« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindelige Telegrafister
Atter bebudes Rigsdagens Behandling af Telegrafvæsenets Lønningslov. Aar ud og Aar ind har de heri interesserede haabet og ventet paa et gunstigt Resultat, stadig er man bleven skuffet, vel ingensinde saa bittert som efter sidste Samling. Udsigterne syntes saa lovende, den trange Tid maatte være forbi, nu var der baade Evne og Vilje til at hjælpe. Da lød atter ved Samlingens Slutning det nedslaaende, „der maa ventes”, og Skuffelsen blev denne Gang for manges vedkommende til Sorg. Et Lyspunkt, der manede til endnu ikke at opgive alt, var den gode og alle rimelige Fordringer tilfredsstillende Lønningslov, Postvæsenet fik, og den var navnlig et Lyspunkt for Kvinderne. En mere human og tidsvarende Lov, kunde de ikke ønske sig.
Her mærkedes nye og bedre Tider. Alle gamle Fordomme vare som blæste bort. Teorien om samme Pligter og Rettigheder var endelig anvendt i Praksis. Adgang til Ansættelse, Uddannelse og Oprykning, alt var fælles og ens for Mænd og Kvinder. Saavel i som udenfor Rigsdagen har Rigsdagsmænd udtalt, at Post og Telegrafvæsenet skulde saa vidt muligt, ligestilles. Det er da de kvindelige Telegrafisters Haab, at de maa faa samme gode Vilkaar at arbejde under som Kvinderne i Postvæsenet. Ansættelse vil nok fremdeles opnaas saavel i Telegraf som Postvæsenet, da det tør siges, Kvinderne gennemgaaende har arbejdet saa samvittighedsfuldt og pligtopfyldende; at der næppe kan være nogen rimelig Grund til at udskyde dem. Derimod har Kvinderne hidtil været udelukkede fra de Kursus, Staten i de senere Aar frit har aabnet til unge, mandlige Telegrafisters Uddannelse. I Sverrig, hvor Statens Kursus er fælles for Mænd og Kvinder, erklærer Administrationen, at Kvinderne er meget flittige og følger godt med. Det samme Resultat vil sikkert kunne opnaas herhjemme, om der maa blive givet Lejlighed til at vise den gode Vilie.
Indtil 1889 vare mandlige og kvindelige Telegrafister ligestillede, Loven nedsatte da de kvindelige Funktionærers Løn, og denne Foranstaltning har været skæbnesvanger. Det er nemlig ikke alene et pekuniært Tab, Kvinderne derved har lidt; deres Stilling er i det hele taget bleven forrykket og vanskeliggjort. Iblandt Mændene er den Opfattelse bleven gældende, at det Arbejde, som bliver bedst betalt, maa ogsaa være mest værd. I Følge denne Betragtning nedsættes Kvinderne fra at være sideordnede til at blive underordnede, ligesom en Del af den Glæde og Tilfredsstillelse, samvittighedsfuldt Arbejde ellers yder, bliver dem berøvet. Forholdene forværres yderligere Derved, at Kvinderne ikke bliver ansatte i overordnede Stillinger som Overtelegrafister og
Bestyrere. Da Tiden nu er moden til, at der i det nye Skolereform-Forslag kan tales om Overlærere og Overlærerinder, kan der vel ogsaa blive Tale om Overtelegrafister og Overtelegrafistinder. Stillingen som Bestyrer af Stationer med fast aarlig Godtgørelse er stadig bleven udfyldt paa tilfredsstillende Maade af Kvinder, da samme Stilling med Statsansættelse ikke paalægger flere Pligter, er Vejen vel banet i denne Retning. Det er da vort Haab til dem, der skriver Lovene, at Telegrafvæsenets Lønningslov bliver ens for Mænd og Kvinder, saa der kan blive ligesaa megen Glæde i Telegrafvæsenet over de nye og bedre Tider, som der nu maa være i Postvæsenet.
