« Tilbage til søgeresultaterne
Store Mænds Hustruer
Fortsat).
Flytningen til den londonske Lejlighed, hvor Garlyle og Hustru levede Resten uf deres Dage, virker oplivende paa dem begge. Jane glæder sig over den husmoderlige Dygtighed hun har erhvervet sig.
Alt er gaaet glattere for os, siden vi er kommet hertil, end jeg i det hele havde tænkt mig. Vor lille Husholdning er bleven indrettet med ringe Udgift og Besvær, hvorved jeg ikke kan lade være at indbilde mig med en vis uskyldig Forfængelighed, at den skotske Karakters større Dygtighed og Sparsommelighed har lagt sig for Dagen. Englænderinderne vender det hvide ud af Øjnene og kalder Himlen til Hjælp ved den blotte Tanke om Arbejde, som jeg betragter som den simpleste Ting af Verden. Jeg fortalte en Dag Mrs. Hunt, at jeg havde saa travlt med at male. „Hvad maler De", spurgte hun, „er det et Portræt?" „Aa nej," svarede jeg, „noget meget vigtigere, et stort Klædeskab". Hun kunde ikke begribe, at jeg havde Taalmodighed til at give mig af med den Slags Ting.
I London samlede der sig snart om dem en Kreds af Datidens mest fremragende Videnskabsmænd og Digtere, der droges til Huset af hans Originalitet og Veltalenhed og af hendes Vid og elskelige Personlighed. „Ingen kunde lade være at elske hende", siger en Forfatterinde, som hørte til hendes nærmeste Venner, „og ingen kunde andet end blive bedre derved. Hun havde den Gave at kalde til Live de bedste Egenskaber, der fandtes hos enhver."
Og hvor simpelt var ikke det Apparat, der udfordredes til den bedste af al Slags Selskabelighed, Aandens Fest. Kort før hendes Død, da Garlyle var baade en berømt og en velhavende Mand, ventede hun en Aften 11 Gæster til The. Der maatte spekuleres; thi man ejede kun 10 Par Kopper. Man tog det dog med Ro. „Fruen havde engang 8 til The", sagde Pigen; 3 mere behøver ikke at slaa os ihjel".
Men var end Livet i London mindre trist, end mellem de kolde Moser, saa havde ogsaa det sine Vanskeligheder, der særlig gik ud over Hustruen. Carlyle var meget vanskelig. Hans „frygtelige Utaalmodighed med enhver ny Tjenestepige, der er uøvet i, hvordan han vil have det, er saa voldsom, at den vilde faa Haarene til at rejse sig paa enhver Kvindes Hoved, hvis den fik Lov til direkte at gaa ud over hende! Saa jeg maa staa imellem dem og i al Ydmyghed i det smaa efterligne den romerske Soldat, som tog Favnen fuld af Fjendens Spyd, der alle borede sig i hans Bryst." - Og man fik snart at føle, at man ikke længer havde 16 Mil til sine nærmeste Naboer. Der var Hunde, som ved deres Gøen umuliggjorde Fremkomsten af de udødelige Værker, Garlyle skrev, og som hun for enhver Pris maatte bringe til Tavshed; der var Klaverer og der var Høns. Hun drømmer, at hun gaar ind i fremmede Huse mellem fremmede Folk for at gøre dem Forestillinger i Anledning af Haner! Det kunde hænde, at hun i Maaneder havde slidt i det for at faa Huset i Stand, mens Garlyle nød sin Ferie, og at saa alle hendes Anstrengelser viste sig frugtesløse. Hun skriver ved en saadan Lejlighed:
Op for alle Tæpper, jeg med egne Hænder havde slaaet paa; ind for en Skare af inkarnerede Djævle, Murere, Snedkere, Gibsere o. s v., hvis Støjen, Snavs og Driveri saa nylig havde bragt mig til Fortvivlelse. Ned faldt et Skillerum i det ene Værelse, op steg en Kamin i det andet. I Stedet for at søge at dæmme for denne Strøm af Forvirring blev min Helene, hvad der forresten slet ikke undrer mig, tilsyneladende ramt af foreløbig Idioti, og selv min Mand gik og vred sine Hænder og rev sig i Haaret ligesom den tyske Heksemesterlærling, der havde lært Trolddom nok til at faa Kosteskaftet til at bære Vand for sig, men ikke den Trylleformular, der kunde standse det. Jeg selv kunde have sat mig ned og givet mig til at græde, saa lidt Kræfter og Mod havde jeg tilbage til at modstaa Omstændighedernes Tryk. Men man kommer jo ingen Vegne med at græde; saa gik jeg omkring og fejede og støvede af for at foregaa Helene med et godt Eksempel og forholdt mig taus som et Forbillede for min Mand, der virkelig, som Mazzini siger, elsker Tausheden noget vel platonisk. Men dette nye Hurlumhej fik jo ogsaa en Ende; dog, da min Mand tog sit nye Studereværelse i Besiddelse, fandt han, at han ikke i mindste Maade kunde arbejde bedre, end ved Siden af Klaveret; det var ham altsammen saa fremmed." Sagen er den, at hvad han skriver paa - hans længe paatænkte „Cromwells” Liv - ikke er at løbe til; intet Slags Værelse kan gøre det let, og han har siden paa den sørgeligste Maade bestandig skiftet om fra det ene Sted til det andet, som en Slags huslig vandrende Jøde! Nu har han imidlertid god Udsigt til at kunne slaa sig til Ro i sit oprindelige Bibliothek; den unge Pige ved Siden af har nemlig helligt lovet at afholde sig fra at spille indtil Kl. 2, naar hans værste Dagværk er endt. Højmodige unge Dame! men man maa indrømme, at det forføreriske Brev, han skrev til hende, maatte have smeltet et Stenhjærte. Ak ja; man kan gøre Løjer med saadant noget paa Papiret; men i Virkeligheden er det alt andet end Løjer, det kan jeg forsikre Dem. Der er imidlertid ikke noget at gøre derved; en Mands Genialitet er ikke nogen Sinecure.
