« Tilbage til søgeresultaterne
Ind- og Udland
Af Diakonissestiftelsens Aarsberetning fremgaar det, at de indviede Søstres Antal f. T. er 171. Der arbejdes fra Moderhuset i ikke mindre end 16 forskellige Virksomheder, hvoraf flere desuden igen har adskillige Underafdelinger. Desuden medvirker Diakonisser ved mangfoldige andre menneskevenlige Foretagender Landet over, Børnehjem, Plejeforeningen og lign. Fra en Fattiggaard skriver en Søster følgende:
„Det er saa skønt at arbejde blandt de fattige; de er saa taknemmelige for hver lille Tjeneste, man kan gøre dem. Der er flere af de allerelendigste, der slet ikke kan forstaa, at der er nogen, der vil dem noget godt; de tror, alle Mennesker vil gøre dem ondt. De er saa underlig bange, naar de kommer her; men naar de har været her en lille Tid, kan man ikke tro, det er de samme Mennesker. - Kunde blot Drikkeriet blive udelukket, vilde der ikke komme saa mange, som der gør. De fleste Sygdomme baade hos Mænd og Kvinder stammer fra Drikkeri og hos Børnene fra Forældrenes Drukkenskab.”
Mere og mere hedder det i Beretningen, nødes Søstrene til at tage Kampen op mod denne Plage. En Søster, som arbejder i Menighedsplejen fortæller:
„Jeg har nu i to Maaneder haft en stakkels drikfældig Kone. Hun er Enke og har 4 Børn hos sig. Hun faar 5 Kr. om Ugen til Føden; derfor køber jeg ind, sørger for dem helt, - og saa kan hun endda skaffe sig Brændevin; i min Fraværelse sender hun de smaa ud at tigge, truer dem til at hente Giften (saaledes kalder jeg det). To Gange har Amtet nægtet at tage Børnene fra hende; det er en stor Synd. De smaa gaar helt til Grunde; om jeg saa skulde gaa fra Dør til Dør for at skaffe de Penge, naar blot de 4 Børn kunde komme paa Børnehjem og Moderen paa Fattiggaard.”
En anden beretter om en seksaars Dreng:
En Mand, der boede i samme Hus, som Drengens Forældre, plejede at kalde ham ind til sig, naar han kom fra Asylet, og gav ham den afskyelige Drik (o: Brændevin). Jeg søgte nu, saa godt jeg formaaede, at vise Barnet nogle af Brændevinets onde og grimme Virkninger, og saa sagde jeg tilsidst, at naar Manden næste Gang bød ham Brændevin, saa maatte han sige, at Søster sagde, det maatte han ikke drikke, for det gjorde ham til et Svin. Næste Morgen kom Drengen og fortalte mig, at nu havde han bragt min Hilsen. Manden havde svaret, at jeg havde Ret, og har siden ikke fristet Drengen ... En Dag fortalte nogle af Børnene mig, at de Aftenen forud havde set en Mand, der blev smidt op bag i en Vogn. Han var fuld. Men saa begyndte den ene efter den anden at fortælle: „Min Fader drikker sig ogsaa fuld”, og „min Broder drikker sig fuld”. Det er frygteligt, at de stakkels uskyldige smaa skal se saadant! . . .”
Af Beretningen om Statens Lærerkursus i Læreaaret 1901-02 ses det, at Kursus’et til Uddannelse af Skolekøkkenlærerinder er indgaaet som Led i det etaarige Lærerkursus, medens det tidligere kun var paa 4 Maaneder; derved er opnaaet, at Skolekøkkenlærerinde-Kursuset er blevet noget udvidet, fremfor alt dog, at dette Kursus, der tidligere var altfor sammentrængt og derfor let kunde volde Overanstrengelse, nu er fordelt paa længere Tid.
Deltagernes Tal var 15, af hvilke 3 havde Stipendium, hver 300 Kr. Der undervistes i Kemi, Fysiologi, Næringsmiddellære (Eline Hansen), og holdtes Foredrag om Skolekøkken-Metodik samt Bakterierne og Næringsmidlerne; desuden i Køkkenarbejde (Karen Blicher) og Sygepleje
(Fru D. Leth). Eleverne havde Lejlighed til l Gang ugentlig at overvære l Forevisningstime og l praktisk Lektion paa Kommuneskolen ved Østre Gasværk, hvor Undervisningen er ledet af Eline Hansen, og til i N. Zahles Seminarieskole en Gang ugentlig at se l Forevisningstime i Forbindelse med Teoriundervisning og l praktisk Lektion paa 3 Timer (Eline Hansen). Denne sidste Undervisning blev efter 3 Maaneders Forløb givet af Eleverne efter Tur og under Censur.
