« Tilbage til søgeresultaterne

Samfundsfarligt Arbejde

Af: Helga Sørensen

« Se emneord

Naar man i December Maaned tager Jule­udstillingerne i Øjesyn og iagttager Travlheden, der hersker i de større og mindre Forretnin­ger, de mange Hænder, der er sat i Bevægelse for at tilfredsstille Køberne og ordne den Mængde Pakker, der skal bringes ind i for­skellige Hjem for der at aabnes i Julelysenes Straaleskær til mer eller mindre Overraskelse for sine tilkommende Ejere, da tænker man maaske, at alt dette Røre maa bringe ikke blot flere Penge i de store Forretningers alt i Forvejen velfyldte Kasser, men ogsaa Brød til en Del Arbejdere og derved bidrage lidt til at bortjage nogle af de Nødens og Elendighedens Spøgelser, der, saasnart Vinteren indfinder sig, lister sig frem af Krogene og udstrækker sine Fingre efter de smaa i Samfundet, der staar værgeløse, som lammede af Arbejdsløshedens frygtelige Mare, - Ja, tilsyneladende er der Grund nok til denne Antagelse; men de, der kender Forholdene rigtig, ved, at kun en for­svindende Del af Forretningernes Julearbejde udføres af dem, for hvem Arbejdet er Eksistens, og udfører de det endelig, er de i de fleste Tilfælde Genstand for den grimmeste Udbytning fra Arbejdsgivernes Side.

Flere af vore største Forretninger lader deres Syersker medvirke ved Juleekspeditio­nen, hvilket der jo i og for sig ikke er noget at sige til, naar de kan undvære dem paa Systuerne; men at der forlanges, at de unge Piger daglig skal arbejde 2 à 3 Timer læn­gere end sædvanlig for den almindelige Dagløn, der i Forvejen er ringe nok, er overor­dentlig tarveligt.

Indehaveren af en meget stor Legetøjsfor­retning faar sin Juleekspedition besørget endnu billigere, idet han nemlig antager de dermed beskæftigede Damer paa den Betingelse, at de intet skal have for deres Ulejlighed uden et Gratiale, „hvis Forretningen gaar godt”.

Man maa jo forbavses over, at en Mand vil nedværdige sig til at modtage saa meget Arbejde uden noget Vederlag; men endnu mere mærkeligt er det dog, at han faar langt flere Tilbud, end han behøver. Vidner dette ikke paa den grelleste Maade om den Mangel paa Selvagtelse, paa Evne til at vurdere Tid og Arbejde, som man træffer hos Kvinderne i alle Samfundslag?

Det er jo forstaaeligt, at det ikke er Ar­bejdernes Døtre, der melder sig med de sidst­nævnte Tilbud, men derimod Mellemklassens unge Piger, der ikke behøver Arbejdet for at eksistere, men for hvem det omtalte Gratiale, som Principalen „velvilligt” stiller dem i Udsigt, er en ganske velkommen Lom­meskilling, det morer dem at „staa i Forret­ning”, og de har ikke fjærneste Tanke for, at de herved tager Brødet ud af Munden paa en Mængde fattige Kvinder, der kun har dem selv og deres Arbejde at stole paa. Men kan disse unge Piger ikke selv indse, hvilken skamløs Smudskonkurrence de herved deltager i, kunde man vel forlange, at deres respektive Fædre skammede sig herover og mulig søgte at oprette, hvad de hidtil har forsømt, nemlig at lære Døtrene saavel som Sønnerne, at »Tid er Penge;« thi hvad andet end Opdragelsen er Skyld i, at Mændene, lad dem være af nok saa »god Familie,« sætter alt ind paa at opnaa saa meget saa muligt for deres Arbejde, hvorimod man hører mangen ung Pige med Stolthed fremhæve, at hendes Faders Stilling sætter hende i Stand til at arbejde gratis.

Kun paa eet Omraade er det samfunds­nyttigt at ofre sine Kræfter uden Vederlag, nemlig paa Humanitetens store Arbejdsfelt; men her er ogsaa rigelig Brug for enhver, der føler Trang til Virksomhed, endskønt de­res pekuniære Stilling er saaledes, at de ikke behøver at være Lønarbejdere.

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner