« Tilbage til søgeresultaterne
Sigurd Slembes og Tora Parsbergs Digter
„Jeg anser Jorden for højst fornem og beundringsværdig paa Grund af de mange forskellige Forandringer og Frembringelser, der uden Ophør foregaa paa den."
Galilei (Høffding, nyere Filosofis Historie.)
De første Slægtled, som voksede op under Indflydelse af den store, norske Digtning, begyndte Livet med et højt Mod. Det var os selv, vi hørte, naar den unge Sigurd Slembe - Bjørnson kom rygende ind med sit: „Det er umuligt, at det kan gaa galt!" Og med høje Maal. „Jeg tåler ingen uret!" - dette var ogsaa os, ligesom det var os, som nok vilde ha Magt, men kun for at „der, hvor jeg er, får ingen, lov at slås, at holde støj, at true eller banne, - fred overalt!"
Saa kom - i 64 - et Slag, der øvede en bedøvende Virkning. At rejse sig fra det kostede næsten de Kræfter, man ejede.
Senere begyndte man at tænke mere paa sig selv, at undre sig, ikke over, at Verden var vanskelig - det havde man faaet lært -, men over, at den skulde være saa meget mere vanskelig for En selv, og Ens Medsøstre end for de Mænd, man saa omkring, sig, og som man syntes havde ikke saa mange flere Evner og ganske sikkert ikke færre Svagheder end vi.
Da stod ogsaa Bjørnson der og gav Fortrøstning. At læse „Betragtninger" over sin egen Underkuelse var een Ting, en anden at se en levende Kvinde - Valborg - gaa stærk og sejrrig frem over Scenen, løsende en af de Opgaver, der laa og ventede paa os. Der skød ny Krav frem i Sindene; - ogsaa dem tolkede Bjørnson. Saaledes da Svava kastede sin Handske, da Thomas Rendalen maatte tage Prygl af sine smaa, kvindelige Skolekammerater, da Leonarda gengav „de store Følelser" deres Værdi, og da Magnhild og den med hende beslægtede Ragni gik stolte og rene bort fra deres smudsige Ægteskab til en sandere Kærlighed. Det dybeste Greb i Kvindens Psykologi tager dog vist Bjørnson, da han lader Tora Parsberg knæle ned for det, som er svagt - men dog i sin inderste Grund det bedste - hos Paul Lange. Thi aldrig er vel en god Kvinde gladere, end naar hun kan støtte og rejse det ædle, der er kastet i Støvet af ydre Brutalitet eller indre Svaghed eller af begge Dele i Forening. Og ingen Smerte kan vist føles dybere af hende end den, Tora led, da hun maatte se Poul Lange glide fra hende ind i Mørket, en Smerte, der ikke var ulig Sigurds Sorg over at forlade „det dejlige Land", han havde tænkt at gøre saa meget godt.
Bjørnson ved det, at saadan var mangen Gang Kvindernes Lod, som Sigurd Slembe at maatte staa og tigge - forgæves - om Lov til at bruge sine Kræfter der, hvor man vil bruge dem, i Tjeneste hos Livets store Magter. Han ved det, som man kun ved det, man selv har oplevet noget af.
Den gamle Vismand, der er citeret ovenfor, lærte Verden, at Bevægelse er Livets Lov. Det er ikke noget nyt, at en Digter lever hastigere, mer bevægeligt og mangfoldigt end almindelige Mennesker; men nyt er det og fint og fornemt tillige - saa vist som Paaholdenhed med aandelige Goder er Tarvelighedernes Tarvelighed - at nogen saa aabent og ødselt som Bjørnson giver os andre Del i alt, hvad han selv gennemlever. Han kaster sit Brød paa Vandene; - vi Kvinder faar vor gode Del deraf, og for dette sender vi ham i Dag vor inderlige Tak.
