« Tilbage til søgeresultaterne
Skammen
Af Fru Mariane Nielsens Artikel med denne Overskrift saavel som af forskellige andre Udtalelser her i Bladet synes det at fremgaa, at man i visse Samfundslag behandler den Kvinde, der føder Børn udenfor Ægteskab, paa en meget hensynsløs og ukærlig Maade. Hvis dette virkelig er Tilfældet, saa bør de, der har Øje derfor, se om muligt at faa dette Forhold forandret. Hvilke vore Opgaver overfor vore Medmennesker end monne være - den at gøre dem ulykkelige har vi ikke faaet.
Jeg maa imidlertid sige, at jeg har aldrig været Vidne til noget saadant. I de Kredse, hvor jeg har haft min Færd, nemlig blandt, jævne Mennesker, er det ikke saa, at man haaner den Kvinde, der har et Barn uden at være gift. Jeg har som Arbejderske været i finere Huse, hvor Tjenestepigen er „kommen galt af Sted;” men jeg har aldrig mærket noget til, at hun af den Grund er bleven overset eller ringeagtet. Om det virkelig skulde hænde, at en Frue under saadanne Forhold lader sin Pige. forstaa, at hun finder sligt utilbørligt, saa kan dette dog vel ikke gøre Pigen ulykkelig. Jeg har heller aldrig faaet Indtryk af noget saadant.
Derimod har jeg ofte mærket, at ugifte Kvinder, hvem dette var overgaaet, gik og bar paa en dyb Smerte; en Følelse af Anger, Skam, og - Harme over at være bedragen. Jeg mener tillige at have mærket, at jo mere aandelig udviklet en Kvinde var, desmere led hun ved denne Tanke. Og jeg mener at kunne forstaa dette.
Hvis vi lægger Mærke til Livet ude i Naturen, saa vil vi let kunne se, at der overalt under Forplantningen er taget Hensyn til Afkommets Udvikling. Hen i Maj, naar Frost og Kulde er dreven paa Flugt af Foraarssolens Varme, da synger Fuglene. De glæder sig over Vaaren, siger Digterne. Aa ja; men egentlig er det nok saa, at det er Hannen, der kalder paa sin Hun. Thi nu er det Parringstid. Nu skal Reden bygges, Æggene lægges og ruges, at de dunløse Unger kan komme frem ved Midsommertid, naar vi har de lange, lyse og varme Dage. Og netop ved denne Tid er det, at Blomsten faster sit Støv, at det kan opsamles og udvikles for som fuldmodent Frø at spredes for alle Vinde, naar til Efteraaret den lille Moder segner til Jorden. Saaledes vil vi overalt kunne iagttage en kærlig Omhu fra Skaberens Side, for at Afkommet kan komme til Verden under de bedst mulige Forhold og Slægterne derved bevares fra Undergang.
Mon nu Mennesket skulde have faaet en fri Vilje for at kunne sætte slige Hensyn til Side ? Intet andet levende Væsen har saa lang en Udviklingstid som Barnet, og ingen trænger til saa megen Pleje. Og jo mere Menneskeslægten udvikles, desto større Krav stilles der til dem, der skal drage Omsorg for den opvoksende Slægt. At denne Opgave skal tilfalde Forældrene mener jeg ogsaa, vi kan mærke. Hvorfor har Mennesket vel faaet Blufærdigheden, der gør, at de der synes om hinanden ikke straks iler i hinandens Arme; men snarere uvilkaarligt trækker sig tilbage? Eller hvorfor er det vel saa, at i den første Forelskelsestid al Menneskets Haab og Frygt, Digten og Grunden samler sig om det dobbelte Spørgsmaal: Er jeg elsket, som jeg elsker? Vil han eller hun være mig tro ? - Sandelig - det har ikke været Guds Vilje, at Mennesker i en Sanserus, blot med Tanken henvendt mod sig selv og paa Øjeblikket, skulde indlade sig paa noget saa alvorligt og ansvarsfuldt som det at sætte et Barn ind i Verden.
Naar to Mennesker, der elsker hinanden af hele deres Sjæl, sidder sammen om deres første Barn, da er det som deres Følelse skifter Ham. Ikke at deres Kærlighed nu er bleven ringere, den er maaske bleven mere inderlig, mere solid, om man saa maa sige; men den bævende Glæde, den uendelige Ømhed samler sig nu for en stor Del om Barnet. Thi Gud har villet, at ikke eet men to Hjærter skulde banke Barnet i Møde, at ikke eet men to Par Hænder, skulde være rede til at vogte og værne om den dyre Skat,
Naar nu en Moder sidder ene med sit Barn, vidende, at Faderen allerede tilhører en anden Kvinde, eller at det dog er tvivlsomt, om han nogensinde vil bryde sig synderlig om hende eller deres Barn, dette Barn, der ligger der med Kravet baade om en Faders og en Moders Kærlighed, - saa gad jeg vidst, om der ikke i hendes inderste Hjerte maa ytre sig en Følelse af Selvbebrejdelse og Skam - ja -om ikke overfor andre, saa dog overfor hendes Barn:
Ikke at jeg vil dømme hende. Ak hvor langt er vi dog alle fra det menneskelige Ideal! Heller ikke vil jeg være med til at skamme hende ud, sligt gør vist ikke megen Nytte. Men være med til at fjerne Skamfølelsen vil jeg heller ikke. Det vil desuden næppe kunne lade sig gøre. Mit Ideal er dette: En Mand og en Kvinde der i trofast Hengivenhed bygger et Hjem for i Forening at sørge for de Børn der bliver dem betroede. For Ungdommen, for den opvoksende Slægts Skyld, vil jeg have dette Ideal holdt frem, rent og purt, jeg viger heller ikke tilbage for at forsvare dette Standpunkt til de yderste Konsekvenser. Det skulde smerte mig dybt, om jeg ikke turde tro, at jeg havde Flertallet af Dansk Kvindesamfunds Medlemmer paa min Side i denne Sag!
