« Tilbage til søgeresultaterne
Til Bjørnstjerne Bjørnson
8. Dec. 1902.
Et Kvad burde det være –
Rigt som hans egne,
Den mærkelige Mand.
- - -
Men til Raadighed staar kun saa fattige
Ord,
For en af de Mange,
Der elsker hans Skjaldskab
Og gemmer hans bedste Ord i sit Hjærte.
Hav Tak, Du Mester med hvide Haar
For alle de stolte, de dejliqe Tanker,
Du strøde saa ødselt ud over Verden!
De sang i vort Øre og stemte vort Sind:
De frejdige Tilraab, der maned til
Handling,
De yndige Digte, der henrev til Glæde,
De Kærligheds Kvad, der blev Salmer
for Livet.
Høvding og Fører!
Myndige Aand.
Digter var Du som ingen i Norden!
Stoltere Draper ingen os gav.
Ikkun af selve en Urlivets Kraft,
Adlet i Selvtugt ved Kærligheds Magt,
Kunde saa livsstærke Tanker udspringe.
Vi prøved Dit Ord paa Dit eget Liv.
Vi saa, hvad Du kvad, var ej Ord alene;
Din Daad og Dit Ord søgte selvsamme
Spor. -
Mens Mænd og Kvinder af Evne øded
Al Tro paa et Samliv i Renhed og
Lykke,
Leved Du det, som de andre fornægted´,
Og sang med Jubel om det, som Du
lærte.
Med Højhed Du vidned´ for Verden
saa vide,
At frem Du for gennem Straalefryd
Og havde det herligste Rejsefølge:
Dig fulgte En med en Sjæl saa stor.
Det er længe siden,- men Du vidner
bestandig
En vidsynt Mand - og en Hjemlivets
Digter,
En Kærligheds Talsmand, -
Som tror paa Kvinder!
Og som har Storsind nok til at sige det.
Mester!
O, Mester.
Vi elsker Dit Livsværk,
I vort eget har det sunget sig ind.
Naaet er forlængst, hvad i Laboremus
Du bad.
Høsten er større, end nogen kan maale
Med Trøst til Mange og Styrke til flere,
Med Manna til Tusender, der ej endnu
er til.
