« Tilbage til søgeresultaterne

Dansk Kvinderaad

« Se emneord

 


Dansk Kvinderaad

har udsendt en Beretning om sin Virk­somhed i de sidste to Aar. Det fremgaar deraf, at Raadet omfatter 16 Kvindeforeninger, der hver især har Ret til at vælge to Delegerede; disse i Forening med 19 Enkeltmedlemmer udgør Raadet Vi nævner først de 16 Foreninger med deres Delegerede: Dansk Kvindesamfund. Del.: Louise Nørlund, Ragna Schou. Cirklen. Del.: Elisabeth Schiøtt, Thora Thoroddsen. Selskabet Fagskolen for Linnedsyning. Del.: Wilhelmine Rerup. Kvindelig Fremskridtsforening. Del: Johanne Meyer, Mathilde Bajer. Jordemoderfor­eningen af 1898. Del.: Anna Hansen, Mathine Svendsen. Foreningen for Feriebørns Landophold. Del.: Birgitte Berg Nielsen, Sofie Rasmussen. Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Del.: Elna Mygdal.

De kvindelige Guld- og Sølvpolerere. Del.: Petrea Holm, Frantzine Riener. Kommunelærerindeforeningen. Del.: Anne Bruun, Anna Olsen. Hegnet. Del.: Thora A. Davidsen, Eleonore Knudsen. Københavns kvin­delige Gymnastikforening. Del.: K. S. Præstgaard, Ellen C. Becher. Hjælpefondet for arbejdsdygtige ugifte Kvinder. Del.: Julie Müller, Oliva v. Krogh. Den danske Pigeskole. Del.: Ida Falbe-Hansen, Hedvig Fibiger. Kommunelærerindernes Byggeforening. Del.: Birgitte Lund, Karen Hansen. Det hvide Baand. Del.: Charlotte Sannom, Kamilla Blom. Husmødreforeningen. Del.: Anna Hjort, Johanne Monrad.

Enkeltmedlemmerne er: Dagmar Schmiegelow, Maren Berg, Kirstine Frederiksen, Ida Falbe-Hansen, Caro­line M. H. Herding, Elly Nienstædt, Charlotte Norrie, f. Harbou, Anna Schreiber, Wilhelmine Rerup,  Henni Forchhammer, Alexandra Møller, Ada Frederiksen, Randi Berg, Magdalene Wigelsen, C. M. Opffermann, Karen Jensen, Palline Bagger-Weis, Sofie Andersen, Isabel Howitz.

Af staaende Udvalg har Raadet føl­gende: Udvalget for D. K. R.s Central­bureau. Formand: Charlotte Norrie, f. Harbou. Presseudvalget. Formand: Henni Forchhammer. Børneudvalget. Formand: Johanne Blom. Udvalget for Fred og Voldgift. Formand: Mathilde Bajer.

Den Virksomhed, som er udfoldet af de fire Udvalg, er vel kendt af vore Læsere. Vi forbigaar derfor Forman­dens Redegørelse herfor, saavel som for de ti Møder, der er afholdt i Raadet i de to Aar, Beretningen omhandler. Ved det sidste trak Johanne Blom sig tilbage fra Stillingen som Næstformand, der saa vidt vides siden er bleven be­sat med Fru Lund. Ved Slutningen af Formandens Beretning hedder det:

Vi opfordrer enhver, der interesserer sig for vore Formaal til at være med at virke for Kendskab og Tilslutning til D. K. R. baade i Hovedstaden, i Provinsbyerne og paa Landet. Ganske særlig opfordrer vi Foreninger (i hvis Ledelse Kvinder har Del) i de større Provinsbyer til at slutte sig sammen i lokale Forbund og saaledes tiltræde D. K. R.

Splittede kan vi kun udrette lidet, samlede bliver vi en Magt.

Af Centralbureauets Beretning skal vi fremhæve følgende:

 

Centralbureauet har i den forløbne Tid besvaret Forespørgsler og Henvendelser fra Danmark, Norge, Sverig, England, Holland, Italien, Østrig og Amerika. Enkelte af de betydeligere Spørgsmaal, til hvis Løsning Centralbureauet har medvirket, skal omtales lidt nærmere.

I Anledning af den almindelige Værnepligts Indførelse i Sverig henvendte Sveriges kvinnliga Fredsförening sig i Foraaret 1901 til Centralbureauet for at søge tilvejebragt nogle Udtalelser om, hvilken Indflydelse Tjenestetiden paa de unge Mænd i legemlig, aandelig og moralsk Henseende, samt hvorledes de skadelige Følger bedst hæmmes og de gode Følger fremmes. Centralbureauet var i Stand til at skaffe meget værdifulde Indlæg i denne betydningsfulde Sag saavel fra Officerer som fra unge Mænd, der nylig selv havde aftjent deres Værnepligt, fra Militærlæger, Præster, Forældre o. s. v. - ogsaa fra Modstandere af den almindelige Værnepligt.

Til den internationale Sygeplejekongres i Buffalo i Sommeren 1901 udarbejdede Cen­tralbureauet  efter Opfordring en Meddelelse om Sygeplejerskers Uddannelse her i Danmark; denne Meddelelse har været offentliggjort saa vel i et engelsk som i et amerikansk Tids­skrift for Sygepleje.

