« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinder fra grundtvigske Kredse
II.
„Enken fra Rollsted”
af Inger Aagaard.
Hendes Broder, der havde Fædrenegaarden, giftede sig med en ung Pige, der var 3 Aar yngre end Karen, og hun var da nødt til blive, for næsten at udgøre det baade for Husmoder og Karl. Hendes Broder byggede Gaarden om og flyttede den fra Skoven op til Byen. De havde alle Arbejdsfolkene i Kost. Den unge Kone havde smaa Børn og Karen var ene om alt Arbejdet, saa hun havde fuldt op at gøre. Hun hjalp til at passe Børnene om Natten, var oppe Kl. 31/2 om Morgenen for at komme ud og malke, før hun skulde koge Davre til Folkene. Men hun var stærk af Helbred og havde et godt Humør; hun sang, naar hun gik med Mælkebøtten paa Hovedet ud over de duggede Marker. - Hun sang, saa Folk sagde: „Det er let at høre, hvor Anders Nielsen har deres Græsvænge.” -
Paa den Tid var der ikke meget aandeligt Liv paa Egnen. Vækkelsen fra Kertemindeegnen var ikke naaet hertil; der var kun en Familie, der sagdes at høre til „de hellige.” Det var en Tømrer, som havde været med at bygge Gaarden; Karen havde lagt Mærke til ham og syntes godt om ham, og kom senere i hans Hjem. Der fik hun ,,den gyldne Skatkiste”, som var den første Bog, hun ejede, og som hun maatte stjæle sig til at læse i, naar hun var ude i Marken; den var ikke større i Format, end at hun kunde have den i sin Kjolelomme.
Nu vaktes der et nyt Liv hos hende: hun kom til at tro paa Gud. Glæden deri fyldte Ensomheden paa en saadan Maade, at Livet syntes hende en Salighed. Ingen kunde forstaa hende, men de saa, at hendes Glæde gjorde hende stærk til at elske og gøre det Gode.
Efter at Birkedal var blevet Præst i Ryslinge, begyndte hun at gaa i Kirke hos ham, men det var ikke saa ofte, som hun gerne vilde, for der var henved 4 Mil at gaa frem og tilbage. 1850 - hun var da i sit 33te Aar, holdt hun Bryllup med sin Barndomsven, Hans, og flyttede op til hans Fødegaard i Rolfsted. - Der laa to Bøndergaarde tæt sammenbyggede, omgivne af Enge og Aaløb, Humlehaver og levende Hegn, Rolfstedgaardene kaldet. Der havde før været en Gaard; i det 15. Aarhundrede nævnes den blandt de andre fynske Herregaarde, men den skal være brændt i „Grevens Fejde”. Der var endnu Spor af Voldgrave, og om Vinteren, naar Aaerne strømmede over sine Bredder, kunde Gaardene være helt omgivne af Vand, og man kaldte det da „ovre paa Øen”. I en af disse Gaarde var det, Karen flyttede ind. Det var gammeldags Forhold, hun kom ind til, og hun fandt heller ingen Forstaaelse af sin Trang til at søge Næring for sit aandelige Liv; d. v. s. hos sin Husbond gjorde hun nok, men ikke hos hans Moder, som hun dog skulde være saa meget sammen med hver Dag.
Aaret efter, da Karen havde født en Datter og vistnok var staaet for tidlig op - det var i Høsttiden - fik hun Barselfeber og var længe heftig syg. Da lærte hun, hvad det vil sige at være syg og ikke kunne blive plejet - man forstod saa uhyre lidt i den Retning de fleste Steder. Man forstod heller ikke at lave Mad til den Syge.
- Hun lærte dengang, hvordan det er at trænge til Hjælp, og hun ydede den senere, hvor der var Lejlighed dertil. -
Næppe to Aar efter skulde hun friste den tunge Sorg at miste sin Mand. Det var om Foraaret; han var ved at fælde Træer og var da saa uheldig at hugge sig i sit ene Knæ. Det var blevet daarligt forbundet og der gik Blodforgiftning i Benet. - Der fandtes den Gang intet Sygehus i Odense; han blev indlagt i et Værelse hos deres Købmand derude, og der døde han faa Uger efter.
Karen var syg, da han rejste, men hun naaede at komme derud og pleje ham de sidste 8 Dage. „Jeg har tænkt paa Vorherre, til du kom, var det første, han sagde, og han legede med deres lille Pige og syntes saa glad til Visheden kom, at han skulde dø. Det var svært for dem at skilles. -
Det var en tung og mørk Tid, som kom. Hun kunde ikke leve, syntes hun. Det blev ikke godt, før hun kunde bede til Gud om Hjælp, saa bad hun ham om Kræfter til at leve for Barnets Skyld og hun bad om Visdom til at kunne gaa den vanskelige Vej - i alle Livets Forhold - ene. -
Hvad der ogsaa hjalp hende, var Arbejdet. Nu var hun jo ene, Gaardens Drift var overladt til hende, og hun tog sig med Iver af alt baade ude og inde.
