« Tilbage til søgeresultaterne
Jeg mindes
Jeg mindes det var Sommer,
ud over hele Landet
var grønt, og Blomster blomstred,
og Bølger slog mod Sandet.
Det var af Solen glødet,
af Sol var Havet mættet,
og Sejl, af Solen hvide,
det blaa, det dybe spætted.
Jeg fulgte Strandens Linje,
en Ged imellem Stene
af stride Strandgræs nipped
og bræged, vemod-ene.
Blandt Marehalm, som bølged
og tegned Rids i Sandet,
jeg lagde mig til Hvile
og stirred ud mod Vandet.
Mod Tanget langs med Stranden.
i Døs sig Bølgen slængte,
og i dets grønne Filter
en Glans af Bobler sprængte.
Der laa en Baad og vugged
taalmodig i sin Kæde,
mens Solens Varme flimred
henover Toft og Sæde.
En Vipstjært over Sandet
med sirlig Omhu tripped
og med sin Hale Takten
til sine Tanker vipped.
Paa Grænsen mellem Vaagen
og gyldne Drømmes Gliden
laa Jord og Hav omkring mig,
og standset syntes Tiden.
Og alle mine Tanker
med Solens Lys sig blanded,
jeg mindes det var Sommer
og Sol og intet andet