« Tilbage til søgeresultaterne
Moder og Datter
Alma kom en Dag hjem fra Skole, - som det syntes i en underlig Sindsstemning. Hun kastede Skolebøgerne, som hun bar i en Rem, paa den første den bedste Stol, kom ikke, som hun plejede, hen og gav sin Mor et Kys, men sendte hende et underligt Sideblik og forlod Værelset.
Alma var omtrent 10-12 Aar gammel.
Da hun kom ind igen, tog hun en Avis, som hun holdt op foran sig og syntes at studere ivrigt. Men hendes Mor, der forundret iagttog hende, saa, at hun hyppigt sendte hende stjaalne, undersøgende Øjekast.
Moderen sad ved sit Sybord og syede paa en lillebitte Skjorte. Hun var endnu ikke omklædt til Middag, men bar en vid Morgendragt, der var syet ud i eet. Idet hun nu rejste sig, saa hendes lille Datter, at den stumpede foran, og at Moderens Figur - trods den skjulende Dragt - var underlig uformelig.
Den unge Kone havde lagt sit Arbejde og gik lige hen mod den lille Pige som i det samme blev meget rød i Hovedet. Hun lagde sin Haand paa Almas Skulder og saa hende ind i Øjnene. „Hvad er der i Vejen med dig?” spurgte hun, „hvorfor kommer du ikke hen og siger mig Goddag, som du plejer - og hvorfor blev min lille Pige rød?”
Det sidste Spørgsmaal fremkaldte en ny Rødme. Alma vidste ikke, hvad hun skulde svare. Men en Moder gætter meget ofte sit Barns Tanker.
„Der er en halv Time, til jeg skal klæde mig om, sagde hun. „Gaa med ud i Haven saalænge. Vil du, Alma? Saa kan vi passiare lidt sammen”.
Alma lod ikke til ret gerne at ville; hun smed Avisen noget heftigt, men rejste sig dog og hentede sin Hat. Da hun kom ind i Stuen igen, var Moderen i Færd med at lægge sit Sytøj sammen, Alma tog Øjnene til sig; men hendes Mor saa paa hende og sagde med et lille Smil: „Vil du se, hvad jeg syr, Alma?”
„Aa, det kan være det samme!” vrissede den lille Pige.
Men Moderen holdt den lille Skjorte hen foran hende og sagde: „Tror du, den er til „Konny?” (Almas to-aarige Broder Konrad)
„Aa, - den er jo altfor lille!” svarede Alma gnavent.
„Det har du Ret i, min Pige, - den er heller ikke til ham!” sagde Moderen med en skælmsk, hemmelighedsfuld Mine, „Kom, tag mig under Armen, saa gaar vi som to Veninder, der har noget rigtigt interessant at snakke om. Og det har vi ogsaa.”
De gik gennem Havestuen ud i den store, smukke Villahave. Det var den smukkeste Tid paa Aaret - Træernes Blomstringstid. Pæretræerne var som Sne, men Æbletræernes Kroner havde et fint, blegrødt Skær. Paa enkelte Træer sad Blomsterne endnu i Klynger og lukkede Knopper; men paa andre havde de allerede i flere Dage været helt udfoldede. Naar der af og til kom et Vindpust, drev det Skarer af hvide Blade ligesom „Skomagerdrenge” af Sne, ind i Ansigtet paa Moder og Datter. I Rabatterne blomstrede røde og blaa Iris, lyserøde Pæoner og nogle Efternølere af ranke, hvide Tulipaner.
„Nu skal vi allerførst til at gætte!” sagde den unge Moder. „Jeg begynder! Spørgsmaalet lyder: Hvorfor er min store Pige i Dag ikke rigtig, som hun plejer at være?”
Svar: Fordi hun ikke synes om sin Moder!
Og hvorfor synes hun ikke om sin Moder?
Fordi man har fortalt hende nogle underlige Ting! Skulde det være Lise Barnepige? Eller skulde det være den nye Elev i den nye Klasse?”
Alma studerede Havens Grus.
„Skulde de have bedt min lille Pige om at se nøje paa sin Moders Figur ? Skulde de have sagt, at denne underlige Figur, var en Følge af visse Ting, som er saa forfærdelig upassende, at kun „Veninder” kan tale derom to og to i Krogene ? Eller mon Lise Barnepige, hvis Selskab man saa flittigt har søgt de sidste Aftener, skulde have optraadt som den belærende og langt klogere end min lille Pige” -
- Ja, jeg ser, at jeg har gættet rigtigt ! Og din ny Rødme fortæller mig, at det, du før rødmede over, var dine egne Tanker - Tanker, som du synes, du ikke kan være bekendt.
Alma trak sin Arm ud af Moderens og vilde være løben sin Vej, om Moderen ikke havde grebet hendes Haand og trukket hende med sig ned paa en Rænk, der stod tætved.
„Kære Alma!” begyndte Moderen igen, ,,Lad os tale alvorligt sammen. Jeg burde nok have gjort det for længe siden; nu ser jeg, at ingen Tid maa spildes. Du er jo nu en stor Pige, der maa vide Besked om disse Ting, og det er din Moder, der skal sige dig det. Lov mig een Ting! Tal for Fremtiden aldrig med dine Skolekammerater og heller ikke med Barnepigen om den Slags Ting! Se dig hellere om i Naturen; gør dig dine Tanker om alt, men kom til mig med dem. Jeg skal, snarest mulig, svare dig, Een Ting maa du mærke dig: Intet af det, som Gud har skabt og indrettet, er urent!”
