« Tilbage til søgeresultaterne
Kriminalasyler
Det begynder at blive uhyggeligt herhjemme i „det lille fredelige Danmark.” Endnu i min Ungdom var det en ganske almindelig Forestilling, at den Slags brutale Forbrydelser, som spurgtes fra andre Lande, - selv fra et Land, der ligger os saa nær, og hvis Folk er vort saa nær beslægtet som Sverig - var utænkelige her.
Men den bitre Kendsgerning er, at trods religiøs Vækkelse, trods Oplysning og trods bedre, sociale Vilkaar for de underste Samfundslag, er Danmark i Færd med at naa paa Højde med baade Frænde- og Nabolandet hinsides Sundet og Storstaterne i Procenttallet af Mord, særlig forbunden med Angreb paa Kvinder.
Det er Tidens Nydelsesfeber, der aabenbarer sig i disse oprørende Forbrydelser. Denne Feber griber hurtig den opvoksende Ungdom. En 17aarig Knægt i Ørslev faar Lyst til en Cycle, og slaar en Mand ihjel for at faa Penge til Indkøbet. Arthur Jørgensen vilde, - skønt kun et Par og tyve Aar gammel, - være sin egen Mand, gifte sig, faa Moderens Forretning, og saa slaar han hende ihjel med en Raahed. som man ligefrem stejler over. Hjortshøjmordet er endnu uopklaret, men derfor ikke mindre grufuldt. Sikkert spiller Skinsyge her en Hovedrolle, hvis da ikke Udaaden er øvet af en sindssyg Person, der har myrdet blot for at myrde, eller som har villet sikre sig mod Ubehageligheder efter et mislykket Voldtægtsforsøg.
Thi det er, som man ved og let indser, denne Frygt for Straf, der fra Voldtægt eller Forsøg derpaa fører til Mord paa Kvinder. Det var ogsaa dette, der kostede den unge Pige i Ørsted Livet.
Øvrigheden synes at have begaaet en alvorlig Forsømmelse ved at lade Jens Stryg gaa omkring, som om han var et normalt, skønt det vidstes, at han var et abnormt Individ. Ganske kort forinden havde han nemlig faaet Rottingstraf for Uterlighed mod nogle Smaapiger, og Øvrigheden vidste, eller burde vide, at det ikke var den eneste Gang, han havde gjort sig skyldig i denne Perversitet. Han faar sine Rotting, efter at Lægen har undersøgt ham og erkendt hans abnorme kønslige Udvikling og ustyrlige Kønsdrift. Og saa sender Øvrigheden ham ganske rolig hjem og lader ham gaa løs!!
Intet Under, at Befolkningen paa Egnen føler Harme ved slig utilgivelig Mangel paa Omtænksomhed hos Myndighederne, der baade har Ret og Pligt til at holde slige Personer i Forvaring.
Der fandtes her i Bladet i Sommer en Artikel, der ligefrem raadede Kvinden til at gaa bevæbnet med Revolver og skyde enhver Mandsperson ned, som truede med Vold. Jeg for min Del finder det aldeles rigtig og forsvarlig, at en Kvinde værger sin Ære, om det saa skal være ved at skyde den Usling ned, der antaster hende. Han ligger paa sine Gerninger, og ham sker kun hans Ret, - vel at mærke, naar han er ved sin Fornufts fulde Brug og ikke en stakkels sindssyg. Ogsaa i dette Tilfælde, maatte en Kvinde være beføjet til at tage hans Liv, om ingen anden Redning var forhaanden, men Samfundet havde her begaaet den alvorligste Pligtforsømmelse ved at nødvendiggøre Nødværget.
Der er bleven sagt, at man maatte være berettiget til at behandle Mandspersoner som Jens Stryg, ligesom man behandler Hanhunde, Tyrekalve og Hingsteføl, som ikke skal bruges til Avledyr.
Bortset fra, at man maaske ikke en Gang ved at gribe til dette Middel beskytter Kvinder mod Overfald af Kastraten - thi den unaturlige Brynde kan meget vel bevares selv om Forplantningsevnen er ophørt, - saa føler man dog straks, at slig Lemlæstelse strider imod den humane Bevisthed. Med Mandskraften vil hos de fleste ogsaa den aandelige Spændekraft tabes. Samfundet kan under ingen Omstændigheder have Ret til at overgive noget af sine Medlemmer til sløvhed og Aandssvækkelse. - Det maa netop være Opgaven at rejse, hvad der endnu maatte findes i slige Individer med sygelig Kønsdrift, til Modværge mod Sygeligheden.
Herved staar vi ved Tanken om en Særanstalt eller dog om Særbehandling for Forbrydere af denne Art. Om Jens Stryg skal Distriktslægen have udtalt, at ingen som helst Straf vil kunne gøre Indtryk paa ham saaledes, at han holdt sin Lidenskab i Tømme. Han er værgeløs i Driftens Vold.
For Personer af denne Art, der er saa ubetinget farlige for deres Omgivelser, men som ikke kan betragtes som ansvarlige Væsener, er Kriminalasylet eller en særlig Afdeling ved Sindssygeanstalterne det eneste rette Sted. Dansk Kriminalistforening tog Spørgsmaalet op til Overvejelse for nogle Aar siden ved sit første Møde. Meningerne om Enkelthederne var delte, men der var Samstemning i Hovedsagen: at Forbrydere med perverse Tilbøjeligheder, der berøver dem Viljen, bør undergives psykiatrisk Behandling. Erfaringer viser, at meget kan udrettes ad denne Vej. - Ogsaa „Tidskrift for Fængselsvæsen” har indeholdt en Artikel om dette Emne.
Revolveren kan være god nok i yderste Nødsfald, men den er ikke Lægemidlet for Samfundets Sygdomme.
