« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
,,Den materielle Kultur er i stærk Udvikling. Vi underkender ikke dens Betydning, men jo mere den breder sig, desto kraftigere maa det ideale i Livet hævdes”.
Høffding.
Doktor Karoline Widerström (Stockholm): Om Utsträkningen af Ämnet Hälsolära vid våra Flickskolor.
Forfatterinden af det lille Skrift, den baade i sit Hjem og hos os ansete Læge glæder sig vel over, at Sundhedslæren nu er indført som særskilt Fag i de svenske Pigeskoler. Men Et savner hun dog - og herved kommer hun ind paa Emnet, for sine Udtalelser: - Behandlingen af Kønsforhold under dette Fag.
For omtrent et Aarstid siden førtes i „Kvinden og Samfundet” en Forhandling om dette Spørgsmaal. Der fremkom da ogsaa en Opfordring til at bortkaste Storkehistorien og i Stedet give en Forklaring, der baade var sandfærdig og passende til at besvare Børnenes Spørgsmaal: hvorfra kommer Smaabørn ? Denne Opfordring blev besvaret ved et Par Forsøg, om hvis praktiske Anvendelse man senere intet hørte. Imidlertid føjede Frk. Kirstine Frederiksen i en senere Artikel nogle Bemærkninger til de foregaaende, hvori først Planternes og dernæst Dyrenes forskellige Maade at forplante sig paa omtaltes, hvilket hun mente skulde danne Indledningen til Børnenes Viden i denne Retning.
Som den, der har Erfaring og ved, hvor usikker en Moder kan være overfor saadanne Spørgsmaal, og hvor ofte hun senere i en mere udviklet Alder kan angre, at hun ikke har gjort Fyldest under sine Børns Opvækst, hvilket vilde være sket, dersom hun havde været klar over, hvorledes hun burde forholde sig, følte man allerede den Gang Forpligtelse og Trang til at udtale sig mere udtømmende om Børnenes Viden og deres Kønsopfattelse. Men der kom Forhindring. Tiden blev optagen paa anden Maade, og det blev foreløbig opgivet at behandle Spørgsmaalet videre. Nu har den lille svenske Bog atter vakt Tankerne fra i Fjor. De kreser paany og vil frem i Dagslyset. Muligvis kan de bidrage en Smule, til at kaste Lys over den Slags vanskelige Spørgsmaal.
Dr. Karoline Widerström beklager i dette Skrift, at i Sundhedslæren, hvori der undervises i Skolerne, er Kapitlet om Forplantningsorganerne mærkværdig nok udeladt. Med sit smukke, alvorlige Syn paa Forholdet mellem Mand og Kvinde beklager hun, at vi med Hensyn til denne betydningsfulde Side af Livet endnu staar paa middelalderlige Fordomme og tror, vi kan skjule alt for de uskyldige Børn. Men Barnet faar snart alt at vide af sine Kammerater i Skolen, og den Sag bliver klar for det, at Kønsforholdet er en skammelig Ting, og at Aarsagen, hvorfor Forældrene ikke vil tale derom, er, at de skammer sig over det. Saa besudlet er dette Omraade af det menneskelige Liv blevet, siger hun - at vi blues ved at blotte dets Tilværelse.
Det er alt kønt og vistnok rigtigt set. Men jeg mener dog, at er vi endnu saa langt borte fra den ideelle og sande Opfattelse af Kønsforholdet, som det synes, saa maa det ogsaa være for tidligt at optage det nævnte Kapitel til Undervisning i Skolerne. Dr. K. Widerström siger, at Hjemmet og Skolen her maa være i Overensstemmelse; I Almindelighed vil dette foreløbig være en Umulighed. Menneskenaturens umiddelbare Sky har da ogsaa sin Berettigelse og maa ikke forsvinde. Det er Forstaaelsen af denne Følelses Utilstrækkelighed, der giver Mod til at tage Sagen op, fordi det er nødvendigt, om vi skal naa frem til mere sædelige Tilstande. For nogle og tyve Aar siden stod vi paa det Standpunkt, at Kvinderne for at være kvindelige maatte give sig Skin af, at de ikke anede, at der gaves Usædelighed.*)
*) Det officielle Brud paa denne Kvindelighed skete her til Lands i Efteraaret 1878, da 6 Mænd og 6 Kvinder i Forening nedlagde Protest, mod den lovordnede Prostitution.
