« Tilbage til søgeresultaterne
Skammen
Først en Undskyldning til Læserne, fordi jeg saa sent svarer paa de to Artikler af Anne Nielsen og Karen Mortensen fra henholdsvis 1ste og 15de Novbr. 1902.
Dernæst en Tak til de to Damer for deres Indlæg.
Begge gik de dog uden om det, som min Artikel krigerisk udæskede: Begrundelsen af den Samfundsmoral, der gør Modernavnet til en Skam for den ugifte, en Ære for den gifte Moder. Naar de derimod samler Kræfterne om at forsvare Ægteskabet, hvilket min første Artikel ikke angreb, saa formoder jeg, at det er fordi de er af den Anskuelse, at den af mig angrebne Fordom er en af Hovedstøtterne, hvorpaa Ægteskabet hviler. Hvis den er det, da er det værst for Ægteskabet; thi hin gamle Regel, at al kønslig Forbindelse inden for Ægteskabet er sædelig, uden for dette usædelig, viser sig allerede for et hastigt voksende Antal Mennesker som en Raahed, en Barbarisme, der tilhører et tilbagelagt Kulturtrin, som vi ikke mere vil vedkende os.
At være sædelig efter hin gamle Regel, forekommer os at være en meget nem Sag. Den Sædelighed, vi dyrker, er en meget mere indviklet og vanskelig Historie. Vi føler os ikke mere saa trygge, om vi ogsaa med den uplettede Jomfrusne paa Panden er naaet til Alteret med vor Ungdomselskede; Ægteskabet er langt, og vor Sædelighed kan endnu blive sat paa mangehaande farlige Prøver. Ej heller er vi saa parate til at trykke Brændemærket „falden” paa den ugifte Moders Pande; langt snarere vil vi tro, at Forholdet netop i hendes Øjne har haft al Kærlighedens Højhed og Skønhed over sig, siden hun saa aldeles har kunnet glemme alle egoistiske Hensyn.
Lad os aldrig tro, at „vi som Kvinder”, skulde kunne „vække større sædeligt Alvor blandt den opvoksende Slægt”, blot ved den stædige Fastholden af et forældet kønssædeligt Standpunkt. Den sædelige Alvor naas ikke, med mindre vi først og fremmest med Alvor og Sanddruhed vil undersøge Holdbarheden af de Grundbegreber om Ære og Skam, hvorpaa Sædeligheden hviler.
Karen Mortensen vækker min allerhøjeste Forbavselse ved at erklære, at hun først lige nylig ved at læse min Artikel samt flere Udtalelser her i Bladet er kommen til Kundskab om, at „man i visse Sumfundslag behandler den ugifte Moder hensynsløst og Ukærligt”. Selv har hun aldrig mærket noget til, at Kvinder af den Grund er bleven haanet, overset eller ringeagtet; (!) - derimod har hun mærket, at de bar paa en dyb Smerte, hvilken K. M. tyder som Anger, Skam og Harme over at være bleven bedragen.
Om denne Harme vilde jeg gerne indskyde en Bemærkning: Den kan være temmelig forskellig. Maaske har vedkommende Kvinde betragtet sin Kærlighed som en Handelsvare og er nu ærgerlig over, at Køberen snyder hende for Betalingen, den livsvarige Forsorg; - og i dette Tilfælde føler jeg ikke ringeste Deltagelse for hendes Sorg. Men det kan ogsaa være en retfærdig Harme over hendes Elskers flade og tomme Sjæleliv, hvor Kærlighed ikke som hos hende selv fandt Dybder, hvori den kunde sænke sig og fæste blivende Bo. - I dette Tilfælde deler hun kun Skæbne med en utrolig Mængde Hustruer, hvis Elskede forlod dem kort efter Hvedebrødsdagene, efterladende sig en Stedfortræder, Ægtemanden, hvis afskyeligt praktiske Syn og Greb paa Kærligheden de i afmægtig Harme forgæves vægrer sig ved at godkende.