Hun holder sig dog længe tappert; hun er ikke af dem, der gerne vil ynke sig selv. Hun ved desuden, hvad hun ejer i sin Mand, hun gentager og gentager, at ingen holder af hende, som han; „der er mange Mennesker, der holder af mig paa deres Maade og langt mere, end jeg fortjener; men hans Maade er saa forskellig fra deres og synes alene at passe paa saadan en løjerlig Skabning, som jeg er". Hun deler hans Livsanskuelse og Filosofi, der er en energisk Bekæmpelse af den rationalistiske Nyttelære; hun lever og aander i hans Fremgang og Hæder. Sammen med ham glæder hun sig naar han f. eks. slutter Venskab med Goethe, med hvem ogsaa hun udveksler Hilsen og Gaver. Hvor elsket hun selv er, se vi af det lille rørende Optrin, som fandt Sted, da hun engang efter at have været syg var vendt hjem fra et Landophold:
„Først kom George Cook", skriver hun. „Denne G, C. er en Mand paa mellem 30 á 40 Aar, høj og stærk, tavs og ligefrem; han har været Sømand, Soldat, Nybygger paa Nyseland, „Levemand" og Vekselmægler! Det sidste Menneske paa Jorden, om hvem man kunde vente, at han vilde give en „Scene". Men hvad sker? Da jeg rejste mig for at byde ham Velkommen, tog han mig i sine Arme og kyssede mig 2 eller 3 Gange og saa sank han ned paa en Stol og brast i Graad og hulkede et Minut eller to som en Skoledreng! ...
Hun har ingen Børn og samler derfor hele sin Moderkjærlighed om sin store grimme Ælling, men taaler saa ikke heller, at den finder Tilhold andre Steder. Da Garlyle finder en god og forstaaende kvindelig Ven, en fornem Dame, overfor hvem han viser en Hensyntagen, som han har anset
for unødvendig i Hjemmet, bryder, den opsparede Bitterhed frem: hun kan ikke længer, som saa ofte før, kalde Humoren til Hjælp, og det viser sig, at alle de smaa Forsømmelser, hun selv tidligere har ønsket at overse og. glemme, dog har sat deres Mærke i et sygt Sind. Hun kan ikke som før skjule sin Misstemning for sin Mand, hvilket ses af følgende Brudstykke af et Brev (skrevet omtrent et Aar efter Lady Ashburlons Død):
At se Dig bestandig misfornøjet og tilsyneladende ligesaa meget med mig som med alt andet, naar jeg hverken har Kræfter eller Humør til at sætte mig op imod Din Misfornøjelse eller er sløv nok til at være ligegyldig ved den - det har gjort mig mere Skade, end Du har havt nogen Forestilling om. Du véd ikke, hvad det er for en dræbende Tanke at huse i sit Hjerte, gnavende der Nat og Dag, at det var bedst, man var død, da man ikke længere kan gøre de samme Anstrengelser som før; at der er blevet troet om en, at man „var bedre", og paa ingen Maade, at man „var værre, end man er; og at den eneste mulige og værdige Ting, der staar tilbage for en, er at dø og forsvinde.
Det er med en kun halv skjult Bitterhed, hun fortæller sin Veninde, at Garlyle i Ferien agter at tage til en Søster og „for en Tid nyde fuldstændig Ensomhed", ligesom den patetiske Skildring, hun havde efterladt sig af sin egen ensomme Pilgrimsgang i hendes Fødeby, vidner om en dyb indre Sørgmodighed.
Stærkest kommer dog maaske hendes Skuffelse frem i et saadant ufrivilligt Udbrud, som det, der undslipper hende, da en ung Veninde har meldt hende sin Forlovelse: „Mon De vil anse mig for gal, naar jeg siger Dem, at da jeg læste Deres Ord, „jeg staar i Begreb med at gifte miga, ja, saa skreg jeg ikke op, men Vejret gik bogstavelig fra mig, som om jeg saa Dem gøre et hovedkulds Spring ud i det tomme Rum. De har forekommet mig at være saadan en lykkelig lille Pige!"
(Fortsættes.)
