« Tilbage til søgeresultaterne
Tro
En Erindring fra Fredsmødet i Aarhus 1893.
Det var en dejlig, varm Sommerdag, Bjørnstjerne Bjørnson stod paa en Talerstol under Bøgetræer og talte til forventningsfulde Mennesker. J
„Ikke Politiken alene, ikke Videnskaben alene, ikke den økonomiske Velgang alene kan frelse et Folk, det kan alene Troen gøre" begyndte han.
Tæt fremme under Talerstolen stod et ungt Menneske, som lyttende studsede ved disse Ord. - Alle vidste jo, at Bjørnson ikke var, hvad man kalder „troende"; hvad kunde han da ville prædike for en Tro til Folkenes Frelse?
Dette her Menneske under Talerstolen hørte til dem, hvem det ikke var lykkedes at lodse „Barnetroen" uskadt gennem Opvækstaarenes Skær og Brænding; der var saadan falden et Stykke overbord efterhaanden, indtil det paa Konfirmationsdagen blev klart for Mennesket, at nu var der slet ikke mere tilbage.
Og Mennesket følte sig ulykkeligt derved; det var saa fattigt ikke at have nogen Gud at takke, naar man var glad, at klage til, naar man var bedrøvet; - fattigt ikke mere at høre Salmebogen som et Brus af Englevinger under Kirkens Hvælvinger, og fattigt ikke at have noget Paradis at drage ind i, naar man var færdig med dette Livs Genvordigheder. Men alle Forsøg paa at finde og samle de tabte Stumper til et Hele, mislykkedes og maatte opgives. Livet var bankerot paa Mening, det havde ingen Maal. Man kunde ganske vist stræbe henimod Menneskeslægtens Fremgang; men var Menneskeslægten en saadan Stræben værd? Var man overhovedet selv noget som helst værd, naar det rigtig kom til Stykket? - Det unge, varme Hjerte skælvede alt under de første Pust af den kolde Menneskeforagts isnende Frostvind. En svimlende, druknende Følelse af at være et tilfældigt, meningsløst Fnug midt i det hele uendelige, meningsløse, tilfældige Kaos, truede med at overvælde Mennesket.
Saa var det ikke saa sært, at det Menneske lyttede, da det hørte, at Bjørnson kendte til en Tro, som kunde frelse Folkene.
Og Bjørnson skuffede ikke.
„Gud" blev opløst i Godhed og Retfærdighed, som boede i Menneskenes Hjerter, og som henfarne Tiders naive Mennesker digterisk og fantasifuldt havde symboliseret i Gud og anbragt i Himlen, for at de bedre kunde ses og dyrkes af alle. Men Godheden og Retfærdigheden var i Hjerterne, og kunde dyrkes, udvikles og fremkaldes der hos alle Mennesker - dette var den Tro. foruden hvilken al Stræben var meningsløs, alt Arbejde haabløst!
Mennesket under Talerstolen fornam, som faldt der Skæl fra Øjnene. Det skyndte sig at se efter inde i sig selv - og se, det var sandt, Godheden og Retfærdigheden var virkelig derinde i Hjertet! Og da det atter gennem lykkelige Taarer saa op mod Bjørnson, da straalede Godheden og Retfærdigheden saa tindrende fra hans Aasyn, at hver Skygge af Tvivl og Kulde maatte svinde derved som Dug for Solen. En usigelig befriende Følelse af Fred og Lykke faldt over Mennesket: Livet havde Mening og var fuldt af store Maal mod hvilke man kunde stræbe hen, selv under de beskedneste Kaar.
Aar er rundne siden denne Dag. Men den Tro, som Bjørnson forkyndte, blev for Mennesket den aldrig svigtende Bærer og Opretholder i Sorgen, den glade Opmuntrer under Arbejdets Byrder, den virkende Stjerne paa Fremtidens Himmel.
Derfor bringer Mennesket Bjørnson sin inderligste Tak.
