« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Karin Michaëlis: Lillemor.
(Gyldendal).
Fru Michaëlis’ Talent har ved denne Bog gjort et Kæmpeskridt frem imod det noget nær fuldkomne. Rankt og særegent staar det der i fuld Blomst, frigjort for alle skæmmende Knopskæl. Saa klart er denne unge Kvindeskikkelse gennemtænkt, saa nænsomt er Linjerne optrukne, og Farverne yndefuldt afdæmpede, som paa et af de gamle Portrætter, der rører os ved deres rige Indhold.
Og dette er et gammelt Portræt. Det eneste, der kan bebrejdes Forf., er, at hun har sat et forkert Aarstal paa det. Thi i det Herrens Aar 1889 kunde det ikke foregaa, at en Enkefrue, hvor myndig, og hvor afsides boende, hun end var, kunde uden videre give sin unge Datter til en Mand, som Erstatning, fordi hun ikke selv vilde ægte ham. Der er en Luftning, som er Tidens egen, og som trænger til de yderste Afkroge af Landet, hvor blot et Par Mennesker af den dannede Klasse har sammen til Huse. Der er ingen Skodde saa tæt, intet Plankeværk saa højt, der kan stænge den ude. Brevene er beundringsværdig godt gennemførte i Stil og Tone. Men ingen ung Kvinde her i Landet skrev for en halv Snes Aar siden til sin Moder i denne Toneart: „Jeg vilde gerne takke Moder rigtig pænt for alt, hvad Moder har givet mig og sagt, jeg skulde gøre”, eller .„Jeg vilde ønske, at Moder vilde give mig Lov at skrive to Gange om Maaneden, saalænge til jeg blev helt vant til at bo paa Heden”.
Havde de blot været fra Aarhundredets Begyndelse, og ikke fra dets Slutning, da havde de ejet det eneste, der nu fattes dem: den Virkelighedens Vederhæftighed, som gør Kunst til Liv.
Margrethe Fibiger.
Fra Skyggernes Verden af Lafcadio Hearn.
(Gyldendalske Forlag).
De fleste af disse japanske Skitser er Spøgelseshistorier, rigtignok - som alt i hint mærkelige Land - af ganske anden Art end tilsvarende danske. Paa engang mere rørende og meget mere gyselige. En lille Fortælling „Hævn” viser, at vild Lidenskabelighed kan gemme sig under de mange „bløde Hylstre af Høflighed, Finfølelse, Taalmodighed, Ynde og moralsk Følelse, hvori Aarhundreder af den højeste Kultur har indsvøbt den japanske Karakter”. En anden skildrer med lun Humor, hvor ugenert Menigmand omgaas sine Hus- eller rettere Legetøjsguder. Jo mere ukunstlet Guden, des ærligere Manden, lyder Forfatterens Erfaringsslutning.
Lafcadio Hearn er ikke blot Digter, men ogsaa Psykolog og Filosof. Det bedste Udbytte af Bogen er Bekendtskabet med denne aandfulde Mand, der - hvad hans Ansigt i mærkelig Grad er præget af - ser lige lukt igennem de mange Hylstre og bagom Tingenes plumpe og løgnagtige Yderside. Han synes paavirket af Budhismen; men det er ikke denne Læres snørklede og svært fattelige Formler, han giver os. Han sidder ved Havet, husker sin Barndoms vage Frygt for Brændingens mangeartede Lyd. Det gaar op for ham, at denne Sindsbevægelse er Tusinder af Aar ældre end han selv, at den indeholder talløse fra Forfædrene nedarvede Rædsler. Han lytter til Musik ; det er alle de døde Slægtleds Lykke- og Sorgfølelser der kommer tilbage til os som Gengangere i Melodi og Harmoni. Det er Verdenssjælen, han hører, og han forstaar at faa den til at tale til vor Sjæl. Fru Johanne Munter har megen Fortjeneste af at indføre i vor Literatur denne udmærkede Forfatter, der med Vestens Skarpsans forstaar at trænge ind i Livet hos Østens mest udviklede Folk.
Grev Leo Tolstoy: Anna Karénin,
oversat fra Originalsproget af W. Gerstenberg.
Tredie Udgave.
Lehmann og Stages Forlag.
At anmelde en Bog som Leo Tolstoys Anna Karénin er omtrent enstydig med at anbefale den - anbefale den til stadig videre Udbredelse og gentagen Læsning. Det er jo et Arbejde af et ualmindeligt og sjældent mildt dømmende Menneskes skarpe Iagttagelse af lidende og kæmpende Medmenneskers fineste Sjælsrørelser, - en Helhed af levende Billeder af levende Mennesker, af deres Færden og Tragten. Man ser jo de handlende Personer i „Anna Karénin”, ser dem tydelig for sig og hører dem og forstaar dem og sørger eller glæder sig med dem. Læser man nu paa ny Bogen og atter møder f. Eks. Fyrst Stepan Arkàdjevitsch’s kendte Skikkelse, synes man at have truffet ham paa Gaden eller i Selskab sidst i Gaar eller i Forgaars og rækker ham - skønt han er et rigtigt Asen, - glad Haanden i Møde. Han er saa hyggelig. Og det er der meget i Bogen, der er - hyggelige Mennesker og hyggeligt Lune. Dette gør, at man kan aande under Læsningen, Thi Bogens Tragedie, der anes allerede ved Heltindens første Fremtræden - som nærmer sig tungt og stedse mere uafvendeligt og fuldkommes i hendes grufulde Død, vilde ellers tage Vejret fra En. Enhver Bogelsker, der ikke allerede ejer dette Mesterværk, bør benytte Lejligheden til at indføje det i sit Bibliotek.
