« Tilbage til søgeresultaterne
Fællesskolen i England
Foredrag af Elly Nienstadt.
(Sluttet).
At Monitorens Pligt ikke var at opretholde Disciplinen, vil jo enhver kunne forstaa uden Ord. Paa det Omraade herskede Læreren i den Skole, som i alle andre. Men paa Korridorer, Trapper og Legepladser etc. var der visse Regler, som vi havde at holde os efterrettelig - og det var Monitorens Pligt at paase, at de blev overholdte, at gøre Kammeraterne opmærksomme paa Overtrædelser, og hvis det ikke hjalp, saa at melde det til Bestyreren. Man skulde tro, at et saadant Hverv nemt kunde avle Skinsyge, Misundelse blandt Eleverne indbyrdes, men det blev heldigt forebygget derigennem, at vi selv valgte vore Tillidsmænd, og at det gik efter Tur, forsaavidt som Embedets Varighed aldrig strakte sig over 8 Dage.
Et Par Ord kan jeg maaske her have Lov til at sige om Karaktererne eller rigtigere Mangel paa karakter og Straf i Skolen. Karaktererne i den danske Skoles Betydning af Ordet gaves ikke, gives der vistnok overhovedet ikke i engelske Skoler. I Fællesskolen i Fallowfield blev skriftligt Hjemmearbejde bedømt af Læreren. Et Eet-, To-eller Tretal med den paagældende Lærers Signatur oplyste os om, hvorvidt Arbejdet var godt, maadeligt eller slet. Skulde der af Eleven selv rettes paa Opgaven, manglede Signaturen bagved Tallet, og tørst naar den var der, havde vi Lov til at skrive videre i det paagældende Hæfte. I Klassen, ved Arbejdet, som blev udført under Lærerens Paasyn, være det mundtlig eller skriftlig, var der aldrig Tale om nogen som helst Karakter eller Bedømmelse. Før Feriernes Begyndelse fik Forældrene en „Report", skriftligt Vidnedsbyrd om deres Barn eller Børn, tilsendt. De var i Lighed med de ofte halvaarlige Vidnesbyrd i danske Skoler. Det var alt, hvad der var Tale om.
Og nu om Straffen. Der var jo uartige og artige Børn der ligesom andet Steds, og der maatte ogsaa straffes der som andet Steds; men der blev hverken pryglet eller skændt, skønt Pryglestraf ellers ikke er ubekendt i engelske Drengeskoler. Nej, hvert Barn havde i sin Pult en lille Æske med tolv smaa Kartoner eller Billetter. For Ordensovertrædelser, uartig Opførsel i det hele taget, mistede man et af sine „Arbejdsmærker"’, som de hed, men hver Fredag Eftermiddag inden Skolens Afslutning for Ugen, skulde de være paa Plads igen. De blev indfriet igennem et Kvarters ekstra Arbejde i Frikvarteret, imedens de andre legede, som ikke smagte godt. Saa hed det til Eksempel: „Nu skal Du gaa og luge i Haven og tænke over, hvad du bar gjort", eller lignende for livlige Børn kedsommelige Bestillinger blev os paabudt, og først naar det var gjort, kunde man melde sig og faa sit Mærke udleveret igen; Havde vi til Fredag Eftermiddag ikke opnaaet at faa vore Papirer i Orden, gik vi Glip af det, vi vistnok alle sammen, baade store og smaa, glædede os aller mest til i hele Ugen: den Times Haandarbejdsundervisning, hvor hele Skolen forsamledes, og vi alle syede, medens Historier blev fortalt. Jeg ser endnu hele Skolen sidde i den store Sal, saa vidt som muligt i en stor Kreds, Bestyreren paa Ærespladsen med sit bølgede graa Haar og Fløjelsjakke, med Strikketøjet i Haanden blandt Børnene, som skulde fortælle Historier ved Siden af ham. Alle vi andre med noget nyttigt i Haanden, medens Haandarbejdslærerinden gik stille omkring fra den ene til den anden og rettede og hjalp. Der blev sømmet, stoppet og strikket o. s. v. I de sidste Uger før Jul havde vi Lov til at Bringe noget „fancy-work" Broderi med hjemmefra, ellers var der kun Tale om Nyttesyning. Hvem der skulde fortælle Historien blev afgjort fra Uge til Uge. Man meldte sig, naar man havde Lyst, blev paa det venligste opfordret, naar Læreren mente, at en eller anden af Mangel paa Selvtillid ikke vovede at træde frem. Hvad man fortalte, blev overladt fuldstændig til En selv. Vi havde Lov til at citere et Digt, fortælle et Eventyr eller en Historie, vi selv havde læst eller hørt, endda selv opfinde, hvis vi ævnede det Bestyreren hjalp de smaa, hvis det kneb for dem, men stammede man for meget, maatte man holde op. „Det er vist bedre, Du forbereder dig en Uge til", hed det saa, og beskæmmet tav man stille.
Saaledes gled Aarene, syv stille, og dog saa betydningsfulde Aar af Barndomsalderen.
Jeg husker den Time; hvor jeg sagde Farvel til Skolen og alle dem, jeg havde kær derhenne; jeg husker ogsaa den Time, hvor jeg blev præsenteret for Bestyrerinden af den store Pigeskole ”The Manchester High School for Girls", hvor de næste Skoleaar skulde gennemleves; husker Bestyrerindens bratte Vending mod Moder, efter at hun havde talt et Par Ord til mig. „De siger, Deres Datter kommer fra Fællesskolen i Fallowfield. Det er godt. Vi faar flere Elever der fra; de er altid blandt vore bedste. De har lært at tænke, og er samvittighedsfulde." Større Ros kunde vel næppe udtales. Skolen i Fallowfield eksisterer endnu. Den gamle Bestyrer fra vor Tid har trukket sig tilbage; hans Datter, som har studeret i Newnham College, Cambrige, har overtaget Ledelsen efter ham. Da jeg for snart 4 Aar siden var i Manchester, viste hun mig de Forbedringer, som hun havde indført, deriblandt Sløidskolen. Hun er bleven sin Faders Principper tro, uden derfor at blive ensidig, som der maaske var Fare for under den gamle Herres Ledelse, og han har haft den store Glæde, at en af hans Elever har oprettet en Fællesskole i Sydengland de samme Metoder, som han hyldede!