Og nu kom det hende til Gode, at intet Arbejde var hende fremmed, og at hun havde Evne til at bære. Der var et lille Vers, som hun sagde saa tidt, og som passede for hende:
Alt, hvad man gør med Lyst og Flid
i Hus, i Mark, i Have,
det lykkes og trives i sin Tid
og nydes som Himlens Gave.
Det var sandt, at alt lykkedes for hende. Hun købte Fæstegaarden, og hun kunde hvert Aar udbetale ikke helt smaa Summer. Hendes Køer var saa gode, at hun kunde samle ligesaa meget Smør som den øvrige By tilsammen - og det var godt Smør. „Det har De skriftligt Bevis for inde paa Deres Væg, saa min Kone behøver ikke at fortælle Dem det,” skriver en af hendes Præstevenner til hende. - Ganske morsomt er et Brev, som en københavnsk Frue, hun solgte Smør og Ost til, skrev: - - „Jeg takker meget for de mig tilsendte 2 Fjerdinger Smør, som ere meget gode, og jeg vel tilfreds med dem! Da jeg vel ved, at Karen har tænkt paa sin Veninde, der skulde have dem, finder jeg ogsaa undertiden en venlig Tanke, naar jeg tager af dem, og jeg er glad ved at vide, at de er samlet, før den slemme Mund- og Klovsyge brød ud - nu har jeg nok, til der igen er Græssmør.” - -
At det kunde gaa saa godt for hende, skyldtes ogsaa de tro Tjenere; hun havde, særlig var der en Karl og en Pige, som begge var hos hende i en Snes Aar, og som var ualmindelig dygtige og trofaste i deres Gerning. -
Men var Karen end optaget af Arbejdet, hun blev ikke borte deri.
Provst Rohman fik en Kapellan, Eriksen, som stod i fuldstændig Modsætning til den rationalistiske Provst, og der dannede sig efterhaanden en Kreds, der blev hans faste Tilhørere; deriblandt var Karen.
Hver anden Søndag holdt han efter Gudstjenesten Forsamling hos „Enken”, og enkelte Gange kom Birkedal fra Ryslinge, og Schjørring, som da var i Sødinge, med. Og da Schjørring begyndte at holde Højskole der, sendte hun sin Plejesøn og sin Mands yngre Broder derhen. -
Pastor Vad fra Seden var en af de Præster, de troende holdt af at høre, og da han kom til Rolfsted for at prædike i Vakance, samledes saa mange Folk, der kunde rummes, i Enkens Gaard, hvor han tog ind. Ved en saadan Lejlighed havde Karen travlt; da skulde der dækkes Bord i Storstuen til alle Gæsterne med alt, hvad Huset formaaede; paa den Maade at være en god Værtinde var en Trang hos hende, der var saa meget af en Martha-Natur. -
Da H. J. Koefoed kom til S. Næraa, kom hun til at staa i Venskabsforhold til ham og hans Hustru, og de kom med til disse Møder eller Forsamlinger, som nu holdtes flere Steder. I den Brevveksling, de indtil kort før Koefods Død førte, er mange Hentydninger til denne Tid, der var saa rig for dem, der levede med deri.
Mere end 20 Aar efter skriver han. „Jeg kan ikke glemme den gamle Vej fra Næraa til Rolfsted - den gamle Gaard nede ved Aaen, hvor der var saa hyggeligt i Borgestuen, hvor enhver, der kom, fandt en god Plads, og ingen gik forgæves - - - hvor mangen god Samtale gik fra Mund til Mund - - - hvor Venner og Veninder samledes i Flok oppe i Skabestuen. Og blev der for trangt, saa ud over Gaarden paa Engen, hvor Tante Jane (Christiane Birkedal, Asylmoder i Odense) lærte os første Gang: „Hyggelig, rolig - saa kan jeg som gammel Mand paa snart 7 x 10 + 6 ikke lade være at tænke tilbage paa dennne dejlige Tid og nynne med Digteren:
Naar engang i fjerne Tider
med vemodig Lyst,
Aandens Blik tilbage glider
mod en Ungdoms Kyst,
da vil Mindet om hvert Møde
med en Ungdoms Ven
smile som en Morgenrøde
over Livet hen, - - - -
i det store Vennemøde skal vi ses igen.
Paa den Tid var det, at et Par Familier i Ferritslev, deriblandt Thyge Hansens, besluttede at tage deres Børn ud af Skolen, hvor de før omtalte Forhold tildels herskede endnu. De lejede saa en Stue hos en Væver i Ferritslev, fik en Lærling ude fra Kolds Skole til at være Lærer for deres Børn, og saaledes var da Begyndelsen til Friskolen, som efterhaanden voksede sig større, saa den maatte bygge sit eget Hus.
