« Tilbage til søgeresultaterne

Et Forældremøde

« Se emneord

I Haderslevgades Skole holdtes 7. Dec. et Møde, hvortil Forældre til Børn, der gaar i Skolens laveste (6te) Klasser, var indbudte. Foruden Skolens Inspektør, Hr. R. Thye, der havde samvirket med Skolekommissionen for at bringe Mødet i Stand, var alle Skolekommissionens Medlemmer (Hr. Pastor Just Christensen, fhv. Forstanderinde Frk. Anna Hjort og Hr. Skolebestyrer Sødring) samt Læ­rere og Lærerinder ved Skolen til Stede. Der blev talt om Forholdet mellem Skole og Hjem, og Forældrene samtalte med Lærere og Lærer­inder om deres Børn og om Skolens Gerning i det hele. Vi gengiver en Del af det Fore­drag, som holdtes af Frk. Hjort:

„Der tales i vore Dage saa meget om, at man bør slutte sig sammen for at blive stærk; og det er ogsaa et sandt Ord. Saadan skal vi ogsaa her slutte os sammen, vi, Skole og Hjem, saa bliver vi ogsaa stærke til det Arbejde, vi har til fælles. Og det Ar­bejde, vi har til fælles er jo at faa Børnene oplærte og opdragne godt, saa at deres Liv kan blive til Gavn og Glæde baade for dem selv og for Samfundet. Men naar vi nu skal være sammen om et saa vigtigt Arbejde, saa maa vi ogsaa gerne kende hinanden, saa at vi kan komme til at forstaa hinanden; og det skal disse Møder jo ogsaa arbejde hen til.

Min Mening er nu, at det er en storartet Hjælp for Forældrene, at der staar disse præg­tige Skolebygninger med aabne Døre og kalder paa Børnene. Og jeg tvivler heller ikke om, at mange Forældre er taknemmelige derfor, men saa gælder det om at støtte Inspektør, Lærere og Lærerinder i deres Arbejde for at faa det bedste ud af Skolegerningen.

Den første Betingelse for, at Børnene skal kunne faa noget godt ud af Skolearbejdet, er jo, at de er til Stede ved Undervisningen; og dette passer jo ogsaa største Delen af Hjemmene, naar ikke Sygdom hindrer Barnet. Men der er een Ting, der er en Skam for Skolen, og det er det, at der dog hver Maaned maa betales mange Mulkter. Det kan Hjemmene ikke være bekendt, og jeg længes efter den Dag, da det er gaaet op for alle vore Hjem, at de skylder baade deres Børn og Skoler, at de ikke giver Anledning til Mulkten. Enhver, som vil, kan jo undgaa den!

I vore Dage byder jo Skolerne den jævne Stand saa godt som alt, hvad der bydes de højere Stænder, og det er glædeligt; men der er den Fare derved, at Nøjsomheden na­turligvis ikke udvikles tilstrækkeligt. - Og skulde den større Oplysning føre til, at Bør­nene kom til at ringeagte det jævne Arbejde, saa var vi paa gal Vej. Vi maa lære at forstaa, at det har Betydning for hele Sam­fundets Vel, at „Mor” skurer sin Gryde godt, - tænk blot, hvor langt sundere den Mad bliver, der er lavet i en ren Gryde, og tænk paa, hvor vigtigt, at Børnenes Kost bliver sund, og hvor langt dygtigere den Slægt bli­ver, der vokser op under renlige Forhold -, og det har Betydning for hele Samfundets Vel, at „Far” passer sit maaske lille Arbejde med Paalidelighed, lige saa megen Betydning, som at Manden med den store Bedrift passer sit. Vi maa lære selv og lære vore Børn, at intet godt Arbejde maa ringeagtes, og vi maa lære at nøjes med det Arbejde, der passer for os. Og er vi ærlige og udhol­dende med det, saa kommer vi netop derved til at tjene vort Land i Lighed med Stor­manden.

Nøjsomheden bringer Glæde, og Glæ­den bringer Mildhed, dog staar vi med et mildt Sind lige over for hinanden, saa kan vi bedst faa noget ud af Arbejdet!” - - - -

Der er jo ikke Spørgsmaal om, at dette Møde er en Frugt af den kvindelige Indflydelse i Skolekommissionen, som jo forhaabentlig ogsaa.i Fremtiden vil ytre sig i samme gode Retning.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder