« Tilbage til søgeresultaterne
Af Elisabet Cady Stantons Erindringer
Foredragskontoret var en Tid lang en vigtig Faktor i amerikansk Aandsliv. De tre toneangivne Kontorer fandtes i Boston, New York og Chikago. Med Kortet for Øje lagde Forstanderne Planen for Udflugterne, der gjordes kortere eller længere efter Foredragsholdernes Ønske og Evne; naar de da havde en Snes Tilbud paa Haanden, satte de sig i Forbindelse med de forskellige Byer for at faa det hele i Gang. Da samme Forstandere fik 10 pCt. af, hvad Foredragene indbragte, var det i deres Interesse, at Tiden var godt udfyldt. Derfor blev Aftalerne truffet uden ringeste Hensyn til de Rejsendes Behagelighed. Paa Grund af de uhyre Afstande blev det ofte nødvendigt at rejse baade Dag og Nat, undertiden at skifte Befordring ved Midnat og saa maaske naa sit Bestemmelsessted en halv Time eller mindre, før man skulde paa Talerstolen, og drage bort igen, ligesom man havde forladt den. Rejseruten var altid omhyggelig skrevet op med Angivelse af Togenes Ankomst- og Afgangstider paa de forskellige Steder; men da Tog, der skulde krydse hverandre, ofte slet ikke mødte, rejste man med Rejselisten i Haanden og i en stadig Tilstand af Feber. Da Honoraret i den første Tid var fra 100 til 200 Dollars for Aftenen, var Talerne selv ivrige for at naa saa meget som muligt.
I 1896 lod jeg mit Navn indskrive første Gang i New York, og 14. November begyndte den lange, trættende Pilgrimsfærd fra Maine til Texas, som varede i 11 Aar, og paa hvilken jeg stadig talte i 8 Maaneder - fra Okt. til Juni - hver Sæson.
En Gang skulde jeg tale i Magnoketa i Jowa; da jeg ved Middagstid kom til Lyon, fandt jeg Vejen spærret af Sne, og der var ingen Udsigt til, at Vogne kunde passere de første Dage. „Men”, sagde jeg til Værten, jeg skal være i Magnoketa Kl. 8 i Aften; har De en Slæde, et Par raske Heste og en dygtig Kusk? saa vil jeg tage af Sted”. „Ja vel, Frue!” svarede han, „jeg har alt, hvad De forlanger; men De kan ikke udholde en 6 Timers Køretur i denne skarpe Blæst”. „Gør Slæden parat”, sagde jeg, „jeg vil forsøge det”. Og paa den Konto telegraferede jeg til Komiteen, at jeg skulde komme, og kørte af Sted. Jeg sad lunt indpakket i Pels og Hue og havde en varm Egeplanke under Fødderne og et tæt Slør over Hovedet og for Ansigtet. Idet Værten endelig satte Kronen paa Værket ved at kaste et stort Bøffelskind over det hele, binde Enderne sammen bag mit Hoved og saaledes forhindre mig fra at føre Haanden op til Næsen, sagde han:
„Hvis De nu kan sidde ganske stille, saa vil De komme i god Behold til Magnoketa, hvis De da overhovedet kommer der, hvad jeg meget betvivler”. Det var en haard og lang Kørsel imod Blæst og gennem Snedriver, men jeg rørte ikke en Finger, og da Kl. slog 8, kørte vi ind i Byen. Salen var varm, og da Kirkeklokken havde forkyndt min Ankomst, var der samlet en stor Tilhørerkreds. Da der var Snestandsning overalt i det nordlige Jowa, gjorde jeg hele Turen rundt fra By til By i Slæde, ofte 10-12 Mil om Dagen.
3 Uger senere traf jeg i Chikago Mr. Bradlaugh og General Kilpatrick, som skulde have gjort den samme Turné forud for mig. „Men”, sagde jeg. „hvor har de Herrer været?” „Ventet her paa, at Vejene skulde blive farbare. Vi har mistet 3 Ugers Engagement”. Da Generalen holdt Foredrag om Shermans Vandring til Havet, drillede jeg ham med, at han selv ikke havde været i Stand til at vandre igennem Jowa. De blev meget forbavsede og noget flove, da jeg fortalte dem om mine lange, ensomme Ture over Prærien.
Det fornøjelige ved Rejserne var, at der blev gjort et stort, folkeopdragende Arbejde ved disse Foredrag om alle Øjeblikkets brændende Spørgsmaal. Hvorsomhelst vi opholdt os en Søndag, talte vi i Kirken, og naarsomhelst jeg havde en Eftermiddag til min Raadighed, talte jeg til Kvinderne alene om Ægteskab, Moderlighed og Lovene for Liv og Sundhed. Vi gjorde mange udmærkede Bekendtskaber hele Vesten over og saa, hvor hyggeligt og lykkeligt Mennesker med Sans derfor kan have det selv i de mest indskrænkede Forhold og uden alle Livets Goder. Hvis mange Husmødre kunde blive den ene Halvdel af deres Klæder og Indbo kvit og anbringe deres Nips i Stadsmusæet, vilde Livet blive lettere, og de vilde faa at vide, hvad Fritid betyder. Naar jeg ser saa mange af vore amerikanske Kvinder, der kæmper for at blive Kunstnere, men ikke kan bage et godt Brød eller lave en velsmagende Kop Kaffe, kommer jeg til at tænke paa, hvad Theodor Parker sagde, da Kunsten var bleven en hel Mani i Boston. „De skønne Kunster interesserer mig ikke nær saa meget som de simple Kunster, der skaffer et Folk Føde, Klæder, Hjem og Hygge. Jeg vilde hellere være en stor Mand som Franklin end en Michael Angelo, -, ja, havde jeg en Søn, vilde jeg hellere se ham som Mekaniker ligesom Englands George Stephenson end som en Rubens, der kun efterlignede Skønhed”. Paa mine Foredragsrejser var jeg til stor Nytte for mine Medrejsende ved
at holde Ventilerne i Vognene aabne, især i Sovevognene om Natten. Hvor mange Gange om Dagen maatte jeg ikke tænke paa, hvad Horace Mann forsøgte at indprænte sine indskrænkede Landsmænd, at eftersom vi er omgivet af 12 Mile Luft, er det en ganske unyttig Sparsommelighed at indaande nogle faa Kubikfod mere end 7 Gange! Ogsaa de spæde Børn havde Grund til at være taknemmelige over min Evne til at gætte, hvad der var i Vejen med dem. Ved min Mellemkomst fik de den første Drik Vand og blev befriet for uldne Sjaler, Slør og stramme Hagebaand og endeløse Lister. Det er en sørgelig, men sand Paastand, at jeg har truffet faa Kvinder, som forstod at passe et spædt Barn. Og denne Kendsgærning gjorde, at jeg paa en af mine Rejser holdt Foredrag for brave Landsmandinder om en Moders Pligter, idet jeg haabede at bidrage mit til at skabe en ny Generation lykkelige og raske Børn.
(Fortsættes).
