« Tilbage til søgeresultaterne
Af vor Brevkasse
- De spørger, om jeg har læst Vitalis Nordstrøms Bog: „Ellen Keys tredie Rike” og hvad jeg mener om den?
- For mit Skøn viser V. Nordstrøm sig i enhver Retning Ellen Key saa rent underlegen, at han langtfra at vinde nogen Indrømmelse fra mig, tvertimod driver mig nærmere over imod Ellen Keys Anskuelser paa de Punkter, hvor jeg hidtil mente mig i Modstrid med hende eller endnu var uklar over mig selv. Kun hvor Nordstrøm taler om E. K.s Blik paa det erotiske var jeg straks rede til at give ham Ret; men efter endt Læsning af Bogen, da den kontrære Modsætning mellem Ellen Keys og Vitalis Nordstrøms aandelige Fysiognomi traadte klart frem for mig, da bøjede jeg mig i Stilhed dybt for den første, og nødtes til at indrømme, at naar jeg paa dette ene Punkt ikke kunde følge
E. K., saa var det kun, fordi min oprindelige ideelle Tro paa Mennesket her havde faaet en liden Skade i Livets Skuffelse.
Det eneste, hvori jeg ikke vil være enig med E. K. bliver da hendes Mening om Kvindernes Plads i Livet; jeg synes, det vilde være et meget stort Tab for mig personlig, saavel som for Samfundet, om Ellen Key tidlig var bleven indespærret bag Ægteskabets med Pligter tæt tilgitrede Fængselsruder. Hendes herlige Evner var bleven forkrøblede, og hendes Sjæleglød var bleven selvfortærende af Mangel paa Næring.
Naar man gaar ud fra hendes egne individualistiske Anskuelser - og man tør dog vel antage, at de ikke skal gælde for Mændene alene, men for hele Menneskeheden - da falder det underligt, at hun for Kvindernes Vedkommende vil afstikke bestemte Grænser, som ikke maa overskrides. Jeg protesterer! - Ogsaa jeg vil skrive min egen Lov, følge mit eget Ideal ligegyldigt for ethvert andet, vilde, om jeg blot havde Raadighed over Midlerne dertil, arbejde paa min egen „Stil” og naa al den „Själfhärlighet”, hvorom hun taler, jeg finder mig ikke i at lade mit Kaldsbrev udfærdige af nogen som helst - selv om det er selve Ellen Key.
Det har moret mig særdeles at følge Vitalis Nordstrøms Anstrængelser for at afkræfte E.K.s udmærkede og dybe Ord om den kristne Livsanskuelse. Det undrer ikke, at han naar saa ringe et Resultat, naar man lægger Mærke til, at han synes at gaa ud fra den barnlige Antagelse, at det er Mennesket, der ved sin Tro eller ikke Tro bestemmer, om der er en Gud eller ej: Mennesket kan ikke undvære en Gud, ergo har Gud at være til Stede i Himlen!
Jeg finder det visere med E. K. at slaa mig til Ro med den Tanke, at al min Tro vilde ikke kunne tilvejebringe et evigt Liv, om det ikke gives, ligesom al min Tvivl er afmægtig til at befri mig derfra, hvis det findes.
Som en rigtig Filister aabenbarer V. N. sig der, hvor han taler om E. K.s Skønhedsdyrkelse, som han kalder en Dyrkelse af skøn Form. Hvad er det ikke for en Taabelighed, i Kunsten at ville skelne imellem ,,Formen og det aandelige Indhold”! i et Kunstværk har det aandelige Indhold faaet Form og de to kan ikke mere skilles ad, Formen bliver Tankens Udtryk, idet Tanken gives Form af Kunstneren; hvem der ikke kan forstaa saa meget, han burde visselig afholde sig fra at tale med om Skønhed og om Kunst.
Jeg vil gerne indrømme, at jeg kun med Uvilje læser Ellen Keys Udtalelser om, at det, det gælder, er at dyrke det „skønne overflødige”. Jeg synes ikke ret derom, saalænge saa forfærdelig mange maa anstrenge sig haardt for at erhverve det nødvendige og saalænge endda et stort Tal maa savne det nødvendigste. Men Fejlen er her blot den, at E. K. er kommen et Aarhundrede for tidlig til Verden; ret beset er det netop hendes Styrke og Storhed, at hun saadan lever helt i Fremtiden og hører Fremtiden til. Hendes glødende Entusiasme og Skønhedsglæde henriver og henrykker mig mod min praktiske Forstands Vilje; hun vederkvæger mig og stiller min Sjæls tyngsel efter Ild og Varme.
Svært fælt massivt og „kropsligt” tager V. N. paa de „njutningarne”, hvori han analyserer Lykken. Han siger, at Nydelsen er en Øjeblikkets Foreteelse, der balancerer paa det smalle Plan mellem det forudgaaende Begær og den efterfølgende Slappelse - man skulde ikke tro, at det ulykkelige Menneske nogentid havde følt sit Hjerte banke i den glade Forventning om en god Nydelse eller nogentid havde følt det svulme af styrkende Fylde efter en stor aandelig Nydelse.
Nej - denne Mand er og bliver for mig en tarvelig Mand, ret et hjemmegjort Hvergarnsmenneske, trællesindet i sin Avtoritetstro. Vistnok har det været hans Mening, at han ville være fuldt retfærdig mod Ellen Key, men han savner den Visdom, som behøves for at kunne være retfærdig. Det beundringsværdige Mod, hvormed hun udtaler sine dristige Tanker, kalder han for „den naive Ærlighed, hvormed hun blotter sig”. Han frakender hende Evnen til at gøre Læseren godt, noget han ikke kan vide om; mig har hun ialt Fald gjort overordentlig meget godt. Men han er morsom i sine Klager over den „smidiga rørlighet”, hvormed hun trodser hans pedantiske Bestræbelser for at bringe hende „paa Formler”.