Forøvrigt er det ikke saa let at sige noget om andre Menneskers Følelsesliv. Bedst kan man forsøge at sætte sig selv i deres Sted for derefter at slutte fra sig selv til andre. Jeg gør da det Tankeeksperiment at forestille mig, at jeg ikke var ægteviet til mine Børns Fader. Det viser sig da, at trods al anvendt Umage for at holde mig denne Situation levende for Øje, er det mig ikke muligt at se, at mit Forhold til ham og Børnene derved vilde miste sin Berettigelse og blive Genstand for Skam og Anger.
- Men sæt, at det var Virkelighed!
- da vilde jeg blandt andet selvsagt have været aldeles udelukket fra her i Kv. og Samf. at drøfte nærværende Emne i de dydsirede Læseres Kreds; det vilde være som at stille sig nøgen til en Løben Spidsrod mellem deres Blikkes hvasse Pile. Muligvis vilde det slet ikke falde K. M. ind, at det var „ukærligt” eller „hensynsløst”, at jeg skulde være stillet saaledes, blot for at andre kunde beholde deres magelige Fordomme i Fred og Ro, men sikkert er det, at for mig vilde en saadan Isolation have en saa følelig Betydning, at det slet ikke kunde sammenlignes med det ubetydelige Spørgsmaal om, hvorvidt Børnene kunde faa deres Faders Navn, eller de muligvis skulde „nøjes” med mit eget.
Karen Mortensen mener, at Børnene skal vokse op i det lune Hjem, som begge Forældrene bygger, og hun ser overbærende paa Ægtefællernes Samliv, selv om Hjemmet hverken er lunt eller hyggeligt. Et Hjem er et Hjem. Der kan være noget i denne praktiske Synsmaade, saalænge et stort Tal af Kvinder næppe kan sørge for sig selv, endsige paatage sig Forsørgerpligten. Men naar vi i vore Dage ser det blive mere og mere almindeligt, at Mødre, skønt gifte, dog tvinges til at være Familieforsørgere, saa burde vi virkelig betænke os paa, overfor den ansvarsbevidste, selvstændige, ugifte Kvinde, at forpligte Faderen til Forsorg, og derved give ham Medbestemmelsesretten over det lune og stille Hjem, som hun muligvis ønsker at have for sig og sit Barn alene.
K. M. gad vidst, om ikke en Kvinde, der sidder ene med sit Barn, i sit inderste Hjerte har en Følelse af Selvbebrejdelse og Skam, især overfor Barnet. Vær ikke saa sikker i Deres Sag! - Dersom det nu sker, at Skammen sniger sig over Brudeskamlen og glor paa os med røde Øjne fra selve Brudesengens Puder, hvad skal vi saa gøre ved den ubehagelige Gæst, hvis vi ikke er af den Slags Folk, der forstaar at bide Hovedet af den Fyr? Jeg læste nylig Karl Larsens nye Bog: „Hvi ser Du Skæven!” Heri bekender Axel Halck: „Det mest frygtede skamløse Daggry, som jeg har oplevet, var det, som paa vor Bryllupsmorgen trængte ind i Soveværelset”. Der er ingen Grund til at tvivle om Sandheden heraf. Og dog havde de to unge Mennseker giftet sig af Kærlighed. Fejlen er kun den, at Menneskets Herskertrang her har givet sig i Kast med en Magt, som er stærkere end den selv. Naturligt kommer Hengivelsen uanet og ubegribelig som en Storm, der river alt med sig. Men idet man bestemmer sin Bryllupsdato, bestemmer man i Virkeligheden Timen for den første Hengivelses Stedfinden, og dette er et anmassende Overgreb overfor Naturens frie Magter, der kan hævne sig ved at kaste et fladt og flovt Skær over to Menneskers Samliv.
K. M. skriver, at man har fundet paa at kalde Forbindelse uden for Ægteskabet: at give sig hen. „Ja, at ville gøre dette til en forelsket Piges Ret og Pligt.”