I det hele taget var Kønsopfattelsen for nogle Aartier siden saa gennemtrængt af Usandhed, at det var en Lidelse at være Kvinde med Syn og Sans for, hvad det burde være. I de sidste 20 Aar er vi kommen et stort Skridt frem. Udviklingen gaar hurtigere…
Sikkert findes der allerede nu mange, som vil indrømme, at det for vor fornuftige Tænkning er meningsløst, at en videnskabelig Undersøgelse af Midlerne for den guddommelige Skaberkraft, som er indlagt i hele Naturen, og som naar sit højeste, mest fuldkomne Udtryk i Menneskets Selvforplantning, kan - ved at komme til almindelig Viden - vække Forargelse og støde Anstandsfølelsen.
Grunden dertil maa søges dels i det lave Syn, som megen Overtrædelse, Misbrug og Raahed aflagrer i Samfundet, dels i en overfladisk Opfattelse selv i bedre Kredse. Tidens Materialisme har paa dette Punkt gjort betydelig Skade, idet man i Literaturen udelukkende har skildret flygtige Elskovsforbindelser og utro Ægteskaber. Skal vi naa frem til en sandere og dybere Kønsopfattelse og en større Sædelighed, da maa vi søge at forbinde det æstetisk (skønne) med det etisk (sædelig) paa Kønsforholdets Omraade. Da maa vi løfte Idealet op til Beskuelse og Efterligning og til Bestyrkelse af Vilje og Pligtfølelse. Fra de bedste Kredse i Samfundet og fra Literaturen vil det da efterhaanden sive ned til Bunden. Idealet er ikke noget Drømmebillede. Der findes ikke sjælden ideelle Forhold mellem Mand og Kvinde i det virkelige Liv, Forhold, hvori Hjertets Hengivenhed helliger Elskovsdriften og overvinder Blufærdigheden, og hvis Klarhed ikke skygges af Brud paa Tro og Love.
En sand og naturlig Kønsopfattelse er et af Midlerne til at berede Vejen for det videnskabelige Kapitel i Sundhedslæren, hvorom Dr. K. W. skriver: „Naar Skolen tager denne Gerning op, da har den gjort et betydningsfuldt og nødvendigt Indlæg, ikke blot i Slægtens fysiske Vel, men ogsaa i de kommende Generationers etiske Fuldkommenhed”.
Forf. har vistnok Ret; den videnskabelige Oplysning vil styrke de unges Vilje til Modstand og Selvovervindelse og saaledes blive et Middel til at bekæmpe Usædelighed. Man har sikkert ogsaa Ret til at haabe paa et sædeligt Fremskridt, naar en sandere Kønsopfattelse træder Børnene og de unge i Møde fra det ydre Liv.
Ligesom Frk, Frederiksen anbefaler den svenske Forf. Altsaa Samarbejdet mellem Skolen og Hjemmet. Det er saare skønt, naa Skolen og Hjemmet er besjælet af samme gode Aand, men ved Siden af har dog vist i mangt og meget hver sin særlige Opgave. Det forekommer mig, at Skolen i sin tilmaalte Tid nærmest skal berige Børnene med Kundskaber. Den maa uafbrudt, undtagen i Legetiden, beskæftige dem med de bestemte Fag, og den maa besvare Børnenes Spørgsmaal. Anderledes stiller det sig i Hjemmet, hvor Tiden kan anvendes mere frit og efter eget Valg. Det forekommer mig ikke at være heldigt, hverken for Børn eller Voksne, at de altid er beskæftigede med bestemte Arbejder, der fordrer deres hele Opmærksomhed. Ogsaa Børn maa lære Selvtænkning. De maa gøres opmærksomme paa, at hvad de om Formiddagen har lært i Skolen ikke maa drive løst og let omkring i den usynlige Tankebeholder, som vi kalder Hukommelse, hvor det kan spredes af det første Tankepust, der kommer udefra, og forsvinde. De maa gentage i Tankerne, hvad de har hørt og lært og fæstne det i deres Hukommelse. Saa maa de ogsaa gennemgaa deres Opgaver for næste Dag i Skolen, derefter maa der tages Hensyn til, at saavel Børn som Voksne behøver Tid, Ro og Ensomhed til at samle sig. For den Voksne betyder det at samle sig at ordne sit Sjæleliv og bygge op paa sin Personlighed. Men jeg tror, at Børn paa 9-10 Aar allerede kan begynde at lægge Grunden dertil. Selvtugt er den første Betingelse for at blive en fri Personlighed, og jeg tror, at man i den nævnte Alder kan begynde at øve Børn deri. Man maa sige dem, at derinde, hvor de føler, Tankerne gror, der kan ligesaa vel som i Ageren Ukrudt komme op mellem det gode Korn. Men at i deres usynlige Sjæl kan hverken Forældre eller Lærere føre Tilsyn eller sørge for, at Ukrudtet bliver rykket op i Tide.