Medens den unge Moder alvorligt sagde dette, saa hun paa nogle Planter, hun havde plukket, medens de gik rundt i Havens Gange. Der var en hvid Tulipan derimellem. Hun rakte sin lille Datter den og bad hende se nøje paa den.
Alma gjorde det, men vidste ikke, hvad hendes Moder mente dermed. Hun vilde give hende
Blomsten tilbage; men Moderen sagde: „Nej, nej - vi er ikke færdige med den, Alma. Nu skal jeg forklare dig, hvad jeg mener. Blomsten er Billedet paa noget af dette, som vi skal tale om, - nej, den er mere end et Billede, den er Tingen selv. Men lad os til at begynde med, dog blive ved Billedet. Saa vil jeg kalde de 6 hvide silkebløde Blade for et Hus, et Hjem. Inde i dette boer To, - en Mand og en Kvinde. De er skabte for hinanden, den ene kan slet ikke undvære den anden.
Hustruen - „Moderen” - ser du, det er den ranke lille Person midt i Blomsten; det tredelte „Ar” foroven er hendes Hoved med Mund, Øjne og det hele. Manden - „Faderen” der imod, det er de 6 „Støvdragere”, der breder sine Arme ud, som for at favne hende.
Nu sker der en vidunderlig Ting - og dette findes overalt i Naturen. „Arret” aabner sig for „Støvet”, for disse uendelig smaa Celler, som paa deres Vej ned gennem Griflen forener sig med Æggene, omdanner disse til ,„Frø”, og er i Stand til at frembringe nye, levende Væsener.
Naar dette er sket, vil du se, at Blomstens „Frugtknude” bliver større Dag for Dag - - ja, saaledes som du nu ser, at ogsaa jeg - din Moder - „lægger sig ud” for hver Dag, der gaar. Jeg bærer - ligesom Blomsten i sin Frugtknude - det nye Liv inden i mig; jeg giver det Næring ved mit eget Liv og Blod, føler det røre sig under mit Hjerte - en Del af din Fader og mig, en Frugt af vor inderlige Kærlighed - den, som sætter en Kvinde i Stand til at give sig ganske hen til den Mand, hun elsker.
Synes du, det var en „grim Historie den, jeg fortalte dig om Blomsten? Synes du, at din Moder behøver at skamme sig, eller at hendes lille Datter behøver at rødme paa hendes Vegne?”
Alma var rigtignok som en blussende Rose under hele denne Fortælling; men hun saa dog sin Moder ind i Øjnene. Hun læste i dem, at det var sandt, hvad hun havde sagt: Intet af det skabte er urent.
„Det er ganske anderledes, naar du fortæller det, Mor”, hviskede hun.
„Ja, ikke sandt”, svarede Moderen glad, „lov mig ogsaa Alma, at du kun taler med mig om den Slags Ting; men tænk helst saa lidt som mulig derpaa. Du er endnu ikke saa gammel, at du behøver at vide alt; det maa være dig nok at vide dette, at Gud har indrettet dette: at Livet bestandig kan fortsættes, omtrent ens for baade Mennesker, Dyr og Planter. Hønen, ved du, beholder ikke sit Æg i sig, men ruger paa det i 3 Uger, inden dens lille Kyllingebarn kommer ud, og saa viser den sine Smaa en saa rørende Omhu, at Jesus endogsaa har brugt den, som et Billede paa den beskyttende Moderkjærlighed.
Og troer du vel, at vi Mødre, som i 9 Maaneder bærer vort lille Barn inden i os, at vi skulde elske det mindre, end Hønen gør, eller vise det mindre Omhu? Nej, det vokser sig saa fast til vort Hjerte, at det er, som den bedste Del af os selv. Og naar vort Moderskød ikke længere kan rumme det, naar det vil ud, - da gør det ondt, kan du tro, saa ondt, at nogle dør deraf; men ikke desto mindre er det os, er det mig en uendelig frydefuld Tanke, at jeg bærer dette lille Barn i mig, at det er en Del af os begge - din Fader og mig! Det kan komme til at ligne sin Fader, ikke alene i Skikkelse, men i Tanker og Egenskaber. Aa, dette er noget saa vidunderligt, - og saa vidunderlig skønt!”
Der var Taarer i Moderens Øjne da hun tav og med et mildt Blik saa paa sin førstefødte. Der kom ogsaa Taarer i Almas Øjne. Hun syntes, at hun i dette Øjeblik kom til at elske sin Moder langt højere end tidligere; men hun grebes ogsaa af Ængstelse for hende. Hun lagde sine Arme om hendes Hals og hviskede: „Du maa ikke dø, Mor!” Moderen fik nu det Kys, som Alma før havde narret hende for; men den lille Pige græd, fordi hun mindedes, at hun havde gjort sin lille Mor saa skammelig Uret.
Den unge Kone løftede kærligt den lille Piges Hoved op fra sit Bryst. Hun var glad for hendes Ord og for hendes Kys; thi en Moder kan ikke taale at miste et eneste af sine Børns Kærtegn.
Men saa sagde hun: „Nu er det din Tur at gætte! „Hvem syr jeg saa den lille Skjorte til?”
