« Tilbage til søgeresultaterne
Af vor Brevkasse
Et Ønske.
Maa jeg faa Lov til i al Beskedenhed og Korthed at udtale et Ønske, - det nemlig, at Mariane Nielsens Artikel i Kv. og Samf. Nr. 25 med Overskriften „Tro” ikke var fremkommen! - Thi alle vi, som, er saa naive at mene, at vi ikke kan leve vort Liv alene, i, eller nøjes alene med Troen paa det Godes og det Retfærdiges Udvikling i de menneskelige Hjærter, - men som holder af og beundrer Bjørnstjerne Bjørnson, som den store Digter, den retfærdige Menneskeven, den brave og noble Mand og Person han er, kan kun blive bedrøvede og ilde berørte ved paa en Højtidsdag, som den
8. Decbr.1902, at se netop den Side, der for os staar som Bjørnsons Skyggeside, blive hyldet. - Al den Stund vi netop ønsker og er overbeviste om, at denne Mand, som gaar paa Guds Veje, men uden at kunne se Gud, som er Vejenes Maal, og som er naaet op paa de højeste Fjeldtinder, at han, inden sit Livs Aften, maa naa helt op „over de høje Fjelde!” - Og jeg vil tilføje Ønsket om, at hans Beundrere ogsaa i dette maatte kunne følge ham!
Med Tak for Optagelsen
B.
Vi vil altid paaskønne, naar vore Abonnenter vil meddele os deres „Ønsker” og Anker, men vi haaber rigtignok at kunne overtyde vor ærede Brevskriverinde om, at den her fremsatte Anke er ubeføjet.
Naar man vil hylde en Mand paa hans Højtidsdag, vil man dog først og fremmest søge at glæde ham. Men dersom man vil sætte sig i Bjørnsons Sted - og har han ikke selv lært os, at den, der vil gaa paa Guds Veje, maa øve den Kunst, at føle med anderledens tænkende - tror man da, han glædes mest ved at blive takket for, hvad han sagde eller skrev for hundrede Aar siden eller for de Ord, der er udsprunget af hans modne Overbevisning? Ved Tilslutning fra Mennesker, der nu staar ham fjærnt i Livsopfattelse eller fra dem, der har fulgt en lignende Udviklingsgang som han selv? Kan man tvivle? Os syntes det derfor et Savn, om vi ikke havde haft Mariane Nielsens ærlige Tolkning af, hvad Bjørnson har været for en sandhedssøgende Sjæl. Ingen af de andre bidragydende til vort Bjørnsonnummer udtrykte dette saa umiddelbart og personligt som hun, og det skulde undre os, om nogen kunde undlade at se Værdien heraf, ganske bortset fra Indholdet af de Ord, der i det enkelte, givne Øjeblik bragte Lindring til et ængstet Sind.
Red.
