« Tilbage til søgeresultaterne
Svar til Helene Berg
Af min Anmodning i Kv. og Smf. Nr. 18 om ikke at haane Systemer og Dogmer uden at begrunde, hvorfor man haaner dem, har Frøken Berg taget Anledning til at udtale sig i en velskreven Artikel om Systemer og Dogmer i Almindelighed uden dog at nævne min Anmodning eller Hensigten med den. Om enkelte Udtalelser kan jeg .være enig med hende, men i Hovedsagen maa jeg erklære mig uenig.
Det Slagord: „Vi alene vide” *), som Frk. B. ser over Portalen paa enhver Dogmebygning indenfor Kristenheden, forekommer det mig ikke kan passe. Oprindelig var det de Kristne, der kæmpede mod Magten for deres Overbevisning og led og døde for deres Tro. Da Kristendommen gled ind under Statsmagten, satte denne sit verdslige Stempel derpaa; men hvad Magten har øvet i Kristendommens Navn, kan denne ikke bære Ansvar for. I vort Samfund er der Trosfrihed; enhver kan dyrke Gud efter sin bedste Overbevisning. „Vi alene vide” passer bedre paa en stædig Menneskevilje end paa Kirken, der værger sin guddommelige Skat, eller de enkelte, der ikke var Livet værd, om de hørte paa Haan og Foragt mod det, de elsker, uden at værne om det. eller kæmpe derfor. - Man forstaar i det Hele ikke, at Frk. B. særlig nævner de Kristne. Vilde Indskriften ikke passe bedre for Gudsfornægterne til at prentes over Vantroens Dogmer,, de som helt støtter sig til deres Viden. Og er de mindre hovmodige og dømmende? Man behøver blot at have fulgt Prof. Georg Brandes’ Mandagsartikler denne Sommer, for at erfare, hvorledes de Kristne bedømmes fra den Kant.
Frøken B. vil ikke have Dogmerne bort, saa længe nogen finder Glæde i dem, men hun tror, de vil forsvinde for fuldkomnere Former. Hun støtter sig til et Vers af Tennyson, som forudsiger, at vore smaa Systemer vil forsvinde. Men Tennyson er ingen Profet, saa lidt som Voltaire, der i sin Tid spaaede, at om 20 Aar vilde intet Alter findes mere for de Kristnes Gud. - Evangeliet er i aandelige Ting vor Autoritet og Højesteret, vor faste Borg, Standpunktet, som ikke skal skiftes. - Kristus siger: „Himmel og Jord skal forgaa, men mine Ord skal ingenlunde forgaa.” Det er ikke Evangeliet, der skal forandres; det er Menneskenes Syn, der skal klares for vor ædle, enkle Religions rene Tro og Lære. Paa Kristi Ord hviler vor Treenigheds Tro. Kristus vidner, at han er et med Faderen, og at Sandhedsaanden udgaar fra og sendes af Faderen. Han befaler, at de Troendes Indvielse i hans Rige skal ske i Faderens, Sønnens og Helligaandens Navn.
Naar der gøres opmærksom paa, at Treenighedsdogmet først blev slaaet fast Aar 325, forekommer det mig blot, at dette burde være sket 2 à 300 Aar før.
Ved mine Udtalelser om Livssystemet, vilde jeg ikke alene gøre opmærksom paa det umulige i at løsrive mig derfra, men tillige pege paa det sandsynlige i, at naar vi „fysisk og psykisk” bestaar af de samme Bestanddele, maa der ogsaa i det centrale findes et, som vi kan samle os om, en Grundlov, som vi maa bøje os for, om vi har Villie dertil. Og mon ikke Samfølelsen af Enhed i det religiøse, som en fælles Gave at elske og kæmpe for - vilde bringe os Sandheden nærmere og dermed mere „Fred, Frihed og Broderskab”, som netop er en af Kristendommens største Opgaver. I det centrale raader den fælles store Grundlov, i Periferien udvikles den ejendommelige Personlighed i sine mangfoldige Afændringer. Den, der tror paa det evige, har navnlig Liv og Bevægelse i det centrale og maa hylde saavel Autoritets- som Personlighedsprincipet.
Med Tanken henvendt paa de Tusinder, hvis Sjæleliv ikke er frembringende, men netop trænger til at modtage aandelig Næring, har jeg sluttet min Artikel i Kv. og Samf. Nr. 18 saaledes:. „Jo mere Kristendommens Indflydelse svækkes, desmere synker Folkets Følelsesliv, og trods stigende Oplysning og Skønhedsdyrkelse undgaar vi da ikke aandeligt og sædeligt Forfald.
Naar Frøken B. derefter i sin Artikel skriver: „Man indtager et usandt Standpunkt ved at mene, at de Dogmer, vi hylder, indeholder hele Sandheden, og hvad der ikke harmonerer med dem, er falsk Lære og leder til „aandeligt og sædeligt Forfald”, saa tillægger hun mig ved at citere mine Slutningsord i denne Sammenhæng et ganske fejlagtigt, aandeligt Standpunkt. Jeg tror ikke, Frk. B. er sig dette bevidst. Vi Kvinder er uøvet i at føre en Diskussion. Jeg kender af Erfaring, hvilken Overvindelse det koster at begrænse de tilstrømmende Tanker og samle sig om Sagens Kærnepunkter. Efter min Mening er der tre Regler for en Diskussion: først at det gælder Sagen alene og ikke personlig Rethaveri eller Nederlag; at man tvinger sig ind i logisk Tænkning, og at man tager velvillig Hensyn til Modparten.
Hermed afslutter jeg for mit Vedkommende denne Diskussion.
*) „Vi alene vide” var et Slagord, som spotvis brugtes om Frederik den Sjettes monarkiske Regeringsform.
