« Tilbage til søgeresultaterne
En Note
I Fru Pauline Aggersborgs Artikel ,,Børnene” (Nr. 16, 9. August), som iøvrigt synes mig særdeles sund og forstandig, forekommer der en Ytring, som jeg gjerne vilde anholde. Fru A. siger nemlig følgende: „En udviklet Moder, der har sat sig den Opgave at lede Barnets Tankeliv ind i Inderligheden, vil paa mange Maader, særligt dog ved Kristendommens opdragende Magt, føre Tænkningen i den rigtige Retning. Dog ikke ved den Kristendom, der uden Kristentro vover at tilrane sig Kristennavnet; thi der har Saltet mistet sin Kraft.”
Det forekommer mig, at de (af mig) udhævede Linier rettest kunde være sparet, da som bekendt de forskellige Kirkeafdelinger og indenfor hver enkelt Kirkeafdeling atter de forskellige Partier og Sekter hver for sig betragter sig som eneste Indehaver af den rette, uforfalskede Kristendom, mens alle andre er vildfarne Kættere og forblindede Oprørere, der uden Kristentro vover at tilrane sig Kristennavnet og hvis Kristendom derfor er som „Saltet, der har mistet sin Kraft”. Skulde det ikke være en nok saa kristelig og frem for alt sand Betragtning, at Kristendommens sædelige Bud kan indskærpes med lige stor Alvor og Inderlighed i alle Konfessioner, Partier og Sekter? Rationalismens Tidsalder herhjemme var saaledes paa ingen Maade mere letfærdig i kønslig Henseende end Pietismens. Det synes endogsaa, som om der er en vis Forbindelse mellem en Gudelighed, der særligt lægger an paa at fremdrive Følelseslivet og Sanselighed.
I mit Fødesogn paa Fyn sad der i over en Menneskealder (ca. 1800-1830) en, gammel, rationalistisk Præst, der imidlertid fik det Eftermæle af sine Sognefolk og af de senere stærkt vakte Præster, at han virkede med fremragende Dygtighed i dette Stykke; Ryslinge Sogn var i hans Tid berømt som det sædeligste og ærbareste i hele Stiftet. Børn født udenfor Ægteskab kendtes ikke, næppe var nogen Brud i, „Omstændigheder”. En stor Hjælpsomhed og Gavmildhed hørte ogsaa til de smukke Træk, der er gaaet i Arv fra „gamle Sevels” Tid.
Der er ingen nødvendig Forbindelse mellem religiøs Bekendelse og Sædelighed. Særlig hvad dette Punkt angaar er den gammeldags Jødedom lige saa streng som den allermest „levende” Kristendom.
Jeg synes, at vi nu maatte være komne saa vidt, at vi kunde arbejde sammen uden at saare hverandres religiøse Synsmaade med dette; „Vi alene vide.” I den moderne Kvindebevægelse har denne selvglade Forherligelse af det private, religiøse Standpunkt ikke hjemme. Enhver kan være god for sig, og over alt, hvor der er ærlig og varm Overbevisning, der er der ogsaa „Salt”. Fru Aggersborg vover, trods Paven at kalde sig troende Kristen, og jeg vover, trods baade Pave og
Fru A., det samme.
21. Aug. 1902
