« Tilbage til søgeresultaterne

Skammen

Af: Anne Nielsen

« Se emneord

Jeg vil gerne bede om Lov til at fremsætte nogle Bemærkninger angaaende en Artikel af Mariane Nielsen fra 20 September. Under Overskriften „Skammen” udtaler hun sig om, hvori den egentlige Skam for den ugifte Moder bestaar. Hun nævner saa to Arter af Skam, „den egentlige Skam­følelse”, et Menneskes dybe Græmmelse over at have fornedret sig, gjort sig skyldig i noget uværdigt, og den uegent­lige, falske Skam, der kun er Frygten for at blive Genstand for andre Men­neskers Foragt. Og hun kommer saa til den Slutning, at det som oftest er den Art af Skam, der hviler eller tyn­ger paa den ugifte Moder; „thi vi skal vistnok, skriver hun, lede længe, inden vi finder en Kvinde, som i sit inderste Hjerte skammer sig over at have hengivet sig i Kærlighed”. Jeg vil ikke søge at udrede enten denne Paastand kan være rigtig eller ikke; thi kun En er Hjertekenderen, ej heller er det for at udveksle Meninger om, i hvor stor Udstrækning Begrebet Skam har Be­rettigelse overfor de ugifte Mødre, at jeg skriver. Jeg kan godt forstaa og vur­dere den Medfølelse, som M. N. lægger for Dagen ved at formane os til at tage lidt af Byrden fra de ulykke­lige Medsøstres Skuldre. Men jeg tror, vi skal være varsomme med at udtale alt for højlydt slige Menin­ger, som hun fremsætter; er det ikke farligt for Samfundet, for den ubefæstede Ungdoms Skyld?

Naar Mariane Nielsen i sin Artikel giver Begrebet Skam en saa indgaaende Behandling og omtaler to Arter deraf, da gør hun sig efter min Mening skyldig i en stor Fejl ved at tage saa lø­seligt paa Begrebet Kærlighed. Hun skulde dog betænke, at der gives og­saa to Arter af Kærlighed; der kunde godt omtales flere Arter deraf; men jeg vil nu indskrænke mig til at om­tale to: den lidenskabeligt opblussende Kærlighed, der giver sig Nydelsen i Vold, men saa desvære ofte har ud­spillet sin Rolle; og saa den trofaste, dybe Kærlighed, der kan ofre noget, og taale noget, den der kan haabe og vente. Jeg kan her ikke nægte mig selv at fremkomme med et lille Eksempel: Jeg havde en kvindelig Slægtning, som jeg i min Barndom og tidligste Ung­dom holdt meget af, hun kunde saa dejligt fortælle, jeg hørte ogsaa Træk fra hendes eget Liv. Hun og hendes Mand holdt af hinanden, længe inden de kunde komme sammen, for de var Smaafolks Børn begge. „Ja vi var saamænd gode Venner i 7 Aar”, sagde hun, „men vi var jo unge, og fulde af Haab for Fremtiden, og vi holdt trolig sammen, men hvor var vi glade og takkede Vorherre, da vi som Mand og Kone flyttede ind i vort lille, beskedne Hjem”. Forresten kan jeg tilføje, at det gik disse Mennesker meget godt, de levede et langt og lykkeligt Samliv og døde som meget velstaaende og agtede Folk.

Den Slags Kærlighed er efter min Mening et sundere Problem at dvæle lidt ved og fremdrage, og er det ikke skønt at se, at den dybeste Kærlighed og sædelig Renhed saa inderlig godt kan forenes. Det er vistnok udenfor al Tvivl, at Sædeligheden stod højere dengang end nu, thi dette her frem­dragne Eksempel var vistnok ikke no­get enestaaende, der var anderledes Trofasthed i Forholdet mellem Mand og Kvinde, der var ikke det Antal af uægte Fødsler som nu om Stunder, og det betragtedes, som en stor Sorg og Elendighed, naar et Barn kom til Ver­den udenfor Ægteskabet.

Jeg kan godt se og skatte vor op­lyste Tids store Fremskridt paa mang­foldige Omraader; men i dette Stykke tror jeg, Vi kommer sørgeligt tilkort. Der er anderledes Løshed og Slaphed til Stede i alle Forhold. Var det ikke dejligt om „vi som Kvinder kunde række hinanden Haand til fælles Arbejde for at vække mere sædeligt Alvor hos den opvoksende Slægt. Ja lad os saa godt vi formaar opdrage vore unge Piger til frie, selvstændige Personlighe­der, til Kvinder, der uden at lade haant om Kærligheden dog kan have til Motto: „Min Ære sætter jeg aldrig paa Spil”. Jeg sætter her et skarpt Skel mellem den Kærlighed, der er rakt os som en god Himlens Gave, den Kærlighed, der gaar Bud fra Hjerte til Hjerte i den unge Vaar, saa Mand og Kvinde finder hinanden, den der giver Manden Lyst til at stræbe mod det Maal at danne sig et Hjem og faar den unge Kvindes Hjerte til at banke af Glæde ved Tanken om at dele dette Hjem med ham, og saa den lidenskabelige Sanserus, der som oftest kun har Sorg og Elendighed i Følge, som er et af de Skær, hvopaa saa mange unges Lykke er strandet, og som har lagt utallige Menneskers hele Liv øde.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner