« Tilbage til søgeresultaterne

Ægteskabsloven

Af: Ellen Plum

« Se emneord

I Tillæg til „Kristeligt Dagblad" af 28. November udtaler en Indsender, n - n sig om Kvindens Stilling til Lovforslaget om obligatorisk borgerligt Ægteskab. Der menes, at dette Spørgsmaal utvivlsomt maa være af samme Interesse for Kvinden som for Manden og det vilde derfor ikke være mere end billigt,  om hun fik Lejlighed til at indvirke paa dets Afgørelse. Vi Kvinder er jo desværre foreløbigt udelukkede fra enhver Indflydelse af den Natur. Vi maa nøjes med paa Tryk og i Samtaler at fremstille vore Meninger, og det er næppe rimeligt, at de vil komme til at veje meget i Vægtskaalen.               

Endogsaa den velvillige Indsender i „Kristeligt Dagblad" synes at mene, at det er overflødigt for Kvinderne at udtale sig. Han skriver nemlig : „ Hvad Kvindens Svar paa en saadan Fore­spørgsel vil blive, ved vi Mænd for­resten saa inderlig godt, hun ønsker sit Ægteskab stiftet i Kirken ved Præsten, ikke sandt?" Ja, naar n-n ved det saa inderligt godt, hvorfor saa egentlig spørge? Sagen er jo saa paa Forhaand afgjort.

Det turde dog være muligt at n-n forregner sig, naar han tror, at de 99 af 100 Kvinder vil fastholde dette Standpunkt. Det er tværtimod utvivlsomt, at Indførelsen af borgerligt Ægteskab, uafhængig af Trosbekendelse, vil virke befriende for en stor Mængde Kvinder. Dette gælder vist ikke alene for de Kvinder, som har skilt sig ud fra Kirken; selv ortodokse Kvinder vil føle det som en stor Fordel at kunne undgaa kirkelig Vielse, naar deres Brudgom er imod Folkekirken, uden at have agtet det Umagen værd officielt at udmelde sig af den.

Uendelig pinligt maa det være for en alvorligt troende Brud at staa foran Alteret ved Siden af en fornægtende Brudgom. Selv paa lige­gyldige Tilskuere kan det virke saare forargeligt at se en anerkendt Guds­fornægter staa som en af Hovedpar­terne i en for andre hellig Handling, der for ham kun er en Farce. Man maa undre sig over de mange Brude, der har fundet sig i noget saadant; det maa antages, at kun Frygten for at foretage et opsigtsvækkende Skridt har afholdt dem fra at søge borgerlig Ægteforening.

Hvis Loven gennemføres, vil i Fremtiden slige Betænkeligheder falde bort. Borgerlig Ægteforening bliver saa almindelig, den kirkelige Vielse kan undgaas. Der er noget i høj Grad frastødende ved Tvang overfor det kirkelige, hvor kun Sandhed og In­derlighed i det Religiøse burde være det afgørende. Af Tvang fremgaar overhovedet intet godt; frit Valg bør kunne træffes til begge Sider.

Hidtil har de, der har været imod kirkelig Vielse, kun med Vanskelighed kunnet undgaa denne. Vanskelighe­derne bør nu ikke lægges over paa dem, der ønsker en saadan.

Sikkert vil den dobbelte Ceremoni medføre Udgifter og medtage Tid, hvorved det vil gøres vanskeligt under mindre velhavende Kaar at søge Kirkens Indvielse, efter at den obliga­toriske borgerlige Akt er gennemgaaet. Saaledes vil Loven altsaa til en vis Grad komme til at udøve Tvang imod dem, der af religiøse Grunde ønsker at holde sig til Traditionen.

I Folketinget er der da ogsaa ud­talt Ønske om, at saavel borgerlig, som kirkelig Vielse maa blive aner­kendt som juridisk binderide, saaledes, at kun en af Formerne behøver at iagttages til lovligt Ægteskabs Indgaaelse. Naar Præsterne forpligtes til at indregistrere de foretagne Vielser hos de borgerlige Myndigheder, synes der ikke at kunne afstedkommes Vanskeligheder ved at bibeholde den kirkelige Vielses Gyldighed ved Siden af den borgerlige. Paa den Maade vil Loven medføre Fremskridt og Fordele, uden at være ledsaget af Tvang og Brud. Der vil til begge Sider være udvist en Liberalitet, som er i Overensstemmelse med Tidens Aand og Løsen: Frihed under Loven for alle Anskuelser.

Til Slutning kun nogle paaskønnende Ord af n-n`s Udtalelser om Kvindens retslige Ligestilling med Mandens, som „den kristelige Grund­tanke, der bærer Menneskeheden fremad og opad i Kultur."

Fra kirkelig Side er vi i Mod­sætning hertil vante til at blive min­dede om, at „Manden er Kvindens Hoved", at Kvinden skal tie i For­samlinger og meget andet af samme Natur.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner