« Tilbage til søgeresultaterne
Store Mænds Hustruer
(Sluttet).
Jane Carlyle havde ikke i sine sidste Aar helt kunnet holde Bitterheden tilbage overfor sin Mand. Men det var dog først af hendes efterladte Papirer, han lærte, hvor dyb hendes Melankoli havde været Aar igennem. Naar man ser ham paa Whistlers berømte Billede, ensom, ubevægelig, hensunken i sig selv, eller paa et andet Alderdomsbillede, hvor han sidder med Hovedet støttet tungt til Haanden, da tvivler man ikke om, at hans Tanker er hos hende, og at hans Sørgmodighed gælder ikke blot hans eget Savn, men ogsaa hendes kranke Lykke. Maatte det være saaledes? spørger man sig selv. Kunde to saa stærkt udprægede, saa geniale Naturer ikke leve Side om Side uden at trykke hinanden, uden at den ene maatte være Hammer, den anden Ambolt? Det er da velgørende
at vende Blikket hen paa det andet Par, som Ellen Key har skildret i „Menniskor”, Robert og Elisabeth Browning, der var samtidige med Carlyles og ligesom disse hørte til Menneskeslægtens udkaarne. Man har før vidst om deres Liv og deres Lykke, men først den Brevveksling, som deres Søn for nogle Aar siden udgav, har aabenbaret, hvor skønt et Kærlighedsdigt, de havde levet sammen.
Robert Browning anses af mange som d. 18. Aarhundredes ypperste Digter. Hun stod ikke tilbage for ham, men er en af de faa store, kvindelige Lyrikere, Verdensliteraturen ejer. Da de lærte hinanden at kende, var hun nogle og tredive Aar gammel. Sorg og Sygdom havde hærget hende saa slemt, at hun egentlig ansaa sit Liv som forbi. Hendes Faders skinsyge Kærlighed bidrog til at lukke hende ude fra Verden; hun kom sjælden udenfor sit eget Værelse og saa kun ganske enkelte Venner der. Han var ung, smuk, forgudet i de fineste londonske Kredse som Digter og Selskabsmand. I nogen Tid brevvekslede de kun. Endelig fik han Tilladelse til at besøge hende. Dagen efter skrev han og bad hende blive hans. Hun svarede, at om han nogensinde ytrede noget saadant, vilde hun aldrig se ham mere. For første og sidste Gang løj han for hende, idet han lod, som om det havde været et flygtigt Indfald; men hans Kærlighed voksede under de sparsomme, af Faderen ildesete Besøg, han kunde gøre hos hende, og mens de smaa, tæt skrevne Breve, sammenlagte uden Konvolut fløj frem og tilbage mellem dem. Der er to tykke Bind af dem, som man læser i et Aandedræt. Kun ganske enkelte Gange er der Tale om nogen „Sag.” Saa er det morsomt nok at se Manden hos ham og Kvinden hos hende udtale sig. Der er saaledes Tale om en Duel. Som Gentleman maa han billige vedkommendes Opførsel. Hun lider ved at se, hvor forskelligt de dømmer i denne Sag. Han giver da efter og erkender, at hendes Synsmaade i Virkeligheden er den rigtige. En anden Gang har hun den Nød, at hendes elskede Hund Flush - til hvem hun har skrevet et smukt Digt - bliver snappet bort fra hende paa Gaden af professionelle Hunderøvere. Han viser hende den ømmeste Medfølelse og først da hun har Hunden igen, siger han hende, at han i Virkeligheden finder det umoralsk at lade sig tvinge af saadanne Hallunker til at betale dem de Løsepenge, de forlanger. Hun spørger blot, om han vil være ligesaa „moralsk”, dersom italienske Røvere paa den Rejse han og hun har planlagt, snapper hende bort fra ham og derefter sender ham hendes Øreflip med Forlangende om Løsepenge ?
Det lykkes ham nemlig endelig at overbevise hende om, at hun er nødvendig for hans Lykke. Men hun ved, at Faderen mindst vil smide hende ud af Vinduet, dersom han faar Nys om, at hun vil gifte sig. De to pæne, dannede, ældre Mennesker betænker sig da ikke paa, hvad der er at gøre. De lader sig hemmelig vie og til Trods for de Vanskeligheder, hendes Svaghd volder, lader hun sig bortføre af ham. Faderen ser hun aldrig mere, hendes Breve til ham vende uaabnede tilbage. Brevvekslingen er forbi med det samme; thi i de 15 lykkelige Aar, de to Mager levede sammen, skiltes de ikke nogen Dag. At citere af disse Breve er umuligt; de maa læses enten i den engelske Original, eller i Mangel deraf i Frk. Keys Gengivelse.
Læser man nu denne, vil man sikkert ligesom Forf. glæde sig over den rene, dybe Kærlighed, der forenede de to Undtagelsesnaturer. Men ensidigt er det dog som Frk. Key at paastaa, at netop saaledes maa al Kærlighed i Fremtiden forme sig. Lad mig fremdrage et Eksempel fra Nutiden.
H. F. Fejlberg fortæller i en lille Bog om en Rejse til Island, trykt som Manuskript, at han paa Skibet møder en ung, kvindelig Lærd „med klare, slet ikke forlæste Øjne”. Hun fortæller, hvorledes hun fra Barn af har elsket Studierne, særlig Sprogstudier og har kastet sig over nordisk Filologi. Herigennem har hun gjort Bekendtskab med en islandsk Docent, som hun nu skal holde Bryllup med i Reykjavik. Hvorledes, Bryllup mellem to Mennesker, hvoraf den ene docerer i Nord, den anden i Syd? Ja, naar to holder af hinanden, maa de se bort fra de praktiske Vanskeligheder. Næste Sommer skal tilbringes sammen, den følgende Vinter med, da tager den ene Ferie, og man maa haabe paa, at Fremtiden vil tillade dem at fæste Bo paa et og samme Sted.
Hvem tør nu paastaa, at den Kærlighed, der saaledes trodser Tid og Sted, mens den dog forstaar at forsage til en vis Grad, er mindre dyb end den, der forlanger et uafbrudt Samvær, den, der som Rebekkas i „Afklaring”, forlanger Eneraade i den elskedes Hjerte? Man kommer herved til at tænke paa, at Vitalis Nordstrøm dog maaske har nogen Ret, naar han mener, at Ellen Key ikke er ret moderne, ikke har fattet, at hos et Nutidsmenneske maa Kærligheden til Arbejdet indgaa som en uadskillelig Bestanddel af ens Væsen. Thi dersom denne Forstaaelse mangler, vil det da mon ikke let gaa saaledes, at vore smukke Ideer om Arbejdets Adel, vor ofte gentagne Paastand, at i Fremtidens Stat skal ingen arbejde saa meget, at han ikke kan leve, ingen leve saaledes, at han ikke behøver at arbejde, at alt dette bliver til, hvad vi har haft saa alt for meget af: Ord, Ord, Ord.
