« Tilbage til søgeresultaterne
Bjørnstjerne Bjørnsons Syn paa Forholdet mellem Mand og Kvinde
Saavel Bjørnsons Skuespil „En Handske" som hans Roman „Det flager i Byen og paa Havnen" er som et mægtigt Raab mod den Samfundsanskuelse, der ikke ser noget ondt i Mændenes løse Forbindelser før Ægteskabet, ja endogsaa fordrer en stiltiende Godkendelse deraf, idet saadant ikke maa tages for nøje fra Kvindernes Side. Blot det ikke er kendt, eller blot det ikke er kommet til Skandale, saa er der i Grunden ingenting sket. Uretten mod eget Sind og Legeme, Uretten mod den vordende Hustru, Uretten mod den anden eller de andre Parter i de løse Forbindelser, Uretten mod Børn, der forud er dømte til at fødes ind i en Verden af Uregelmæssighed - alt dette er intet, skal regnes for intet: Manden er lige god for det; Tingen har, trods alle de deraf flydende Ulykker, i Flertallets Øjne Aarhundreders Hævd og kan ikke være anderledes.
I vore Dage er dog lykkeligvis et lille Mindretal begyndt at rejse Tvivl om det forsvarlige i Opretholdelsen af denne mandlige Forret. Men Kampen bliver haard, thi de allerfleste er endnu af samme Mening som Matadoren Christensen i „En Handske": „Vilde det ikke blive netop Landenes dygtigste og kraftigste Ungdom, man kom til at forstøde", om Dommen paa dette Punkt ændredes, om man gav sig til at fordre den samme Renhed af Mænd, som disse fordrer af den Kvinde, de skal ægte? „Desuden er disse Doktriner imod Tingenes Natur og Orden"; skulde de gælde, vilde de tillige „ramme en stor Del af Verdens Literatur og Kunst, en stor Del af det skønneste, og mest henrivende i vor Tid." - „Og de store Verdensstæder! De vilde jo trues med Ruin," thi de bestaaende Sæder er netop „en af deres rigeste Faktorer, en af deres mægtigste Kilder! Ingen, som har set det, tvivler; man lader bare, som man Ikke forstaar."
Ja, svarer Koret; det er klart, og det bliver aldrig anderledes!
Naturligvis: hvor Troen mangler, flyttes ingen Bjerge - og et Bjerg er denne samvittighedsløse, Sind- og Hjerte-fordærvende Anskuelse; lige nedværdigende for Mænd som for Kvinder, men desuagtet understøttet selv af dem, der ikke personlig hylder den; thi alene den Kendsgerning, at endogsaa disse holder Anskuelsen for uomstødelig, er en Hindring for dens Fald (Provsten i „Det flager --" og Lægen i „En Handske").
Godt da, at der er dem der véd, at Bjerge kan synke i Grus! Blandt disse er Bjørnson en af Førerne; djærvt har han hugget til, klart og uden Overdrivelse har han skildret den store Almenheds Opfattelse; hele sit rige Digtersnille og sin stærke Aands Kraft har han lagt ind i Kampen og rejst Spørgsmaal paa Spørgsmaal, som han søger at besvare.
Naar det om Mændene er kommet til at hedde: „Saadan er de alle", kommer saaledes Bjørnson og spørger: Men h v o r f o r er det saa ? og hans Svar lyder: Paa Grund af Mændenes Herskervane, paa Grund af deres ubestridte „Forret" - der er jo ingen, der har lagt dem det „glade” Ungdomsliv til Last; men ogsaa: fordi Kvinderne har taalt det.
Men hvorfor har Kvinderne taalt det? Der er dog saa mange rene og gode iblandt dem. Fordi, svares der igen, fordi man ikke har været ærlig imod dem; fordi man har holdt dem i Uvidenhed paa dette som paa saa mange andre Punkter, og saaledes udnyttet og vildledet deres medfødte Kær-lighedstrang; fordi man Slægt efter Slægt har opstillet det legemlige Moderskab som Kvindens eneste virkelige Kald; fordi man - hvad de daarlige bryder sig fejl om, men hvad der virker knugende paa de gode - først og sidst og med teologisk Bistand har hævdet Mandens Herredømme og Kvindens Underkastelse.
Og hvordan bærer da Kvinderne den Kundskab og den Erfaring, som erhverves i Ægteskab med letfærdige eller hensynsløse Mænd? Ja, de zarteste Naturer knækkes; de tapre og kloge med den store Kærlighed tager Kampen op og sejrer stundom; Flertallet dels sløves, dels forsimples eller bliver selv letfærdige. - Og de ugifte, de løst forbundne? Nogle rejser sig, andre forsumper, og ikke faa gaar hjælpeløst under, bliver en Gift for Samfundet. I „Det flager ---" har Bjørnson for en Del ladet Ofrene og Affaldet tumle sig i Fattigbyen opad Bjerget, hvor Sæderne er, som de kan være: en raa Udgave af den sminkede By ved Havnen; saa raa, at Individerne ikke er uden Taknemmelighed mod de „store" Herrer dernede, blot de har en nogenlunde aaben Haand.
Men - giftes, for enhver Pris giftes, er dog stedse Løsenet, for de unge paa egne Vegne og for Forældre paa Børnenes. „Et godt Gifte", som Matadoren i „En Handske" siger, „foragter de alligevel ikke" ; ja, vi kan saamænd gerne tilføje: heller ikke et tvivlsomt.
Man overser, siger Digteren, at ogsaa Kvinden har et selvstændigt Livsmaal, og at ogsaa den ugifte Stand har sit Værd og aldeles ikke skal kastes Vrag paa - hellere intet Ægteskab end et daarligt. Fordringerne maa højnes, og det baade for vor egen og for Slægtens Skyld. Ægteskabet er for alvorlig en Pagt til at sluttes paa det blotte Grundlag af Forelskelse eller som Udslag af Forældres Forfængelighed eller af Forretningsdrift (Familierne Engel i „Det flager-" og Riis i „En Handske").
Har nu Bjørnson i de her nævnte Arbejder belyst alle disse og endnu flere Forhold og, til Værn for Kvinder, uden Sky blottet sit eget Køns Overgreb, paa samme Tid som han med Styrke har stillet Kravet om en gennemgribende Forandring i hele Kvindens Samfundsstilling, saa fortjener Digteren i ikke ringere Grad en Tak fra os i Kvinder, fordi han i sine to sidste Værker, „Laboremus" og „Paa Storhove" værner Manden mod besnærende Kvinders Rænker. Ja, saa tappert hugger Bjørnson her løs, saa harmbetagen over disse Kvinders dæmoniske Indflydelse synes han, at de næsten betragtes som virkelige Djævle, der simpelthen skal dræbes og ikke blot uskadeliggøres. I alt Fald mindes jeg, at Lydia i „Laboremus" - skønt. Digterværket i Virkeligheden tillader en anden Fortolkning - senere i en Bladartikel af Digteren selv blev henvist til hin Kategori. Men, sagtens ihukommende sit eget smukke Ord fra en tidligere Lejlighed: „Alt i Verden er underlagt Kærlighedens Genskabermagt, bliver den bare prøvet", lader dog Bjørnson nu, i „Paa Storhove", ved Synderindens Forsvinden hendes Modsætning, Margrethe, Kvinden med den alt omfattende Kærlighed klagende udbryde: „O, havde jeg Tid, og havde jeg hende alene!"
Saa fornægter da Digteren med det letbevægelige og stærke Gemyt heller ikke her sit varme Hjerte.
