« Tilbage til søgeresultaterne
Fra de kvindelige Akademikeres Fest
Der var en Tid, da Kvinden ej studered’
Og læste Bladene - og røg Tobak;
I Hjemmets Skød hun hækled og filered,
Og med sin Pren hun prikked, og hun
stak.
I Kogekunsten var hun uden Lige,
I Amouretter af og til paa Spil;
Kort; Dengang da min Bedstemor var
Pige,
Ja, dengang, - tro mig, - „var der
Piger til!”
Saa kom en Tid, da det var ,,rask” at
læse,
At vandre kæk - til Gru for Tanters
Flok –
Med Haaret kort og Briller paa sin
Næse,
Med Herreflipper og Spadserestok,
Det var saa ungt! Det var vor „Sturm
und Drang” Tid;
Skønt fuld af Trods, ufrugtbar var
den ej !
Var end i et og andet den en Vrangtid,
„Per aspera ad astra” gik vor Vej.
Og nu er Kvinden atter bleven „Kvinde”,
Hun smykker sig, hun bli’er sin Elsktes
Viv;
Bag Væv og Rok hun atter er at finde,
Og nye Slægter skænker glad hun Liv.
Men mere rank og frejdig frem hun
træder,
Sin Evne kender nu hun i dens Grund,
Og den, hvem Pallas skænker sine Glæder,
Hun dyrker Videnskaben, glad og sund.
Men dem, som Bresche skød i Dumheds
Mure
Og knuste gammel Fordoms rustne Spær,
Som løste sorgfuld Mø af Fangebure,
Som stred for os, en talløs Kvindehær,
Som aldrig Skal forvekslet har med
Kærne,
Dem takker vi, at ej de sveg den Pagt,
Som sluttet blev med Hjærte og med
Hjærne!
Om dem er vi i Dag en Æresvagt!
