« Tilbage til søgeresultaterne
Billeder af Livet
Dagligstue, sen Aften. Fruen læsende. Hun vender sig og hilser paa sin Mand, der træder ind.
- Godaften Harald! Det blev sent i Aften.
- Ja, undskyld kære Laura. Jeg blev opholdt i Foreningen (sætter sig). Mødet havde nær endt med en lille Festlighed.
- Saah! I hvad Anledning?
- Det maa jeg fortælle dig (usikkert) Jeg var næsten paa en Maade Anledningen.
- Hvorledes Harald (ser paa ham, opdager, at han blusser). Hvad er der i Vejen? Der maa være sket noget.
- Ja, der er virkelig sket noget (Pause).
- Men saa sig dog (ængstelig) Gud, der er da ikke hændt en Ulykke? .
- Nej, men ser du, jeg kan næsten ikke, for du skal vide (pludseligt): Jeg er bleven udnævnt til Justitsraad!
- Hvad siger du (skyder Bogen bort og kaster sig tilbage i Stolen), til Justitsraad! Nej, det havde jeg dog aldrig troet at skulle opleve. Justits - ha, ha, ha!
- Finder du nu i Grunde det saa morsomt?
- Ja, det er guddommeligt. Du med dine Anskuelser udnævnt til Justitsraad.
- Egentlig har det da ikke synderligt med mine Anskuelser at gøre.
- Ih! Det er ellers mærkeligt, hvor meget der nu ikke mere har med dine Anskuelser at gøre. Er da Anskuelser noget, man kan anbringe som en rød Fjer i Hatten, eller skal de ikke, som du selv har lært mig, passe om Personligheden som en Dragt?
- Hvad jeg har lært dig, staar jeg ved, Laura. Men skal vi ikke debattere den Sag nærmere i Morgen. Det er paa Tide, at vi gaar til Ro.
- Saa gærne, Hr. Justitsraad! Hvad Hr. Justitsraaden trænger til, for Eftertiden er vist – Ro!
- Men Laura! At du kan opholde dig saadan ved en Bagatel!
- En Bagatel kalder du det. Men er det ikke just med Bagatellerne, vi skal begynde. Din Plads i Samfundet er dog saadan, at du næppe nogensinde faar Indflydelse paa de rigtig store Afgørelser. Saa meget mere paalidelig burde du være, hvor Talen er om Smaating! Justitsraad! Jeg vil slet ikke tale om, at Titlen selv er meningsløs. Men passer den paa dig? Hvad er der i dit Væsen og din Personlighed, som svarer til Justits? Du, som er saa svag og eftergivende, saa blød og hjertensgod. Justitsraaden sidder paa dig som en Dragonhjelm paa en Dameskræderinde. Der mangler Forhold, hvad vilde du sige, om nogen fandt paa at indføje et Rokokomotiv i Frue Kirkes Arkitektur? Du vilde være den første til at protestere. Men Bjælken i dit eget Øje bliver du ikke var. Nu skal du til at skilte med din egen Karaktersvaghed. Jeg synes, du forringer dig, Harald, uden Spor af Grund.
- Kære Laura (nærmere). I flere Henseender kan jeg give dig en vis Ret. Men læg Mærke til, at Ordner og Titler, der for Mændene af den gamle Skole var et i sig selv attraaværdigt Formaal, for mig med min moderne Opfattelse er en nødvendig Indrømmelse til Fortiden. At modtage disse dyre Udmærkelsestegn betragter jeg som en Slags Offer, Samfundsvedtægten kræver af os. Ordner og Titler er Magtsymboler. At give efter paa dette Punkt vilde være en politisk Svaghed - men det er sandt! Du forstaar dig jo slet ikke paa Politik!
- Nej Gudskelov! Det gør jeg ikke. Ellers havde jeg nu gaaet og tænkt mig et nyt Samfund, hvor vi blev fri, eller dog mere og mere fri, for Vægtere. Mændene af den gamle Skole aflukkede Ørstedsparken med høje Gærder og Gitre, og de satte stokbevæbnede Justitsraader ved Indgangene. Som Modsætning tænkte jeg mig det ny Samfumd, hvor Gærderne var faldne, og hvor vi alle liden Opsyn gik ud og ind i Solskinnet mellem de friske Blomster. Nu er der kommet en Justitsraad mere. -----
- Ja men en Justitsraad, Laura, der gaar omkring i Solskinnet og venter paa sin lille, kloge Justitsraadinde.
- Justitsraadinde! Derpaa havde jeg endnu ikke ofret en Tanke. Jeg er Justitsraadinde! Mig selv uafvidende og mod min Vilje! Hvor urimeligt og utaaleligt. (Han nærmer sig. Hun skyder ham bort.) Nej gaa ind! Træk Nathuen over Ørene, Hr. Justitsraad. Nu er jeg til Gavns oplagt (trækker en Skrivebordsskuffe ud). Jeg vil skrive i Bladene og protestere mod Jer, mod dig! Fornuftige Mennesker vil jeg spørge, om der er nogen Mening i, at Kvinder, som af Hjertet foragter Jeres „Magtsymboler", imod deres Vilje skal gaa omkring og hedde „Justitsraadinder" til deres Død.
- Ja som du vil, kære Laura. Nu gaar jeg ind og lægger mig,
Glem ikke Nathuen! Sov vel!