Hvad er nu ogsaa dette for noget, at man har fundet paa at kalde det først omtalte Forhold: at give sig hen. Ja at ville gøre dette til en forelsket Piges Ret og Pligt! Som om ikke en Kvindes Hengivenhed for den Mand, hun elsker, skulde kunne ytre sig paa en skønnere og værdigere Maade end ved at være eftergivende paa et Punkt, hvor hun dog vist som Regel er den stærkeste. Er det da Mandens Lykke at hun giver efter ? Tænk paa Digterens Ord: „Det bødes der for i mange Aar, som kun var en stakket Glæde.” Gælder det ikke netop i denne Henseende for mangfoldige Mænd ?
Den ugifte Kvinde er lige saa stolt af sit Barn som nogen ægteviet Moder, siger M. N. Hvad mener De saa om Bedstemødrene. Prøv engang at tænke Dem ind i en Moders Sted, der maa opleve, at hendes ugifte Døtre, Gang efter Gang føder Børn, maaske endog uden at ville opgive Faderens Navn? Skulde en saadan Bedstemoder virkelig kunne være ligesaa stolt af disse Børnebørn, som om Mødrene havde været ægteviede Hustruer?
Saa spørger M. N., hvorfor den omtalte Kvinde skal dømmes haardere, end man dømmer Fattigfolk, naar de bliver ved at sætte Børn ind i Verden. De bliver saamænd dømte haardt nok, det kan jeg forsikre. Og det er maaske slet ikke formeget til dem. Den fattige bør i alt hvad han tager sig for, have sin Interesse samlet om Spørgsmaalet: Hvad skal vi spise, hvad skal vi klæde os i, og hvor skal vi faa Huslejen fra. Altsaa bør den fattige ikke indlade sig paa noget saa kostbart som det at sætte Børn ind i Verden. I denne Tale ser jeg nok, at der er en hel Overflod af Konsekvens og Logik. Jeg vil ikke en Gang indlade mig paa at modsige den, skønt jeg, ærlig talt, nok kunde have Sind dertil. Hvem af dem, der skal dømmes haardest, maa blive en Skønssag. Jeg vil nok tro, at det var godt om de, der lever i Ægteskab, altsaa baade de fattige og de bedrestillede besad Viljestyrke nok til at være afholdende; men at anerkende Løshed og Lethed i Sæder og Forhold med Hensyn til de ugifte, er vist ikke Vejen til at naa frem i denne Henseende.
Jeg har slet ikke tænkt paa at forlange, at Skammen i alle Tilfælde skulde hvile lige paa begge det uægte Barns Forældre; ogsaa dette maa være en Skønssag. Hvor det saaledes er en Husbond, der forfører saa mange af sine unge Tjenestepiger som muligt, da finder jeg rigtignok, at hans Skam er den største. I min Artikel omtalte jeg et Par Tilfælde, hvor jeg nu mener, at Moderen har den største Skam. Men jeg tænker ikke paa at faa en Lov, der slaar fast, hvem der skal skamme sig mest. Derimod vilde jeg have den Kendsgerning slaaet fast, at Barnet er sin Faders saavelsom sin Moders, og hvis den ene Part faar i Sinde at unddrage sig de dermed følgende Forpligtelser, da bør Loven ikke give ham Medhold deri. At det er et langvarigt og besværligt Arbejde at faa en Lov gennemført, mener jeg ikke bør afskrække os Kvinder fra at arbejde hen dertil.
Hvad Labyrinten angaar, som der er Fare for, at Børnene skal forvilde sig ind i, da bestaar den vist kun af forblommede Hentydninger og vitterlige Usandheder, som Forældrene betjener sig af for om muligt at holde Barnet i Uvidenhed. Tal saa ligefremt som muligt med Børnene om disse Ting. Sig dem kun rent ud, at dette er noget, vi ikke fuldt ud kan forklare dem. Sig dem at det er et Under, naar et Frø kommer op, en Gren skyder et Skud, eller der kommer en Kylling ud af et Æg; men at det største Under dog sker naar der fødes et Menneske. Sig dem, at der ikke er mindre Alvor paa Færde, naar et Menneske fødes, end naar et Menneske dør. - Ja tal med dem derom, hver som det nu kan falde sig; men i fuldeste Alvor, og det skal nok vise sig, at Børnene bliver snart færdige med dette Emne, som de dog ikke kan komme til Bunds i. De vil ikke gruble sig syge derover.
Nu til sidst et Ord til de mange - gifte og ugifte, - der har sat Børn ind i Verden, som de selv har en
Følelse af, ikke skulde have været her; Skal jeg nævne en Forsoner, saa hedder han Troskab. Vær tro mod eders Børn! Sørg for dem, saa godt som det under de givne Forhold kan lade sig gøre. Skulde det saa ske, at en eller anden dydsiret Jomfru eller Frøken eller gift Kone lader jer høre ilde for det, der er sket, saa er det ikke værd at blive helt ulykkelig for den Sags Skyld.
