« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Uge til Uge
Et Skolejubilæum. 7. Jan. for 25 Aar siden begyndte Philippa Paludan-Müller sin Virksomhed som Skolebestyrerinde.
Nedstammende fra den begavede og gennemdannede Paludan-Müllerske Slægt var hun med sin store Kundskabsfylde og ualmindelige Samvittighedsfuldhed udmærket rustet til sin Livsgerning. Frk. P. -M. begyndte sin Virksomhed med faa Elever; men i Løbet af nogle Aar blev disses Antal fra faa til mange, i 1885 saa mange, at en selvstændig Skolebygning blev nødvendig.
For 1 ½ Aar siden, da Frk. P.-M. saa ny Ideer paa Skolens Omraade komme op, gav hun sit Værk i yngre Hænder; nu er det Frkn. Milo og Leerbeck, der driver den gamle ansete Skole paa Ørstedsvej Nr. 7.
Dansk Kvindesamfunds Klubaftener. 5. Jan. fejredes en lille Julefest, hvor Frkn. Hjort og Herding glædede Medlemmerne med forskellige smaa Overraskelser, og Frk. Elna Jacobson holdt et stemningsfuldt Foredrag om Digteren Kaalund.
19. Jan. fortalte Fru Eva Moltesen under stor Tilslutning fra Medlemmernes Side om Finnernes Folkekarakter, deres Sædvaner og Skikke.
Frk. Bruun meddelte, at for Fremtiden er kvdl. Fremskridtsforenings Medlemmer indbudte til Dsk. Kvindesamfunds Møder og omvendt.
2. Febr. vil Folketingsmand Guldbrandsen tale om dansk Politik i Øjeblikket.
Fabriktilsyn. Fra 1. Jan. 1908 har Direktionen for Arbejds- og Fabriktilsynet overdraget den kvindelige Fabrikinspektør, Annette Vedel, Tilsynet med alle de i og udenfor København beliggende Systuer, Vaskerier og Strygerier samt med Trikotagefabriker, i hvilke der udelukkende eller i overvejende Grad benyttes kvindelige Arbejdere, idet dog Tilsynet med maskinelle Anlæg i de nævnte Bedrifter vedblivende føres af den teknisk uddannede Inspektør.
Tjenestepigeforeningen havde d. 21. ds. sammenkaldt et offentligt Møde, hvor Nina Bang vilde have talt, men desværre maatte sende Afbud. Marie Christensen fremlagde Foreningens Program og Formaal; Skole for de unge, Hjem for de gamle. Helga Sørensen drog nogle af Tyendelovens Paragrafer frem, og viste deres Uretfærdighed. Endvidere deltog Andrea Kibenich, Anne Brun, Fruerne Johnsen og Hessel m. fl. i den livlige Forhandling, hvis Resultat var et almindeligt Ønske om Afskaffelsen af Tyendeloven og en Opmuntring til Pigerne om at fortsætte deres agitatoriske Virksomhed.