« Tilbage til søgeresultaterne
Systemer og Dogmer
I den Strid Frk. Diderichsens smukke og beundrende, men aldeles kritikløse Livsskildring af Annie Besant har fremkaldt, - idet Frk. Sannom hævder en levende Kristendoms dybe Betydning fremfor A. B.s Indifferentisme, som mange i Nutiden desværre hylder, - har Frk. Berg rettet et Angreb paa Systemer og Dogmer.
Frk. Berg skriver, at A. B. i sin Længsel efter Sandhed ikke har kunnet slaa sig til Ro i de færdige Systemer „de mer eller mindre vilkaarligt konstruerede Dogmebygninger”, at hun har erkendt Personlighedens Ret til at udvikle sig efter sine egne Love. Hun siger endvidere, at „ hvis der fandtes mere af A. B.s levende Sandhedstrang, vilde vi faa færre stive og dogmefaste Vi-alene-vide-Folk færre færdige og dømmende Medmennesker.”
Hver især af de tre Damer har sikkert udtalt sig af Kærlighed til Sandhed, ogsaa jeg drives af en saadan. Jeg fatter ikke, hvorfor man i Nutiden taler saa overlegent om Systemer og Dogmer. Om disse skal godkendes eller forkastes, beror dog paa, hvorvidt der findes Sandhed deri eller ikke. Er det Formen, man ikke ynder ? Sandhedens Form er altid Orden og Klarhed. Det Bygningsmateriale, der anbringes i en hensigtsmæssig Bygning er mere værd end om det henligger i Kaas. At ville udvikle sin Personlighed ved dens egne Love lyder stort. Men uden at benægte Individets Ret til at udvikle eller udvide sin Sjæl indenfor Skabningens Begrænsning, mener jeg, at ret betænkt formaar end ikke den selvstændigste Personlighed at frigøre sig fra at være afhængig af og Part i Livssystemet. Thi er ikke vor Moder Jord, hvoraf vi er runden, afhængig af og bunden i et fast begrænset System - Solsystemet - hvis Orden og Love ikke alene har gennemtrængt vort fysiske Liv, men ogsaa er Forudsætning for vort Sjælelivs Dannelse og Udvikling.
Med Hensyn til Dogmer kan det vel siges, at hvert tænkende og følende Menneske har et Dogme at leve paa, en Læresætning eller Leveregel, som betegner et bestemt Livssyn eller Livsmaal, som man kan være i Overensstemmelse med, en almengyldig Sandhed, der passer paa alle Tider. Saaledes viser Kristendommens Hoveddogme: „Treenigheden” sig for de Troende som en uomstødelig Sandhed, der er i Overensstemmelse og Enhed med Al tilværelsens Principer. Hvad Solen er for Jorden, det er Kristendommen for troende Menneskesjæle. Under dens Lys og Varmestraaler spirer Tankerne og højnes Følelseslivet i lykkelig Harmoni.
Man skal ikke haane Systemer og Dogmer uden at begrunde, hvorfor man haaner dem. Man skal ikke svække Ærbødigheden for vor Folkereligion. Bygget paa Kristendommens Tro, dens store Syn paa Kærlighed til Næsten, vil den ny Kultur gøre et stort Skridt fremad lønnende for dens Arbejdere. Jo mere Kristendommens Indflydelse svækkes, jo mere synker Folkets Følelsesliv; og trods stigende Oplysning og Skønhedsdyrkelse undgaar vi ikke aandeligt og sædeligt Forfald.