- Karen hilste med Glæde dette Forsøg, hendes lille Datter kom til at gaa til Ferritslev i Skole. Det var ikke altid saa let for hende; hun skulde forbi de andre Skolebørn, som drillede og fortrædigede hende paa alle Maader.
- Dengang den første Eksamen skulde holdes i Friskolen, kom Koefoed og Schjørring og fulgte med dem derop. Det var Enken altid taknemmelig for. Det var jo ikke saa lige en Sag at skulle stille til Examen for en Præst og en Kommision, der saa fjendsk paa Skolen og bare saa efter Lejlighed til at komme den til Livs. En anden Gang, da Provsten, som ogsaa var en Modstander af Friskolen, kom til en Examen og saa, at der var flere Kvinder til Stede, rettede han et skarpt Blik mod Enken, som sad nærmest, og sagde spydigt: „Naa, Mødrene er ogsaa mødte.” - „Ja, svarede hun, vi plejer at komme engang imellem og se, hvordan det gaar til i Skolen, saa mente vi, vi ogsaa kunne komme i Dag. - Der var megen Snak om Enken, fordi hun var blevet „hellig”, Folk gjorde Nar deraf, og hendes egen Slægt syntes, det var en Skam. De vidste heller ikke, hvad hun vilde rejse efter at høre de fremmede Præster - deres egen var jo meget „skrappere”.
- Han var virkelig ogsaa veltalende, det var egentlig rigtigt, alt, hvad han sagde, men han kunde aldrig ret tiltale hende alligevel, syntes hun. Hun ventede en Tid for at se, om det ikke skulde blive bedre, men saa sagde hun det til ham engang, at hun havde besluttet at løse Sognebaand. Hun bad ham om ikke at optage det i Vrede, men hun kunde ikke faa Opbyggelse af hans Forkyndelse, derfor maatte hun handle som hun gjorde. -
Hun var aldrig bange for at komme frem med sin Mening, det viste sig ogsaa i andre Forhold. - Der var en Familie, som havde handlet med Hus, og af nogle Kommisionærer var blevet narret alt det fra, de ejede. De lejede en Stue i Odense, men maatte stadig flytte, da de havde 8 Børn, og ingen vilde have dem boende. Saa var der en Dag Begravelse i Rolfsted, og der er to Købmand fra Odense, der har deres Køretøjer inde hos Enken. Efter Begravelsen faar hun dem ind og fortæller for dem om den Ulykke, som de stakkels Folk, uden egen Skyld, er komne i, og hun slutter med at sige: „Skal vi nu ikke være enige om at sætte hver en Sum Penge i et Hus, saa de kan faa deres eget Hjem igen. Jeg er overbevist om, de er det værd. Hun fik Mændene til at gaa ind herpaa, og det viste sig ogsaa, at de ikke fik Grund til at fortryde det.
En af de største Glæder, hun havde, var, naar hun aflagde et Besøg paa Kolds Skole. Hans Tale havde hos hende fundet en god Jordbund og i lang Tid kunde hun have godt af en saadan Tur til Dalum.
Ofte kom der ogsaa Gæster til hende fra Dalum Højskole, og det var altid velkomne Gæster; undersiden gik Elever derude fra til Ryslinge Kirke, Og de holdt da Bedested hos Rolfstedmo’r”, som hun hed ude i Dalum. -
Sin Lyst til at komme ud beholdt hun til det sidste, og da hun ikke kunde taale at rejse saa langt mere, gik hun hver Søndag i Rolfsted Kirke. Men hun kunde deltage i husligt Arbejde til de allerseneste Aar og havde Interesse for alt, hvad der kom frem af nyt paa alle Omraader.
Den sidste Sommer, hun levede, blev hun ramt af et apoplektisk Tilfælde, Hun blev pludselig syg en Nat, men kom dog op igen og gik oppe i 3 Uger. Hun anede nok, at det var Døden, der kom; hun var saa stille i den Tid, sad mest inde i sin Stue, og vi hørte, hun bad ofte og længe. Da hun blev syg anden Gang, lammedes hun ganske og laa saaledes i 11 Dage. Smerterne lod til at mildnes til sidst; hun havde sin Bevidsthed og kunde endogsaa nynne Salmen med, vi sang for hende.
Det var en stille Aftenstund, da Dagens Arbejde var forbi, og Fuglene havde holdt op at synge, at hun lukkede sine Øjne. - Klokkerne, hun saa gerne havde hørt, ringede Solen ned og ligesom gav os disse Strofer om Kirkeklokken, som passede paa hende. Hun „sov hen som Sol i Høst gaar ned.” –