Man maa sige til Barnet:
„Du maa være opmærksom paa dig selv, og naar du føler forfængelige, urene eller ulydige Tanker, da maa du straffe dem og fjerne dem; og dette maa ske atter og atter, indtil de bliver borte. Paa den Maade kan det forebygges, at daarlige Tanker bliver til Ord og Handlinger, som bedrøver dine Forældre og Lærere og skader dig selv”. - Er der en Konflikt med et andet lille Medmenneske, saa maa man sørge for, at Barnet ikke straks lægger hele Skylden over paa Næsten. „Gaa ind i dit Værelse, undersøg dine Tanker, og du vil opdage, at du har din Del i Skylden”.
Det er ikke altid de mest begavede Børn, der spørger mest. Man maa ogsaa undertiden spørge dem og retlede deres Svar, ja, opfordre dem til ved passende Anledning selv at tænke over det, de spørger om. Med Hensyn til de Spørgsmaal, som angaar Kønsforholdet, da er det, som allerede fremført, bedst at nævne det ved sit rette Navn. Men der bør ikke ofte røres derved. Kun naar der foreligger en Nødvendighed derfor, eller man iagttager eller aner, at man maa komme til Hjælp, skal man tage Sagen frem. Børn maa ikke jævnlig sysle med den Slags Tanker, det kunde sløve deres Blufærdighed, den Skat, som ofte kan være den unge, enligt stillede Kvindes Vagt og Værn. Frk. Frederiksen taler i den nævnte Artikel om, at hun i sin Lærergerning har faaet saadanne Spørgsmaal af Børn i 12-14 Aars Alderen. Jeg tror, at man skal være meget forsigtig med sine Svar til Børn i den Alder. Man faar en Mistanke om, at de indbyrdes drøfter disse Emner og sysler mere dermed, end det er sundt.
Vi ved, at der er stor Forskel paa Børn som i det hele paa Menneskenaturer. Der gives Børn, som næsten ikke behøver at opdrages. For den rene er alting rent. Vi har det skønne Eventyr af Elia Fibiger: „ Snebarnet”. Hendes Klædning vedbliver at være hvid som Sne, uagtet Heksen kaster al Slags Smuds derpaa. Men der gives andre Naturer, hvor, som sagt, Forsigtighed er nødvendig. Jeg tror, at Børn paa 12-14 Aar vanskelig kan undgaa at vide Besked om alt. Man kan gaa ud fra sin egen Barndom, - husker man den, da undres man over, hvorfra man vidste Besked om alt. Jeg mindes et Træk, en Veninde har fortalt mig om en lille Pige. En Moder mente, det var rigtigt at tale fortroligt med sin niaars Datter og fortælle hende, at der ventedes et lille Barn. Hun begyndte at tale, men standsede i Tvivl om, det var den rigtige Form, hun havde valgt Da tager den lille Pige Moderens Haand og siger med sagte Stemme: „Moder, du behøver ikke at sige mere, - jeg er ni Aar!”
