« Tilbage til søgeresultaterne
Bjørnson
Anatole Franco siger om Zola, at hans Værk i Storhed kan sammenlignes med Tolstojs. „Det er to store ideale Stæder rejst af Digtningen ved de to Yderpunkter af Europas Tænkning. Begge Stæder er Menneskekærlighedens, og Fredens Boliger. Men Tolstojs er Resignationens By, Zolas Arbejdets."
Hos Folkene af latinsk Dannelse, selv hos deres første Nation, Franskmændene, er Idealet imidlertid Samling, Orden og Lighed. Retfærdigheden og Friheden har et bedre Hjem hos de teutonske Folk. Derfor bliver Menneskene her stærkere. Fremskridtet bliver mange Gange større. Deres fredelige Arbejde breder sig over Landene. Og Bjørnson gaar foran i denne teutonske Kultur. Det er ikke Statsmagterne, der her udretter det meste. Det er ikke Kejser Vilhelms: „Saaledes befaler jeg det, saaledes vil jeg det", det er ikke hans Officerers og stramme Embedsmænds Regimente, der i Tyskland især fremmer Kulturen, det er det store tyske Folks trofaste Flid og Arbejde. Det er Englændernes og Amerikanernes ustandselige private Fremgang i økonomisk og anden menneskelig Udvikling, der gør dem til Nutidens første Folk. Vi Nordboer tror, at vi er af saa ædelt Blod som Nogen; vi er stolte .af den Del, vi har haft i Dannelsen af det engelske og det amerikanske Folk; vi tror, at vi med de to andre store Dele af den teutonske Race endnu kan tjene Retfærdigheden og Friheden, Menneskekærligheden og Freden, og at vi til dette Arbejde kan bidrage Kræfter, en Udvikling, Resultater, fuldt saa værdifulde som Slavernes og de latinske Folks. Det er i dette Arbejde, at Bjørnson er vor Leder. Han vil samle vore Folk, vor Race, hele Menneskeheden til Kærlighedens og Fredens Tjeneste. I sin Ungdom var han den store Talsmand for Sammenslutning mellem de nordiske Folk; han er tro mod sin Ungdoms Idealer; men han vil nu noget endnu større.
Bjørnson er dog ikke væsentlig Politiker; det er det større, almindelige Arbejde, hvori han gaar forrest. Han har det vide Blik, og han vil ogsaa skabe et praktisk Resultat, gøre Menneskene lykkeligere og bedre, bringe hele Verden fremad. Han bliver ikke staaende i Tjeneste hos det klassiske Skønhedsideal. Nydelse og Sidden i Ro er ikke hans Sag. Han elsker Kampen. Kampen for alt det Sande og det Gode, for Menneskehedens hele Udvikling.
Bjørnson er selv en af de stærke Personligheder, vi tror, kan blive til i vor Kultur. Han er udgaaet fra en af vore ædleste Stammer. Han er stor i personlige Forhold, i personlig Troskab, i Sans for alt menneskeligt. Som Tolstojs og Zolas er hans Værk Menneskekærlighedens og Fredens. Og han er her den store Kæmper for Menneskenes Ret og Frihed, for al menneskelig Udvikling, med os og for os, i vor Kamp.