Brugen af Ordet „Hengivelse” istedetfor det uæstetiske „Samleje” er ikke nogen ny Opfindelse, og hverken det nye eller gamle Ord sætter noget Skæl, det anvendes baade om gifte og ugifte. Men naar K. M. taler om, at „man” vil gøre Hengivelse til Pligt, da protesterer jeg paa det bestemteste mod at blive slaaet i Hartkorn med dette „man”. Pligt og Hengivelse er to Begreber, som jeg ikke kan rime sammen. Just dette er det frastødende ved Ægteskabet, at Pligten til Hengivelse bliver tilbage, efter at Lidenskabens lutrende Ild er slukket. Mangen Hustru tror paa denne Pligt, tror, at hendes Mand er belemret med en Drift, som stadig maa tilfredsstilles; og hvor stærk hendes Følelse at Nedværdigelse og Skam end monne være, hun tør dog ikke afkaste Pligtens Aag, thi udenfor Hjemmets Dør staar Prostitutionen beredt med aabne Arme. Paa denne Maade afstedkommer Ægteskabet næppe saa sjældent et vanemæssigt Misbrug, som kun fortjener Navn af Liderlighed.
De opfordrer mig, Frk. K. M., til at sætte mig i en Moders Sted, hvis Døtre uden at være gifte bliver Mødre. Det er noget, jeg har gjort for længe siden, da mine Børn netop er Døtre; og jeg kan forsikre Dem, at langt hellere vilde jeg se en Datter som Moder uden Mand, end jeg vilde se hende bunden for Livstid i Ægteskab med en Mand, som min Erfaring kunde sige mig, at hun ikke vilde blive ved at leve lykkeligt med, naar den for den erotiske Kærlighed ejendommelige fantastiske Overvurdering af hans Egenskaber en Gang maa vige Pladsen for en mere nøgtern Bedømmelse - og jeg har ladet mig sige, at Svigermødre nok som oftest ser saaledes erfaringsmæssig mistænksomt paa Svigersønnen.
Og De holder deres Ideal op for mine Øjne som en Fane. Nuvel, Deres Ideal, den livsvarige Kærlighedsforbindelse er et meget højt og meget skønt Ideal, som ogsaa alle Dage har været mit. Kun troer jeg ikke længere paa, at det lader sig virkeliggjøre uden nu og da i Ny og Næ ved et Lykketræf.
Thi for at det skulde kunne naas af Menneskehedens Flerhed, udkræves det, at ingen indlod sig i Ægteskab eller Forlovelse, førend ved tredive-, fyrreaars Alderen, før hvilken Alder Menneskene kun meget sjældent naar den Selverkendelse og Menneskekundskab, som er nødvendig for at kunne have nogen Mening om, hvorvidt den Person, som har opvakt deres erotiske Følelser, ogsaa i Temperament og hele Livsretning stemmer godt nok overens med dem selv til, at et lykkeligt, Samliv kan vokse frem, der kan styrke og bære og i de ældre Aar helt afløse Lidenskabens Flugt.
Tør vi byde Ungdommen dette „ Intet-eller-alt”, eller skal vi gøre os til Talsmænd for Akkordens Aand?
Jeg ønsker ingen af Delene. Jeg er ikke mere blind for, at ung Kærlighed kan være noget smukt og godt i og for sig selv, ganske uafhængigt af Varigheden. Lad saa Kærligheden føre ind til det livslange, lykkelige Samliv, hvor den evner det; men lad ikke, i de Tilfælde, hvor den ikke kan det, Tvangen sammenholde i et klamt og modbydeligt Favntag, hvad der naturligt vil skilles.
Lovforslaget, som gav Anledning til Debatten, frastøder mig, fordi det opretholder tvungen Samhørighed og Fællesskab. Ganske vist ser det lige straks saa retfærdig ud at fastslaa Forældrenes Ligestillethed i Pligter for Børnene; men i Praksis kan det let gaa saadan, at Loven bliver til Gunst for den slette, til Fortræd for den gode blandt de ugifte Mødre.
Jeg vil da endnu engang opfordre til ikke at forbigaa den Uret, som vi gode Kvinder selv udøver mod de ugifte Mødre, men gøre denne god allerførst. Saa naar vi saa vidt, at de paagældende faar Maal og Mæle og selv kan tale med om, hvordan de ønsker Loven skal være for dem og deres Børn, og det vilde dog i Grunden være naturligt, at der ogsaa kunde blive taget Hensyn hertil.