Dersom man i sin Forklaring over Menneskenes Selvforplantning tager Eksempel fra Dyreverdenen, da tror jeg, at det vil være i Overensstemmelse med den Alvor, der helst maa betegne Børnenes Kønsopfattelse, at man straks gør opmærksom paa, at det kun er det aldeles materielle, hvori der kan gøres Sammenligning. Thi i det væsenlige er Forskellen saa stor, at det ganske umuliggør nogen Sammenligning. Det er sjælelig Overensstemmelse mellem Mand og Kvinde, der fremkalder Elskovsdriften, som vistnok i Regelen kan siges at være bestemmende for Ægteskabet og Kønsforholdet. Derimod hos Dyrene giver det sanselige alene Tilskyndelsen. I det hele taget kan man ikke nok, saavel overfor Børn som overfor unge, fremhæve Kønsforholdet som det store og alvorlige, de skal have Ærbødighed for, og det Ansvar; som derved paalægges Menneskene. En udviklet Moder, der har sat sig den Opgave at lede Barnets Tankeliv ind i Inderligheden, vil paa mange Maader, særlig dog ved Kristendommens opdragende Magt, føre Tænkningen i den rigtige Retning. Dog ikke ved den Kristendom, der uden Kristentro vover
at tilrane sig Kristennavnet, thi der har Saltet mistet sin Kraft.
Hvor Barnet eller den unge tidlig vænnes til at samle sig i Sjælelivets Inderlighed, - selvfølgelig uden at Livets Krav og Forpligtelser forsømmes udadtil, - der drager Viljen de fysiske Kræfter ind som nærende og tjenende det usynlige Tankeliv, og der behøver man ikke at befrygte, - hvad Frk. Frederiksen betoner, at sanselig Begær i Form af Kønsdrift, skal rejse sig som en Løve. Derimod ved man af Erfaring, at Blufærdighed i et ungt, rent Kvindesind kan rejse sig som en Løve, hvis nogen vover at saare eller krænke den.
Mere ligeud end til Børnene vil man kunne tale til de voksne unge. Men det er ikke mindre vanskeligt og altid en Overvindelse, navnlig at tale til de unge Mænd. Alligevel tror jeg ligesom
Dr. Widerstrøm at det bør ske. Selv om det, man kan sige dem, er dem bekendt fra anden Side, saa bringes det dog klarere, inderligere og skarpere ind i deres Bevidsthed, naar der tales til dem med en Moders Omsorg og Kærlighed. Forholder man sig tavs, da vil de maaske selv for sent komme til Erkendelse af, at Ideernes ædle Skatte, som der skal graves efter i Inderligheden, er dem berøvet, fordi de har søgt sanselig Nydelse til Overmaal.
Den Erfaring vil sikkert i Regelen stadfæste sig, at ikke alene Velfølelse eller Vellyst, - om end denne er Sjælens værste Kræftskade, - men at al sanselig Nydelse til Overmaal, som Velsmag, Vellugt, Vellyd og Øjenslyst slapper Hjernevirksomheden, navnlig de fine inderlig liggende Nerver, der er en Betingelse for Tænkning paa Aandslivets Omraade. De sanselige Nydelser til Overmaal jager Selvtænkning og Selvfordybning paa Flugt og bedrager for de uforgængelige Skatte. Jeg har hørt citere efter Sokrates: „Man kommer Guddommen nærmere ved ikke at sætte Pris paa Mad.” De, der kun dyrker Sanselighed, vil staa sjælelig tomme, naar den forgængelige Sanseverden lukkes for os. Kun deres Selvbevidsthed slukkes ikke. Det vil mere og mere anerkendes, at Kvinden har de dybeste Betingelser for et inderligt Sjæleliv, men dermed har hun modtaget en særlig Forpligtelse til og et særligt Ansvar for Samfundets Sædelighed. Kvindens Evner vil netop i Nutiden, hvor hun kan glæde sig over de store Fremskridt i Oplysning og Udvikling, som den nye Kultur har bragt, kunne bære en rigere Frugt end nogensinde, ogsaa i Retning af at indløse de nævnte Forpligtelser og Krav, der vil stilles til hende.