Da D. K. R. fra „the National American Woman’s Suffrage Association” (den amerikanske Stemmeretsforening) havde modtaget en Opfordring til at besvare en Række Spørgsmaal vedrørende Kvinders Forhold i Danmark, overdroges Besvarelsen til Centralbureauet. Denne Besvarelse er i maskinskrevne Eksem­plarer sendt til den Kvindestemmerets Konfe­rence, der afholdtes i Washington i Februar d. A., og til de forskellige Kvinderaad. Cen­tralbureauets Leder har senere modtaget en Opfordring til at virke for Tilslutning fra Danmark til et internationalt Arbejde for Opnaaelsen af Valgret og Ligeberettigelse for Kvinder.

Til „the Women’s Institute” i London ind­sendte Centralbureauet efter Opfordring i Foraaret 1901 en Beretning om de vigtigste Be­givenheder vedrørende Kvinder, der var ind­trufne her i Landet i det sidst forløbne Aar. Beretningen blev bl. a. oplæst i „the Women’s Institute”, hvorfra vi fik Underretning om, at den var bleven hørt med stor Interesse, særlig Meddelelsen om, at de fleste af de Medlemmer, saavel af Folketinget som af Landstinget, der havde taget til Orde under Forhandlingerne om Fabrikloven, havde udtalt et Ønske om at høre Kvindernes Mening om denne Sag, - og at de havde taget Hensyn til den!

Denne Beretning sendtes ogsaa til forskel­lige af Centralbureauets Forbindelser i Udlan­det, og fra flere Steder sendte man Blade og Tidsskrifter, hvori den omtaltes, saavelsom flere Pjecer vedrørende herhenhørende Spørgsmaal. Formanden for det romerske Kvinderaad,, contesse de Taverna, sendte en Med­delelse om, at de italienske Kvinder arbejder for at opnaa en lignende Understøttelse for fabrikarbejdende Mødre, som hjemles i den danske Fabriklov.

En Dame har henvendt sig til Central­bureauet for at søge Oplysning om Muligheden af Direkte

Afsætning i Amerika for danske kunstindustrielle Kvindearbejder. Da dette Spørgsmaal har Interesse for mange, er det blevet omtalt i forskellige Blade; her skal derfor kun henvises til disse Artikler, med den Tilføjelse, at der i Efteraaret vil blive gjort et Forsøg i den Retning, og at Centralbureauet giver nærmere Oplysning derom.

Endelig skal vi omtale det Spørgsmaal, der har givet Centralbureauet det største Ar­bejde.               

Da Fabrikloven i December 1899 blev fore­lagt Folketinget, henvendte Redaktionen for „Kvinden og Samfundet” sig til Centralbureauet for at faa Oplysninger om den Stilling, Kvin­der i andre Lande indtager til den saakaldte Beskyttelseslovgivning for Kvinder; særlig ønskede man Udtalelser imod Beskyttelsen, da man gik ud fra, at Lovforslagets Venner havde tilvejebragt tilstrækkelig mange Ud­talelser til Gunst for Beskyttelsen.

Da disse Spørgsmaal havde været indgaaende drøftede ved den internationale Kvindecongres i London den foregaaende Sommer, henvendte Centralbureauet sig til Lady Aberdeen, der som Præsident for Kongressen fore­stod Udgivelsen af Forhandlingerne, og takket være hendes Velvillie, fik vi - for ikke at spilde Tiden - de herhen hørende Foredrag i Korrektur. De indeholder Udtalelser saavel for som imod Beskyttelsen, og desuden modtog vi fra forskellige Damer Broschurer og Blade, der drøfter denne Sag fra et Beskyttelsesstandpunkt, medens vi gennem „the Women’s Institute” fra Miss Helen Blackburn fik en omhyggelig udarbejdet Oversigt over Udtalel­ser imod Beskyttelsen. Saaledes havde ifølge de officielle Indberetninger 30,000 Kvinder, der var beskæftigede i Fiskeriindustrien, udtalt overfor Fabriksinspektøren, at de vilde blive brødløse, hvis „Beskyttelsen” ogsaa blev ud­strakt til dem, og gentagne Gange havde Væversker og Kvinder, der var beskæftigede i Bjærgværker og Metalindustrien, sendt De­putationer til Parlamentet og til Indenrigs­ministeriet for at bede om Ophævelse af Be­skyttelsesbestemmelser.

Som man ved, har Centralbureauet i de sidste Maaneder hver Fredag Kl. 12-2 uden Vederlag ydet ubemidlede Mødre med nyfødte Børn Oplysning om, hvor de kan søge Hjælp, der ikke er Fattighjælp. Henved 80 Kvinder har benyttet sig heraf.

I Sommeren 1902 har Dansk Kvinderaads Centralbureau med Kvinderaadets Billigelse antaget Navnet „Hugin” med en flyvende Ravn som Mærke.

Beretningen indeholder desuden en lille Redegørelse for hver af de nævnte Foreningers Formaal og Virksomhed. Mindst kendt er vistnok Foreningen Det hvide Baand. Det er en Afdeling af den store internationale Kvindernes kristelige Afholdsforening, „World’s Woman’s Christian Temperance Union”, der over hele Verden tæller en halv Million Medlemmer, en Forening, der fra først af er dannet for at bekæmpe ikke blot Drukkenskaben men Drikkeriet, som fører til Drukkenskab, idet man anser det for en Opgave, der særlig maa ligge for Kvinder, at forjage Drikkeskikkene fra Hjemmet og i Praksis lære Folk, at Selskabelighed kan trives fortræffelig uden berusende Drikke.

Kampen mod Alkohol fører ganske naturlig til Kamp mod Usædelighed, og denne Kamp var derfor den anden Opgave, som W. W. C. T. U. optog; den tredie, Kampen for kvindelig Stem­meret blev igen en Følge af de to første.

Endelig vil man i det lille indholds­rige Hefte finde Lovene for saavel D. K. R. som I. C. W.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner