« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindesag og Arbejdersag
Fru Hessel foreholder mig i Kvindernes Blad af 10. September, at vi Kvinder nu bør være komne saa vidt, at vi kan „taale og øve lidt indbyrdes Kritik". Ja, derfor har jeg jo ogsaa tilladt mig at kritisere hende, og er de Resultater jeg kom til „mærkelige", tillader jeg mig endvidere at tro, at det skyldtes hendes efter min Mening ret mærkelige Artikel. Dens Hovedtema var, som man husker, dette; Arbejderkvinderne kan ikke slutte sig til Forkæmperne for Kvindens Rettigheder uden at skade deres egne Interesser. Motiveringen var den: Kvindesagen er en Kamp imellem Kønnene, Arbejdersagen en Klassekamp, følgelig er der en uforligelig Modsætning imellem de to Ting.
Fru Hessel erklærer dog nu, at hun er enig med mig (og „Kvindesagsdamerne") i Maalet, derimod ikke i Midlerne. Hvad det er for Midler, vi skulde disputere om, siges ikke. Vil hun for Alvor Maalet: alle voksne, myndige Kvinders Stemmeret, maa hun dog ogsaa ville Midlet, det eneste tænkelige: en Sammenslutning af alle vedkommende til Opnaaelsen af dette Maal, ligegyldig hvilken Meningsforskel, der kan være imellem dem om andre Spørgsmaal.
Det bebrejdes mig, at jeg ikke gik ind paa Spørgsmaalet: Beskyttelse eller ikke Beskyttelse for kvindelige Arbejdere. Dette skete med velberaad Hu, da dette Spørgsmaal forekommer mig at ligge ved Siden af det, der, som ovenfor nævnet var Kærnen i Forf. Bevisførelse. Jeg kender Kvinde-sagsdamer, som er ivrige for Beskyttelsen, og Arbejdersker, der er imod den. Selv er jeg ingenlunde saa klar over dette Spørgsmaal, som Fru H. synes at være det. Men saa meget ved jeg, at det bør løses med Henblik ikke paa Kvindesagen, men paa Arbejderskernes Vel. Skønt jeg ikke var med ved Kristianiamødet, tør jeg dog ogsaa gaa i Borgen for, at dette har været Meningen hos Talerne deroppe, enten deres Standpunkt til Sagen i sig selv var rigtigt eller ej. Fru H. indvender imod en af disse Talere, at hendes Synspunkt var „specielt kvindeligt." Men skal vi kun anlægge specielt mandlige Synspunkter, da forstaar jeg i Grunden, at man kan blive lunken overfor Maal som Middel: thi da er den store, fremtrængende Kvindehær jo ganske vist kun en Fordobling af Mændenes allerede talrige Skare, en Fordobling i Stemmetal og i Antallet af Konkurrenter.
Det specielt kvindelige, som skræmmede Fru Hessel og fik hende til at skælve paa Mandens og .Familiens Vegne, var en Ytring af Anna Rogstad om, at det ikke blot gjaldt Arbejdets Løn, men ogsaa dets Glæde, dets Værd for den arbejdende. Ganske vist yderst farligt, næsten anarkistisk ! Jeg plejer, som mine Læsere vist ved, ikke at slaa om mig med Bibelcitater, men jeg maa dog her minde om det gamle Ord: hvad gavnede det et Menneske, om han vandt den ganske Verden, men tog Skade paa sin Sjæl. Maalet for Kvindesagen er Frigørelse af bundne Kræfter; derunder indbefattet nødvendigvis baade økonomisk og aandelig Uafhængighed. Og forholder det sig dog ikke ligesaa med Arbejdersagen? Er der ikke netop derfor en dyb Sammenhæng mellem de to sociale Bevægelser, og kan nogen tvivle paa at en saadan Frigørelse, enten den virkeliggøres først for den ene eller den anden af de to Parter, vil være til Gavn for det hele Samfund, altsaa for alle Klasser og for begge Køn.
