Moderpligten

(Oversat fra „Dokumente der Frauen”.)

Vi lever i en Tidsalder, der om­danner alle Moralbegreber.

Man rokker ved alle Pligtforhold; ned­arvede Rettigheder angribes, alt værd­sættes efter nye Opfattelser. Kun eet Omraade forbliver uberørt; eet Spørgsmaal vover man ikke at tage fat paa. Ængste­lig viger man tilbage for at klare sig, hvilke Følger det sociale Livs Foran­dringer maa medføre i Forholdet mel­lem Moder og Barn. Naar dette Spørgsmaal stilles, søger man hurtigst muligt at slippe udenom det ved løse Fraser. Ikke desto mindre begynder de nye Ideer langsomt at gøre sig gældende ogsaa paa dette Omraade. Det er dog endnu kun forholdsvis faa Mennesker, der vil lade de nye Tan­ker faa Indpas ogsaa i denne Hense­ende, det er kun faa, som ønsker For­andring i Forholdet. Den offentlige, almindelige Mening stiller sig imod det nye; man vil ikke afvige fra de Idealer, som har præget en tidligere Tid. Hvor meget lægges der ikke ind under Be­grebet: Moderpligt!

Byrden ved Ernæringen og Forplej­ningen i Barnets første Levetid paa­hviler Moderen efter Naturens Orden. Ingen vil kunne godkende et Brud paa denne Kendsgerning. Man skulde imidlertid dog tro, at denne Byrde vilde lettes for Moderen, efterhaanden som Barnet vokser til. I Virkeligheden finder det modsatte Sted, idet Foræl­dre ikke tiltror Børnene Evne til at kunne vogte sig selv for de mest iøjnefaldende Farer. Intet Øjeblik bør de være uden Opsigt; de kunde komme til at skære sig i Fingrene, styrte ned et eller andet Sted, spise noget skade­ligt, eller begaa en eller anden af den Slags Dumdristigheder, som kun bekym­rede Forældres Fantasi kan forgøgle sig. Børn paa 6 eller 8 Aar maa ingen Saks eller Tændstik tage i Haanden, de maa ikke gaa alene over en Gade, man tør ikke  lade dem sove ene i et Værelse. Kipling skriver: „En ung Hund slikker Sæbe, eller slubrer Sværte  i  sig fra en nybørstet Sko; den slikker, til den mærker, at Sæbe og Skosværte ikke er skabt for den; hvorpaa den opgiver disse Føde­midler.  Paa Grund af sin Ungdom er den  paavirkelig og i Stand til at modtage Indtryk, og efter 6 Maaneders Forløb drager den ud i Verden som en velopdragen Hundeyngling med en af Erfaringen belært Madlyst.”  Men­neskene anser det for en Pligt at vaage   over, at deres Poder ikke en­gang  lærer Farerne at  kende; selve Skæret af sort Støvlesværte bør unddrages dem. - Dette Overopsyn ved­varer til Barnets 12te, ja endogsaa til dets 16de Aar.  Der gives Børn, som selv ud over den Alder er ganske uselvstændige. Mødrene kappes lige­frem med hverandre i overdreven Om­hyggelighed, og  bestræber sig for at udsætte det Øjeblik, da Barnet begyn­der at tænke og handle paa egen Haand. For de opvoksende Pigebørn lægges der længst Beslag paa Moderens Tid.  De Bøger, de skal læse, maa forud omhyggeligt gennemgaas; deres Omgangskreds maa sigtes; paa hver Vej, i hvert Theater og i hvert Sel­skab;  hvor de færdes, maa de have Følgeskab af Hensyn til deres Rygte. Efter den almindelige Mening hører alt dette Tilsyn ind under en Moders Forpligtelser. Af disse unaturlige For­hold fremvokser uheldige Tilstande. Mødrene, som ikke har kunnet leve for deres egen aandelige Udvikling, som har ofret deres personlige Ønsker og Længsler for at opfylde deres mang­foldige Moderpligter, disse Mødre kan senere ikke opgive at være deres Børns Forsyn, selv naar disse er ud over Barnealderen. De vil raade over deres Skæbne, de fordrer, at Børnene skal naa frem til de Maal, som de selv har maattet opgive at stræbe efter. Moderen gør sig til et med sit Barn, hun taaler ikke, at det Væsen, som hun betragter som sit andet Jeg, løsriver sig, og vil leve Livet efter eget Valg. Hun staar uforstaaende overfor de Unge, naar de siger: „Du kan ikke tage Ansvar for vor Skæbne, vi maa bære den  paa egne Skuldre”. For den Unge er den formynderiske Omsorg en Tvang, som oftest vil han stræbe  efter et andet Maal, end det, Forældrene har efter­tragtet. Verden staar, som bekendt, ikke stille i Uforandrethed. Heraf opstaar endeløse Stridigheder, til Lidelse og Kval for begge Parter.    Forældre klager over Børns Utaknemlighed. Børn over Forældres Tyranniseren, og egent­lig har de Ret paa begge Sider. Det er en Strid, som ikke let udjævnes. Det er svært at sige til en Moder: „Det  Barn, hvem du har ofret din hele Tilværelse, maa nu drage, hvor­hen det vil, og leve Livet paa eget Ansvar uden Indblanding.”   Mens Mo­deren var ung og besad Livskraft til at stille sig et Maal og  arbejde til det, da maatte hun ofre al sin Tanke og al sin Tid  til Fordel  for Barnet. Nu besidder hun hverken Ihærdighed eller Bøjelighed nok til at færdes paa nye Veje. Med Barnet mister hun sit Livs   Indhold.  Ungdommen stræber fremfor alt efter at  blive sin egen Herre. Den fører smuk Tale om For­pligtelsen mod egen  personlig Tilvæ­relse og glemmer, at Moderen for dens Skyld har opgivet   sin. Naar de Unge i sund Selviskhed vender Ryggen til det fædrene Hjem,  saa bliver Moderens Liv   tomt og uden Maal; hun bliver som en Søjle, der intet har at støtte.  Spørgsmaalet er nu, om denne Tragedie hører til dem, som Livet uundgaaeligt medfører, eller om det ikke er Menneskene, der her   selv skaber sig en unødvendig Kval, som paa saa mange andre Maader, og som dog betragter Følgerne af den egne  Fremgangsmaade som en uomstødelig Verdensorden. Mon ikke hele Vanskeligheden opstaar der­ved, at Opsigten med Børnene altfor meget, og i altfor mange Aar lægger Beslag  paa Mødrenes heleTid. Er denne ængstelige Vaagen over Børnene virkelig nødvendig for at bevare deres legemlige og aandelige Sundhed? Vilde det ikke være til Gavn for Genstandene for vor bekymrede Omhu at blive draget ud af en saadan Drivhusluft tidligere, end det  nu voves. - Det  synes  unægtelig saa, naar man ser hen til andre Stænder. Der er f. Eks. Bondestanden, hvor Børn tid­ligt overlades til sig selv, uden aandeligt eller legemligt at tage Skade deraf. De lærer i en ung Alder at stole paa sig selv og bære Ansvar for deres Handel og Vandel.     Den velvoksne Dreng drager ud paa Mar­ken eller op i Bjergene for at røgte sin Dont. Ingen forhindrer ham deri, han er selv Herre over det Liv, han fører, og som han maaske udsætter for  Fare. Datteren maa selv værne om sit gode Navn og Rygte, gør hun det ikke, saa ved hun, at det er værst for hende selv. Dette er ikke Ukær­lighed fra Forældrenes Side, men kun Anerkendelse af Livets naturlige For­dringer. Det er sundere for det unge Menneske at overtage Ansvaret for sig   selv i en ung Alder, end at for­blive under stadigt Tilsyn og Beskyttelse. Behøver Byboerne mere  Tilsyn end Landbefolkningens Unge? Man skulde ­næsten tro det. De smaa Byplanter staar  saa  underligt uselvstændige og hjælpeløse overfor enhver Vanskelig­hed*). Alle Hindringer ryddes af Vejen for dem.  Alt  indrettes for Barnet, som ikke har andet at gøre end at gaa i Hælene paa sin  Moder. Naar Livets Vanskeligheder møder med For­dring paa selvstændig Optræden, saa er den  Unge dem ikke voksen. Alt er saa meget værre, end han ventede, Ungdomstiden gaar hen med at gøre Erfaringer, inden han kan optage Li­vets Kamp. Nu spørger vi atter: „Er dette et Onde, som   ikke kan undgaas?”  For Vanskelighederne paa begge  Sider synes der kun at være een Udvej:    Indskrænkning af de mo­derlige Forpligtelser. I alle Stænder nødes Kvinden efterhaanden mere og mere til at søge et eller andet Erhverv. Derved  bliver det stedse mere  paa­trængende nødvendigt at lette Mødre­nes Gerning og befri dem for de overflødige Byrder, som hidtil har hvilet paa hende,   fordi hun har haft Overflod af Tid, mens Overtagelsen af disse Byrder har været til Skade for Børnene. Naar en saadan Foran­dring finder Sted, vil Ungdommen blive opdraget i større Selvstændighed, den vil tidligt blive sig til Ansvar be­vidst, den vil lære at kende Livet som det er og tillige lære at komme til Rette med det.

