« Tilbage til søgeresultaterne

Kristendommen og Ungdommen

Af: U. Birkedal

« Se emneord

Af H. C. Frederiksen.   Aug. Bangs Forlag.

 

En Gang i Vinter skulde en af Kø­benhavns bekendteste Præster  holde et Foredrag i Bethesda for en Kreds af væsentligt grundtvigsk paavirkede Tilhørere. Han var imidlertid bleven forhindret, og paa Talerstolen viste sig Skolebestyreren fra Ordrup. De, som havde tænkt paa at gaa hjem, fandt sig da foranledigede til at blive og høre, hvad H. C. Frederiksen kunde have at sige, og de blev ikke skuffede. Han holdt det Foredrag, som kort efter paa Opfordring af flere Tilhørere kom ud under ovennævnte Titel.

Skolebest. Frederiksen er ikke en „ny" Mand. Han har tidligere udgivet „Barndom og Kristendom" og „Mod­gift", to større Arbejder, hvori han taler Forældre, Opdragere og Præster til Samvittigheden, dreven af sin in­derlige Kærlighed til den opvoksende Ungdom og den fine Forstaaelse af Ungdommen, som Kærligheden i Pagt med en mangesidig menneskelig Dan­nelse giver.

At lytte til Frederiksens Ord er som at aande i frisk, klar Luft. Han gaar løs paa det Emne som den, der af Erfaring har tumlet med det og har noget at sige, der er til praktisk Brug. Næppe nogen af vore Skolemænd har set saa klart og udtalt saa frit og uforbeholdent, at „Religionsundervis­ning" som et „Fag", der paa’Time­tabellen har sin Rubrik imellem de andre „Fag", er en Uting, saa at der maaske ikke gives noget mere dødbrin­gende Middel mod Troen som Livsmagt end netop dette: at gøre „Religionen" til Fag, hvori der aflægges Eksamen med Karakterer. Der skal ikke gives Svar - før Spørgsmaalene vaagner.

Dette har han nu ogsaa taget sig for at sige sin Samtid - Hjemmene, Skolen og Kirken - i dette ypperlige Foredrag. Han viser, at Ungdommen med dens Selvstændighedstrang og Mod paa at tage Opgaverne op, med dens Ildhu for det skønne, sande og gode, nødvendigvis maa finde meget i Kir­kens Færd gennem Tiderne indtil nu, som forbitrer og oprører Sindet, og desto mere, jo mere de unge Hjærter sidder paa rette Sted. Det gaar ikke an at fortie Kirkens himmelraabende Synder og dens Affald fra Idealet, dens Fejghed og Magelighed, hvor den skulde have traadt i Skranken for Sandhed og Ret, dens Lysskyhed og Verdsliggørelse. Thi den opvakte Ungdom, den, der har Øjne i Hovedet og kan stave og lægge sammen, kan umuligt undgaa at se dette. Derfor: lad Kendsgernin­gerne fuldt ud vedgaas af alle, der har med den unge, tilvoksende Slægts Un­dervisning og Opdragelse at skaffe. Saa først bliver der Ørelyd for en Paavisning. af, at lige saa lidt som man gør vel i at søge Hjemliv, Kultur, Kunst o. s. v. afskaffet, fordi ogsaa disse Magter har meget lange Synde­register, ligesaa ilde betænkt vil det være at bryde Staven over Kirken og vende den Ryggen, fordi dens Brøst baade har været og fremdeles er mange og store.

Den skal, saa længe den endnu skønnes at have en Gerning, reformeres, ikke tilintetgøres. Den Tid vil komme, da den atter som i Begyndel­sen, staar helt frit, og da vil dens Kraft ret udfolde sig.

Man skal især overfor de unge holde sin Mund godt lukket i for Betegnelsen „Fritænker", og man skal lade „Syndsbevistheden" kommer som den kan og maa i Sandhed. Man skal ikke rive ned paa vore Dages Literatur, som dog er og bliver Ungdommens, og overhovedet ikke veje Literaturen paa Troens Vægt, - da vilde de selv mange af „Guldalderens" Digtere bliver vip­pede op. Til unge, vel oplyste Men­nesker skal der tales om Kristentroen fra Dannelsens Højder, og det er bedre at tale for lidt end for meget om de religiøse Ting.

Forf. lægger ikke Fingrene imellem naar han taler om det theologiske Pernittengryneri, der har saa travlt med alskens Pilleri, f. Eks. Vielsesritual, Konfirmation eller et saa aktuelt Spørgsmaal som dette: er Frelsens Vished mulig og nødvendig? Vore Kirkemænd har Aarhundreder været ivrigt optaget af at bevise Luther­dommens Fortrinlighed og værge „den rene Lære" uden at det dog har frag­tet videre end at vitterligt nok de allerfleste Kristne herhjemme er refor­merte i deres personlige Stilling til Nadveren. Det, hvorom det virkelig gælder er, siger han, „et ædelt, ægte Menneskeliv, levet til Samfundets Gavn, til et godt Eksempel for Mennesket og til Guds Ære". Men dette Tyngdepunkt er forskudt. Det er stillet i Skygge for et mere eller mindre værdiløst Ja til alle Enkeltheder i et Læresystem. Og han lægger ikke Skjul paa, at kun den Ungdom kan undgaa at forarges paa Kirkens mangfoldige Skader og Skændsler, som „lader fem være lige og er kristen paa Grundlag af Tankeløshed og Uvidenhed."

I en Efterskrift, der tager sit Ud­gangspunkt fra Ellen Keys „Barnets Aarhundrede", langer Forfatteren ud mod den pjattede Forsynssnak, der er alt andet end ægte gudelig. Han fortæller en Historie om en Pro­cession, der for 500 Aar siden gik rundt om en ufrugtbar Mark. Da ud­brød en af Tilskuerne - uden Tvivl til stor Forargelse for de fromme og nidkære Gejstlige: - „Nej, her hjælper hverken Bønner eller Processioner; her maa Gødning til." Det finder vi forstandig sagt, thi det er sagt for 500 Aar siden og i den katolske Kri­stenhed. Men naar en Nutidsforfatter siger noget lignende, saa „begynder man straks at bære Pinde til Kætterbaalet", og dog er det ikke saa meget længe siden, at man i Rusland flere Steder brugte at trille Præsten hen over Markerne for at beskytte Afgrø­den mod Græshopperne!

- Den Mand, der har talt saaledes, er personlig kirketroende, - men han har for megen aandelig For­stand til at begaa slige Bommerter som visse andre kirketroende Sam­tidige, der mener at vise Sandhedens Gud en Dyrkelse ved den usande Paastand, at „kun" i Kirketroen er der sædelig Inderlighed og Styrke.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner