Skumringstoner

Som den kan komme stille,

Skumringens tavse Stund,

og svøbe sig om ens Tanker,

dysse dem, ind i Blund.

Og mildt i Ro dem vugge

ind ved sin kærlige Favn,

og væve af Minder og Længsler

Drømme, som ej har Navn.

Og hviske mangt i Øret,

mangt, som man længst har glemt -

ak alt, man helst skulde huske,

glemmes kun altfor nemt.

Der ligger dybt i Sjælen,

dybt paa den inderste Plads,

en Klangbund med Strengene stemte,

baade Discant og Bas.

Discantens bløde Toner

Længslerne er, som gror,

og Bassens, de dybe, er Minder,

voksende af ens Spor.

I hver en Fiber trænger

Skumringen sagte ind,

som Buen paa Instrumentet

spiller den paa ens Sind.

Den lokker Tonestrømme

sælsomt af Sindets Grund,

tit Toner, man aldrig hørte,

kendes dog samme Stund.

Og Buen glider sagte,

Mørket har lagt sig tæt,

Og Sjælen hviler i

Tonedrømmenes stærke Net.