« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Mathilda Malling: Gryende Dag. Roman. (Det nordiske Forlag).
Den flittige Forfatterinde har i denne Bog sat sig en større Opgave, end hun har givet sig Tid til, eller evnet at løse. Paa en storladen historisk Baggrund har hun villet skildre en af en overmægtig Kærlighedsfølelse betagen ung Kvindes ulykkelige Skæbne. Men til Trods for de ikke faa gode Enkeltheder, som Fortællingen indeholder, bliver Helhedsindtrykket mat og fattigt Dens historiske Del indskrænker sig hovedsagelig til en Opremsning af Data og Begivenheder. Og hvad Fremstillingen af den kvindelige Hovedperson angaar, da har Forf. mere med sine ydre Øjne og Øren opfattet det gamle Portræt og den dertil knyttede Saga, som aabenbart har givet Anledning til Fortællingens Tilbliven, end hun har søgt at digte sig ind i Sammensætningen af sin Heltindes Karakter og Følelsesliv og udrede det Spind af ydre og indre Forhold, som tilsammen virkede hendes usalige Skæbne.
Bogen er skrevet med betydelig Færdighed; men af Fantasi og sjæleligt Indhold, rummer den kun lidt.
Margrethe Fibiger.
Sofie Breum: Fuldtro Sind. Roman fra det 16de Aarhundrede. (Det nordiske Forlag)
Forfatterinden fører her ikke mindre end 3 Par Elskende frem, som Læseren følger gennem Livets Tilskikkelser med mer eller mindre Interesse. Bogens Hovedperson er Niels Flint, der som Hovmester gaar paa Udenlandsrejse med den unge Eggert Quitzow.
Paa Rejsen træffer Skæbnen ham i Skikkelse af en ung, uskyldig Pige, som han i Letsindighed og uden dybere Følelse forfører. Fortvivlelse driver hende i Døden og dette bliver det ledende Moment i hans aandelige Udvikling. Niels Flint bliver herigennem til det „fuldtro Sind", der gør en Mand til en helstøbt Karakter. Denne klart tegnede Personlighed holder Læserens Interesse vedlige Bogen igennem, hvad egentlig ingen af de andre deri optrædende Personer formaar.
Fra et rent æsthetisk Synspunkt bør vel iøvrigt næppe denne Bog bedømmes, men historisk set har den Betydning. Forfatterinden er saa sikker i Skildringen af den Tidsalder hvori Bogens Handling foregaar, og indtil de mindste Detailler fortrolig med Tidens Aand, Sæder, Skikke og Talemaader, at hun kan staa som Mønster for flere af de senere Aars yngre Forfattere, der gladelig skriver historiske Romaner, som, flygtigt gennemlæste, synes at give et godt Tidsbillede, men ved nærmere Betragtning er temmelig overfladiske.
Frk. Breums Skildring af Pesten i Limburg giver et fuldt naturtro Billede af Tidens Raahed og Svineri. Senere i Bogen føres Læseren til Odense, hvor Forfatterinden har gjort et saa grundigt Studium af Byens gamle Minder, at det er en sand Fornøjelse at. følge med overalt, hvor Bogens Personer færdes, enten det er paa Nørre- eller Vestergade, Flakhaven, Ejler Rønnows Gaard, eller gennem Leddet ind til Stien forbi den latinske Skolemesters Hus, overfor Sct. Knuds Kirke, da Peblingerne skal spille Komedie om Susannæ Uskyldighed.
Dorete Glambæks og Per Lauritzens Besøg hos Gyde Spandemagers og Sidsel er et Tidsbillede, som er vel værd at lægge Mærke til.
Hvis ikke Bogen i de første Kapitler led af en trættende Bredde ved Nævnelse af mange flere historiske Personnavne, end der er nødvendigt for Handlingen, vilde det være en udelt Glæde at læse den; ti Forfatterinden godtgør uden dette tilstrækkeligt sin historiske Viden.
Vibeke Salicath
J. Krohn: Fortællinger for Børn, I., II. og III. Samling. (Det nordiske Forlag.)
Naar man husker, hvad Slags Læsning, man selv har været mest glad ved som Barn, var det ikke Bøger, skrevne „for Børn". Det var Ting, som Gullivers Rejser - hvilken ublandet Nydelse havde man dog ikke af dem! - danske Klassikere, som Holberg og Hostrup, Blicher og Poul Müller, selv H. C. Andersen havde det ved sig, at der var noget tilbage, man ikke trængte helt igennem.
Nu hævder man - med Rette eller Urette -, at hvad Børn læser, skal være til at forstaa for dem. Dette sigter Krohn aabenbart lige efter; derfor fortæller han saa jævnt og hverdagsagtigt om Børn, Dyr og Planter. Han kender dem alle saa godt, han finder de Vittigheder, Børnene kan magte, som naar han beretter om den Sømand, der for saa vide, at han fik Venner paa Venskabsøerne og gik i Selskab paa Selskabsøerne. Hans Lignelser hentes fra Børnenes egen Verden; Kastanjerne har et Skillerum imellem sig inde i Skallen, „for at de ikke skal slaas", og de skinner, saa man skulde tro, der havde været Snedkerdrenge oppe i Træerne og poleret dem! Ogsaa Smaafolk i Aandens Rige er Forf. fortrolig med. Alle de rare Madamer og grinagtige Jomfruer bruger deres eget karakteristiske Sprog, ikke at tale om Danselærer Lauritzen, der nok paa staaende Fod kan svare paa „alt, hvad der vedrører Dansen", men naar Drengene kommer med Samvittighedsspørgsmaal, maa udbede sig Betænkstid! Et helt Galleri af morsomme Figurer af den Art tegner Forf.
Lidt trættende virker hans uforanderlige Tro til, at alt bliver godt tilsidst; lidt vel artige er Børnene. Eller er det virkelig saa almindeligt, at Drenge sørger og græder saa meget over deres egne Udyder? Undertiden kan man heller ikke andet end ønske, at Forfatterens Fantasi tog lidt dristigere Flugt. Der er f. Eks. en Dreng, som ikke gerne vil i Skole efter Ferien og maa bøde derfor med en Drøm, hvori han gennemlever 20 Aars Skuffelser over et forspildt Liv. Hvor anderledes kraftigt virker ikke denne Tanke i Topelius’ henrivende lille Digt: När man sofver på roser. Her har de 20 bortødslede, hurtigt svindende Aar, Eventyrets fulde Virkelighed, og fører ogsaa en virkelig Straf med sig, i det Drengen først bliver Student, da han er op i Trediverne, og det kun med „lugg og plugg och ris". Man kan ikke noksom undre sig over, at Topelius ikke er oversat paa Dansk: der er dog fuld saa megen Grund til at oversætte Svensk for Børn som for Voksne.
Krohns lune Vid og milde Moraliseren er ægte dansk; han er ubestridt en al de ypperste Dyrkere af vor hjemlige Børneliteratur.
