« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Ind- og Udland
Hanne Adlers Fællesskole for Drenge og Piger har udsendt et Program, hvoraf det fremgaar, at Skolen har 146 Elever, af hvilke 78 er Piger og 68 Drenge. I 1. Klasse udføres alt Arbejde paa Skolen; de to følgende Klasser har lidt Hjemmearbejde, mens dog de fleste Lektier læses paa Skolen. Først de ældre Elever har dagligt Hjemmearbejde. Ogsaa Skolens Læreplan, særlig dens Anskuelsesundervisning, er ordnet paa en Maade, der viser en ualmindelig Hensyntagen til den tidlige Barnealders ejendommelige Natur.
Rosenvængets „praktiske Kursus” begynder den 1. November og varer til den 1. Maj. hvorefter følger 3 Maaneders Uddannelse i Børne- og Sygepleje; der er skaffet Adgang til forskellige Institutioner, hvor Barnets Pleje og Behandling praktisk kan læres, og hvor de unge Piger kan lære de første Regler for Sygepleje, uden at de dog paa nogen Maade skal kunne betragtes som udlærte Sygeplejersker.
Det „praktiske Kursus” har til Hensigt at skaffe Mødre en bedre Hjælp til deres Børn, end de tidligere har haft, og maaske hjælpe en eller anden vordende ung Moder til lettere at forstaa sit Barn - baade dets aandelige og dets legemlige Krav - og til at lede dets Opdragelse med forstaaende Kærlighed og agtpaagivende Omhu.
Nr. 8 af „Tidsskrift for Sygepleje” indeholder Columbia Universitetet i New York. E. Fiedler: Forbindsstoffer. - Standsinteresser. - Louise Nimb: Kogebog, m. m.
Hvide Baands Mødet i Stockholm var over al Forventning vellykket. Der holdtes en Del forskellige Foredrag, deriblandt et af Frk. Maria Sandström om, hvad vi kan gøre for at højne Sædeligheden i vore Samfund. Talerinden tog Ordet for 1) Ophævelse af den reglementerede Prostitution, 2) Modarbejdelsen af den dobbelte Moral for Mand og Kvinde, 3) en omhyggeligere Opdragelse i sædelig Henseende, 4) Fjernelse af de berusende Drikke fra Selskabslivet, 5) Modarbejdelse af Luksus og 6) af usædelig Literatur.
Efter en Frokostpavse samledes man igen og Frk. Sannom indledede en Forhandling om Drankerasyler for Kvinder og Maaden, hvorpaa de bør ledes. Hovedpunkterne i dette Foredrag var, at der trænges til saadanne Asyler, at de bør være under kvindelig Ledelse, at Patienterne bør undergives baade en legemlig og en aandelig Behandling. I den legemlige maa Hovedvægten lægges paa fuldstændig Fjernelse af al Spiritus og forøvrigt en sund Levemaade med legemligt Arbejde efter enhvers Kræfter, saavidt mulig i fri Luft. Den aandelige Behandling bør have Kristendommen som sit faste Grundlag, men forøvrigt søge ogsaa at vække andre Interesser.
I Diskussionen fremhævede først Fru Espenak, at Opholdet paa et saadant Asyl maa vare mindst et Aar, da et kortere Ophold ikke yder nogen Garanti for Helbredelse, særlig ikke hos de saakaldte Kvartalsdrankere. Dernæst omtalte hun det af Lady Henry Sommerset oprettede Drankerasyl for Kvinder, Duxhurst i England, hvor der er en Afdeling for fine Damer og en anden for „ Kvinder af Folket”, og Fru E. mente ikke det kunde gaa an at blande de forskellige Samfundsklasser sammen.
Indlederinden holdt imidlertid paa, at der ikke burde gøres Forskel, at Arbejdet vel burde lempes efter Patientens Kræfter og Evner, men ikke efter hendes Formueforhold, og en saadan Adskillelse, som maaske kan være nødvendig i England og Amerika med den uhyre Forskel imellem rige og fattige, kan ikke være det i vore nordiske Lande med deres enklere Forhold. Vore rige Damer ere ikke saa overdrevent forvænte, og vore Almuekvinder ikke uvidende og raa. De har alle faaet en god Skoleundervisning og er alle vante til at læse, om det saa ikke er andet end Aviser, og der er mangen en Vaskerkone, der er mere intelligent end mangen en Grosserfrue. Desuden har vi en stor Mellemklasse, som hverken kan kaldes fattig eller rig, og hvor skulde den anbringes? Diskussionen drejede sig forøvrigt om, hvorvidt man skulde kræve, at Patienterne kom frivillig, eller om det kunde gaa an at optage dem mod deres Villie. Ogsaa herom var Meningerne delte.
Det sidste Forhandlingsemne var Afholdsarbejde blandt Børn, som indlededes af Fru Ignate Carlsen og Fru Alli Trygg Hellenius, som med sit sædvanlige henrivende Liv talte om dette sit Yndlingsemne. Der var heller ikke delte Meninger blandt Forsamlingen om, at dette for Tiden er den allervigtigste Del af Afholdsarbejdet.
Man har nu virkelig i Stockholm faaet samlet de forskellige Udvalg og Komiteer, der under Paavirkning af de livlige Forhandlinger i Rigsdagen pludselig dannedes i Foraaret, til en Forening, der vil virke for, „at svenske Kvinder maa faa politisk Stemmeret”. Man forlanger denne under samme Betingelser som Mændenes, men vil dog ogsaa modtage en delvis Gennemførelse af dette Forlangende, som et Middel til Opnaaelsen af det hele. Mænd er udelukkede af Foreningen. Til Formand har man valgt den for sin Virksomhed for Fredssagen vel kendte Fru Emilia Broomé.