Det fremgaar af Cordt Traps pressestatistiske Undersøgelser i Nationaløk. Tidskrift, at der hos os ved Redaktion og Ekspedition er beskæftiget 840 Mænd og 177 Kvinder, af hvilke 442 Mænd og 22 Kvinder, er knyttet til Redaktionen og 123 Mænd og 112 Kvinder til Ekspeditioaen. Kvinderne tæller altsaa kun lidet til i det samlede Redaktionspersonale, medens de derimod deler Ekspeditionen omtrent ligeligt med Mændene.
I Tidskrift for Sygepleje fortælles, at Lørdag den 4. Oktober vendte Frk. Dora Hempel den ene af de til Færøerne udsendte Sygeplejersker, tilbage her til Byen. Frk. Hempel lod til at være meget tilfreds med sin Rejse, idet hun følte, at hun virkelig havde gjort Nytte, skønt hun ikke havde set meget til Koppepatienterne. Epidemien indskrænkede sig til de 6 forefaldne Tilfælde, og disse 6 Patienter fandtes isolerede i Thorshavns Sygehus, hvor de blev overgivet til Frk. Heyses Varetægt. Imidlertid blev der Brug for Frk. Hempel andet Steds; der var en stadig opdukkende Tyfusepidemi rundt om paa Øerne og ingen til at pleje Patienterne; Frk. Hempel sendtes derfor til Øen Midvaag, der ligger en halv Mil fra Strømø og overtog her Plejen af 4 Tyfuspatienter, der var installeret i et lille Hus, hvis Beboere var bragt til Sygehuset i Thorshavn. Patienterne, der blev tilset af en Læge fra Thorshavn, kom alle godt over Sygdommen, og var fulde af Taknemmelighed og Glæde over deres Plejerske, ligesom ogsaa den øvrige Befolkning paa Øen syntes at være glad ved at have en Kvinde iblandt dem, der kunde række dem en hjælpende Haand og give et godt Raad i Sygdomstilfælde.
Adeline Rittershaus-Bjarneson, som i flere Aar har doceret privat ved Zurichs Universitet, har i Aar faaet offentlig Udnævnelse til Docent i nordisk Filologi.
Der er tilsendt os til Anmeldelse:
V.I. Hoff: Fra Kirken og Lønkamret, kristelige Læsestykker til hver Dag i Aaret.
P. A. Rosenberg: Samfund og Klike.
Chr. Balling: En Sommer i Amerika.
S. Harboe: Over Broen.
Alt paa Karl Schønbergs Forlag.
I Byen Ny Phaltz i New York studerer f. T. 60 unge kubanske Kvinder ved det daværende Folkeskoleseminarium. Staten betaler for dem, imod at de har forpligtet sig til at undervise i kubanske Skoler efter endt Studium. De hører til de bedste Familier og forbavser alle ved deres hurtige Fremskridt. Lærerinder og Kammerater forkæler dem nærmest, men de bidrager paa den anden Side ved deres Livlighed og selskabelige Talenter til det almindelige Velvære. For ikke længe siden fik de Besøg af General Palme, Kubas ny Guvernør. De modtog ham paa Banegaarden hver med et kubansk Flag i Armen - „lig en Flok brogede, tropiske Fugle” - hilsende ham med fædrelandske Sange. Han ønskede at overvære deres Undervisning og saa med Tilfredshed, hvorledes man lærte dem at rede Sygesenge o. lign.
Ved en nylig foretaget Undersøgelse af Børnedødeligheden i New York fandt man (Dr. Fishberg), at over 18 pCt. af Børnene døde i deres første Leveaar. I de Kvarterer, der bebos af russiske Jøder, var Dødeligheden mindre, nemlig lidt over 14 pCt. Et lignende Resultat naaede omtrent samtidig Dr. Rhodes i Manchester, England. Den almindelige Dødelighed var der 198 af 1000, blandt Jøderne kun 124 af 1000, Begge Læger mener, at Grunden til denne Forskel væsentlig er, at Jøderne drikker mindre end deres kristne Naboer. De er dog ved at lære det, siger Dr. Fishberg melankolsk nok.