« Tilbage til søgeresultaterne
Fællesskolen i England
Foredrag af Elly Nienstadt.
(Fortsat).
Den før nævnte Skole var vistnok en første Fællesskole i England for Elever fra det 7. indtil det fyldte 14. Aar. Den blev grundet i 1873 og er beliggende i en af Manchesters Forstæder.
Den daværende Bestyrer var en Original. Han gik ikke den slagne Landevej.
Forældrene rystede vel undertiden paa Hovedet over hans Undervisningsmetode. Naar han i Geografi f. Eks. i Stedet for at begynde med Verdenskortet - som dengang var den mest autoriserede Maade at lære Geografi paa - lærte os ude i Naturen hvor Nord, Syd, Øst og Vest var, naar han lærte os, at Manchester ligger ved den lille Flod Irwel, som atter udmunder i Merseyea, naar han saa en skøn Dag spaserede med en Klasse eller hele Skolen til den sorte stinkende Flod og fortalte os, at Vandet var bleven saa sort og hæslig af vore Fabriker, vor Bys Industri, mente vistnok mange Fædre og Mødre, at det var ret overflødigt for os at vide, vi Børn derimod var henrykte, glødende af Begejstring, ivrige for at lære mere, komme længere ud i Verden.
Og det samme var Tilfældet med Historien. Det første historiske Data, jeg nogensinde lærte i Livet var: „Den første Jernbane mellem Manchester og Liverpool blev aabnet 1830.” Og om det for os Manchester Børn saa betydningsfulde Faktum, lærte vi alle Detailler, indtil Begivenheden med dens Følger for Englands Udvikling stod lyslevende for os. Og derfra blev vi ført udefter til andre historiske Fakta, altid, saa vidt det var muligt, fra det os bekendte til det fjernere liggende.
Ensidig var det maaske: Jeg tror aldrig, at man i den Skole naaede længere end til de engelske Konger, Englands Forfatning, Englands Krigshistorie; men et er sikkert, vor Interesse blev vakt, vor historiske Sans udviklet, saa at vi senere med Udbytte kunde læse og studere videre alene.
Jeg glemmer aldrig een Dag. Det var Eksamen, eller det, der i den Skole blev kaldt for Eksamen, en mundtlig Overhøring i Forældrenes Nærværelse. Alt var gaaet efter Ønske, indtil Bestyreren, lige før Slutningen, spurgte, om nogle af Forældrene kunde have Lyst til at stille et Spørgsmaal.
En tysk Dame rejste sig og spurgte Klassen, om de kunde sige hende, hvor og hvornaar Morten Luther var bleven født.
Dødsstille i Stuen, indtil Bestyreren rejste sig og paa sin værdige, afmaalte Maade sagde:
„Det er en Begivenhed som foreløbig ikke har nogen som helst Interesse for mine Elever og ikke kommer dem ved.”
Damen satte sig, ikke saa lidt betuttet. Hun har sikkert været oprørt, hun kritiserede ikke saa lidt for sig selv og med andre, men jeg har senere hørt hende anerkende, og deri har vist alle været enige med hende, at Aanden, Tonen i Skolen ikke kunde være bedre. Det var ikke alene en Fællesskole, det var tillige et lille demokratisk Samfund, hvor Ansvarsfølelsen og Æresfølelsen blev vakt og fremelsket allerede hos de yngste Elever. Vi følte alle, at vi tilhørte et lille Samfund, hvor vi var medansvarlige, hjalp til at holde Orden, havde smaa Pligter at udføre. Hver Fredag Eftermiddag (Lørdag var en hel Fridag som i de fleste engelske Skoler) blev den sidste Time viet til noget vi kaldte „General Meeting” en Slags Generalforsamling, hvor hele Skolen, mødte under Bestyrerens Forsæde, hvor Skolens Anliggender blev drøftet. Der havde vi Børn ogsaa Lov til at fremføre vore Ønsker og Krav, foreslaa en ny Leg indført i Frikvarteret, foreslaa hvem der skulde være „Monitor”, Ordensopretholder for den kommende Uge m. m.
Med lige stor Iver og Venlighed drøftede Lærerne vore Forslag og Planer. Vi blev tidlig øvet i den parlamentariske Form Og i at udtrykke os klart og kort. Alle kunde vi bede om Ordet Kun to Ting blev forlangt: „At vi vidste, hvad vi vilde sige, og hvordan vi vilde sige det.” Disse barnlige, stammende Forsøg saasom. „jeg tænkte, jeg troede, jeg mente”, blev uvægerlig afbrudt med et bestemt, skønt venligt: „Du har ikke noget at tro, tænke eller mene; Du maa vide. Sæt Dig ned, og naar Du véd, hvad Du vil sige, saa kan Du rejse Dig igen og fortsætte.”
Alle var vi fuldstændig ligestillede, Drenge saavel som Piger. Blev der overhovedet gjort nogen Forskel saa var det maaske i Pigernes Gunst, men derom var der kun Tale i Sportsspørgsmaalet. Der kunde det hænde, at hvis to eller tre trængte sig om det store Tov, og der var en lille Pige iblandt dem, at Drengene maatte høre: „I maa vente, lad hende først, I er jo de stærke”, eller „I er jo Drenge”. Men tilbage til vor „General Meeting”. Jeg har nævnt Ordet Ordensopretholder og har fortalt, at vi Børn valgte dem. (Der var altid 4, 2 Drenge, og 2 Piger). Ja, vi valgte, og vor lille Stats Konge eller Præsident stadfæstede Valget.
(Sluttes.)
