« Tilbage til søgeresultaterne
Lig-Marie
„Man kan jo blive angst og bange, naar man læser noget saa frygteligt som nu dette sidste Mord”:
„Hvilket Mord?”
„Ih; det, som Marie Wilke har begaaet - har Fruen ikke hørt det?”
„Nej - sligt interesserer mig saa uendelig lidt.”
„Tænk Dem bare i næsten en hel Uge har man søgt efter Morderen - det er en rig Apotekerenke, som er bleven myrdet i sit Hus ude i Erkner.
,,Aa, der havde vi netop tænkt at tage ud til Sommer - der er saa smukt derude ved Søen.”
„Pigen har fortalt en lang Røverhistorie om to forklædte Mænd, som var trængt ind i Huset - og havde indespærret hende paa hendes Kvistværelse - men nu har man opdaget, at det er Pigen selv, der har myrdet Fruen.”
„Hvor rædsomt;”
„Og ingen kan begribe hvorfor. Det bliver saamænd aldrig opklaret. Pigen har ikke stjaalet det ringeste.”
„Maaske har hun gjort det for at hævne sig.”
„Nej, den gamle Dame behandlede altid sine Piger godt. Denne her er smuk, nitten Aar gammel og tier til alt, hvad de saa end spørger hende om”.
„Men hun maa dog have haft en Grund - saadan helt hen i Vejret myrder det ene Menneske da ikke det andet. Stod det i Avisen i Morges?” „Nej, allerede i Gaar - men i Dag er der en hel Masse om det - man staar overfor en Gaade. Fruen smiler!”
„Ja, fordi den efter min Mening ikke er saa svær at løse.”
„Aa, fortæl - fortæl.”
„Jeg kender denne Marie Wilke - for to Aar siden saa jeg hende første Gang, og jeg har aldrig glemt hende. Hun var lige kommen ud af Skolen og vi havde taget hende til Hjælp til Børnene. Jeg husker tydelig de fire, fem Dage, hun var hos os. - En Dag sad hun paa Tæppet og legede med Baby - hun holdt en stor Dukke hen mod Barnet, og naar det vilde gribe efter den trak hun den, hurtig væk: „Hvor er Dukken henne? Vil Baby ikke have Dukken” ? Saadan sad hun og pludrede med den lille, som løb omkring og faldt over sine egne Ben, mens den prøvede paa at faa fat paa Dukken, Jeg sad og saa noget Vasketøj efter, da Marie pludselig saa op og udbrød:
„Aa, Frue, det var smukt!”
Jeg lod Skjorten, jeg netop var i Færd med at gøre i Stand, synke ned i Skødet, ganske forbavset over dette pludselige Udbrud og spurgte:
„Hvad var smukt?”
Med sine store smukke, men besynderlige Øjne saa hun paa mig - hendes ellers lidt dumme Ansigt lyste af Ophidselse. Hun var en opløben mager En, endnu meget lidt udviklet.
„Jeg var i Gaar inde hos Demmlers,”
„Hos Demmlers ? - Deres Barn døde jo i Gaar,”
„Ja, jeg maatte se det - jeg slap derind med Emma - for jeg kender slet ikke de Mennesker.”
„Men hvorfor?" - -
„Jo, jeg havde ingen Ro paa mig før jeg fik set Liget. Jeg maatte. Jeg elsker at se Lig.”
Ganske forfærdet stirrede jeg paa hende uden at kunne faa et Ord frem - hun sad og legede mekanisk med Dukken og vedblev:
„ Aa, det var et smukt Lig. Det er dog smukt, naar En ligger saadan stille og kold. Jeg kan ikke tænke mig noget smukkere.”
Da Mo’r døde, var jeg kun seks Aar gammel, og jeg maatte ikke være inde hos hende for Fa’r. Men om Natten stod jeg op og listede mig ind til hende, og Fruen kan ikke tænke sig, hvor smuk hun saa ud, som hun laa der, og Maanen skinnede ind i Stuen, saa der var ganske lyst. Jeg kan ikke lade være at gaa hen, hvor jeg ved, En ligger Lig, og hjemme paa Egnen ved mine Veninder det, og siger mig altid, naar nogen dør i Nabolaget”.
Den ellers saa stille og tilbageholdne Pige var bleven helt livlig; og henrykt over min Tavshed og over at kunne give sit Hjerte Luft, fortsatte hun:
,,Vi boede en Gang i Philipstrasse, der hvor la morgue er. Portneren vilde aldrig lade mig slippe ind - det var ikke noget for Børn. Saa stod jeg udenfor og passede paa, naar de kom med et Lig, og naar de saa løftede den lange, smalle Zinkkiste af Vognen og bar den ind, saa kunde jeg have grædt, fordi jeg skulde staa udenfor. Men da jeg saa var bleven konfirmeret, og Portneren igen vilde vise mig bort med sit: „Skrub af med Dig, her maa ikke komme Børn”, saa sagde jeg, at jeg var konfirmeret, og at jeg skulde ind og se den gamle Dame, der var trukket op af Spree, for jeg havde vist boet i Hus med hende. Det var nu bare noget jeg fandt paa: - naa, saa kom jeg da ind.
Der var baade Mænd og Kvinder. De første bryder jeg mig nu ikke om, men Kvinderne, især naar de har et smukt, langt Haar.
For nogle Dage siden havde jeg rigtig Held med mig, for da jeg kom forbi Weidendammbrücke , trak de netop et Lig op. Det var indsyet i noget graat Lærred, men det gled til Side, saa jeg rigtig kunde se det, da jeg stod lige ved Siden at. Uh ha! Det maa have ligget længe i Vandet, for det var helt blaat i Ansigtet.
I Morgen skal jeg hen i la morgue, for der stod i Avisen, at en ubekendt ung Dame havde taget Gift i Friederichsstrasse”.
Og hun lo henrykt ved Tanken om sin Fornøjelsestur næste Dag.
Fuld af Rædsel stirrede jeg paa dette unge Væsen, hvis største Glæde det var at se Lig, og jeg styrtede hen og greb Baby; til denne Pige havde jeg betroet mine Børn!
Da der om Aftenen var en Bagatel i Vejen, benyttede jeg denne som Paaskud til at blive hende kvit, og aandede først rigtig igen, da hun var vel ude af mit Hus.
Men hver Gang jeg har hørt om et Mord, har jeg altid frygtet at finde Navnet Marie Wilke i Forbindelse med det.
Gud ved hvilke Tanker, der er gaaet gennem hendes Hjerne, da hun derude i Forstaden myrdede den gamle Dame, for at faa Fred for sin Lidenskab: at se Lig. Naar vi senere talte om hende, kaldte vi hende altid Lig-Marie, og det er jo ikke godt at vide, om hun ikke allerede den Gang kunde have handlet med Børnene, som med den gamle Frue. Jeg bliver altid hed og kold ved Tanken paa den Eftermiddag, da hun i sin naive Glæde sad og betroede mig sin sælsomme og rædselsfulde Tilbøjelighed.