Af Fredrika-Bremer - Förbundets Aarsberetning fremgaar det, at denne Forening udfolder en virkelig imponerende Virksomhed. Der arbejdes af mange indflydelsesrige Mennesker i en Mængde Udvalg og med store Midler. Som en ny Arbejdsmaade har man sidste Aar i Lighed, med hvad der gøres i Finland, indrettet Foredrag særlig beregnet paa Arbejderstandens Kvinder. Desuden har man for 2000 Kr. købt afdøde dr. Ellen Fries Bibliotek – der især er rigt paa historisk Literatur - og gjort dette tilgængeligt for ubemidlede, den smukkeste Maade, som Forbundet kunde hædre sin udmærkede Medarbejder paa. Rigsarkivaren H. Hildebrand er stadig Forbundets „ ordførende ” Formand, Fru A. Montelius, er Formand i Forretningsudvalget og vel altsaa Sjælen i Virksomheden.
En bekendt Fysiolog, Dr. Bunge i München, har foretaget omhyggelige Undersøgelser af Grundene til Nutidemødres svigtende Evne til at amme deres Børn. Indtil Aaret 1500 kendte man ikke nogen kunstig Ernæring, behøvede den heller ikke; nu derimod er næsten tre Fjerdedel Mødre ude af Stand til at give deres Børn Mælk nok. Dr. Bs. Statistik viser, at denne Svaghed hyppig er arvet, enten fra en Fader, der var Alkoholist, eller fra en Moder, der selv led under den. Han raader derfor unge Mænd, der vil sikre sig et kraftigt Afkom, til at udsøge sig en Mage, som i denne Retning har sin Afstamning i Orden. Det bliver unægtelig efterhaanden noget vanskeligt baade for Mænd og Kvinder at indgaa Ægteskab!
Dr. Michels, Marburg, har i Dokumente der Frauen en interessant Artikel om italienske Landarbejdersker. Dersom der noget Steds kan tales om skamløs Udbytning af Arbejdskraft, saa er det her, hvor der arbejdes indtil 16 Timer for en Minimalløn af 63 Øre og en Maksimalløn af 90. Indtil den seneste Tid har der blandt Arbejderskerne kun hersket sløv Underkastelse under disse Kaar. Saa meget at putte i Munden, at man ikke forgik af Sult, saa lang Fritid, at man kunde skrifte sine Synder, det var alt, hvad man forlangte for at prise sig lykkelig. Til den store Verden og hvad der i den leves og kæmpes kendte man ikke noget, saa lidt som den beskæftigede sig med de stakkels Skabninger, hvis hele Livsopgave syntes at være den, at gøre nogle store Jordejere rige.
Fra Aaret 1901 har imidlertid Socialismen gjort Brud paa denne døde og triste Tilstand og forvandlet de uvidende Arbejdsdyr til levende og virkelystne Mennesker. Bevægelsen kom fra den mindst forkuede Egn, Landet omkring Mantua og Bologna; den rejstes af en Række tapre Arbejdskvinder og greb om sig med uanet Magt. Med en Disciplin, som næppe vilde træffes i nordiske Lande - om dette er godt eller daarligt, skal vi lade usagt - sluttede de uvidende Bondefruentimmer sig sammen om de strengt socialistiske Regler, deres Organisationer paabød, saadanne Bestemmelser som, at naar Arbejdet er knapt, skal Medlemmerne skiftevis give Plads for hverandre, at Lønnen skal være ens, enten Arbejderne er unge eller gamle, stærke eller svage, at ingen maa træde i umiddelbart Forhold til sin Arbejdsherre, at Kvinderne ikke maa fortrænge Mændene i det grovere Arbejde o. lign. Ligeledes gives der strenge Regler for Medlemmernes private Liv. De maa forpligte sig til at støtte hverandre i Nødstilstande, selv at leve dydigt og anstændigt og vaage over deres Families Velfærd. Det er, hedder det, ikke forbudt at give sit Hjerte bort(!) men vel at være tøjlesløs og troløs i sin Kærlighed. Thi Kvinden skal støtte og kvæge det mandlige Hjerte. Hun maa sætte hele sin Følelse ind paa Familiens moralske og sociale Trivsel. Hun skal være Hjemmets Skytsmand, ligesom dette er Fædrelandets Hjerteblad. Enten hun er Hustru eller Søster, udgaar al Livets Lykke fra hende, der er Trøsteren i Nød og den, der bestemmer over Fremtiden. - Dette er i hvert Fald en Socialisme, der afviger betydeligt fra den, vi kender.
Det udbredte amerikanske Blad „Union Signal” giver „de fire Kvinder, som har gjort mest for at organisere dansk Kvinderaad”, deres Skudsmaal: „Heim.”Forchhammer er en ung Dame med en fint dannet Aand, hvad der dog ikke hindrer hende i at udvise megen Personlighed og Kraft. Ida Falbe Hansen ejer høj Kultur og et vidt skuende Blik. Om Charlotte Norrie hedder det, at der sikkert ikke under dansk Flag lever nogen mere dygtig og energisk, mer sprudlende livlig og kvik
Dame end hun. Ogsaa „Keirstine Fredrikson” faar nogle kønne Ord, som vi dog helst beholder for os selv.
I St. Louis afholdes der næste Aar en Verdensudstilling til Minde om Erhvervelsen af Louisiana i 1803. Man vil sætte alt ind paa at gøre denne Udstilling indholdsrig og omfattende og indbyder ogsaa danske Kunstnerinder til at deltage med Prøver paa deres Arbejde, enten dette hører til Kunstindustrien eller til Kunsten i strengere Forstand. Nærmere Oplysninger faas paa Bladets Kontor.