Mødrene vil ofre sig for deres Børn, saa længe det er nødvendigt, de vil pleje, hjælpe og støtte dem, naarsomhelst der er Brug for det, men de vil ikke længere vie deres hele Tilværelse til en sygelig og nærmest skadelig Omsorg. De vil ophøre at være deres Børns Slaver, og ved Indtrædelsen i Livet behøver Børnene ikke at staa over­for en Kamp mellem deres egne Øn­sker og Taknemmelighedens Pligt. Kærligheden til Forældrene vil ikke blive ringere, fordi den kun hviler paa Agtelse og Samfølelse, og ikke hovedsageligt bunder i Skyldighed og Pligtfølelse.

Naar Erkendelsen om en Opfattelse, som den antydede kommer til Gen­nembrud saa vil den overvinde al usund Ængstelse for Moderkaldet, en Ængstelse, som er saa betegnende for de unaturlige Forhold i de dannede Klasser. Det er nemlig ikke saa meget Frygten for de legemlige Lidel­ser, der skræmmer de Unge ved Tan­ken om at blive Moder, det er nær­mest Bekymringen for den Mulighed at maatte opgive den videre aandelige Udvikling. Unge Piger nu til Dags har ikke saa let ved at give Afkald paa deres Virksomhed og sætte deres aandelige Interesser til Side. Først naar Moderpligterne levner dem Tid til nogenlunde at vedblive med det Arbejde, der har beskæftiget dem, og til at bruge deres Omtanke ud over det daglige, først da er det paa Tide for Middelstandens Kvinder at tiltræde deres offentlige Rettigheder, først da vil de kunne gøre den rette Brug af dem.

*) Dette gælder dog vist egentlig kun de velstillede Familiers Børn.