moderlighed maa vækkes og dannes gennem Opfostringen. Kvindens Opgave er - som gift eller ugift - at indføre Moderlighedens Princip, Kærlighedens Princip i alle Samfundsforhold, baade de snevrere og de videre. For dette maa da omsider den alt ødelæggende Selviskhed vige.
Kvindelighedens Præg, endnu ikke fuldt kendt, men vel anet, maa paatrykkes Udviklingen; før gaar denne ikke opad.
Fru Koth talte derefter om Lønningsforholdene for Lærerinder. Taleren betragtede det som et stort socialt Spørgsmaal, at samme Lønningsprinciper gennemførtes for alle - bag den nuværende Forskel laa gammel Mistro og Underkendelse af Kvinders Arbejde. Ret betegnende er det saaledes, at naar det gælder Lærere, spørger man ikke om, med hvor lidt de kan nøjes; mens dette tages som Udgangspunkt for Lærerinders Lønning, selv i Tilfælde, hvor de udfører ganske det samme Arbejde og med ganske den samme Dygtighed. Altid taltes der om Lærernes Forsørgelsespligt, medens Lærerinderne betragtedes som „isolerede Væsener”, selv om de havde baade Forældre og Søskende at sørge for.
Under den paafølgende livlige Diskussion viste det sig, at der blandt de forskellige Landes Lærerinder var en Stræben efter at opnaa ens Løn for ens Arbejde. Fru Ragna Nielsen betegnede det som Mangel paa den rette Selvfølelse, naar Kvinder paa dette Punkt stillede sig lavere end Mænd, og Frk. Anne Bruun advarede mod „for stor Beskedenhed” i denne Sag.
Afsluttende Foredrag Lørdag Formiddag holdtes af Frk. Ida Welhaven og gjaldt et Emne, hvorom vel alle let kan enes: „Sangens opdragende Magt.”
Til Lørdag Eftermiddagens højst interessante Foredrag „huslig Uddannelse”, „anvendt Fysiologi” og „Hjemmenes Vel”, vil jeg forbeholde mig at komme tilbage ved Lejlighed, her eller andetsteds.
Mandagsmødets første Taler var Professorinde Michelet over Emnet „Kvinderne og Sædelighedssagen”. Fruen holdt sig hovedsagelig til den Betydning, det forebyggende Arbejde havde, og hun kaldte alle Kvinder frem til Kamp for denne Samfundssag. Men tillige paavistes det slaaende, hvor vanskeligt det netop her var at faa Kvinderne med. En Part fraterniserer ligefrem med Usædeligheden, og en anden, de dybt sædelige, vil ikke have noget dermed at gøre - de kalder det at grave i Smuds og mener, at der intet er at gøre, og da særlig, at det ikke vedkommer dem. Føler disse sig da ikke kaldede til det frelsende Arbejde blandt de allerede forulykkede, maa de dog vide, at de ikke under nogetsomhelst Paaskud har Lov at skyde det forebyggende Arbejde fra sig, hverken det, der ligger lige for i Hjemmet overfor egne Børn, hvis Sind og Hjerte det gælder at holde rene, eller det, der fordrer Tanker og Arbejde udadtil: for de ubemidledes Børn, for Tjeneste -og Sypiger, for ensomme af begge Køn lige fra Studenten til den lavest stillede. Mange vil Varieteerne til Livs, og det gør de Ret i; men noget andet maa da sættes i Stedet - gode, uskyldige Adspredelser, hvorved de unge kan glædes. Fru Michelet sluttede sig i det hele ganske til de to Talere, der tidligere havde behandlet Sædelighedssagen, nemlig Frk. Sandelin fra Sverige og
Frk. Anne Bruun fra Danmark - er der noget, der er en Kvindesag, da er det Sædelighedssagen.
Et derefter følgende Foredrag om de højere Skolers Lærerinder, deres Uddannelse og Stilling, fremkalde en Del Diskussion, idet Foredragsholdersken, Frk. Holm fra Bodø, bebrejdede Kvinderne at de gennemgaaende ikke havde Sans for Grundighed. For faa af dem søgte den langvarige og besværlige Universitetsuddannelse.
Hermed var de oficielle Møder forbi og Præsidenten, Statsministerinde Fru Qvam, afsluttede, hilset af stormende Bifald.
Alt i alt har det været rige Dage, der af Deltagerne vil mindes med Tak, baade for hvad hver især har modtaget ved Samværet med saa mange gode Kræfter, og for den enestaaende Gæstfrihed og det hjertelige Sindelag, der overalt er kommet en i Møde. Norge har sine „døde”, sine ligegyldige som alle andre Lande; men sikkert er det, at der baade hos Mænd og Kvinder her oppe er en langt klarere Forstaaelse af, at Kvindesag er „Samfundssag”, end Tilfældet er hos os, hvor saa mange, blot fordi de er aldeles uvidende om, til hvad Formaal der virkes, gaar om og tror, at „Kvindesag” er noget særlig slemt, betyder Emancipation i Ordets slette Forstand.
Disse kan man kun tilraade snarest mulig at virke hen til, at Kvinden faar sine naturlige Rettigheder anerkendte og betragtes som et fuldgyldigt Menneske med samme Ret og samme Ansvar som Manden - den Dag, dette sker, er „Kvindesagen” i den odiøse Betydning ude af Verden.
