« Tilbage til søgeresultaterne
„Er Kvindesagen i det rette Spor?”
Saaledes spurgte Pastor Schack i et lille Skrift, som udkom i 1890. Spørgsmaalet besvaredes her i Bladet i to Artikler, der begge forfægtede den Mening, at Kvindesagen paa det Tidspunkt netop var indtraadt i det rette Spor. Der paavistes, at dens Forkæmpere virkede for Kvindens Ret til at optage alle Gerninger og Stillinger jævnsides med Manden, forsaavidt hun formaaede at opfylde dem ligesaa tilfredsstillende som han. Det forsøgtes paa bedste Maade at skaffe Midler til Uddannelse, ikke alene med Hensyn til de nye Veje, men ogsaa som Forberedelse til Kvindens særegne Opgaver som Moder og Husets Styrer.
Kogeskoler dannedes, Oplæring i Børnepleje søgtes paa Hospitaler og andetsteds, og der kæmpedes for Husgerningsundervisning som Fag i Kommuneskolerne.
Kvinderne var i Tidernes Løb fortrængte af Mændene paa Omraader, hvor de mente at være særlig hjemme. Det ansaas for nødvendigt at anvende Tid og Penge paa deres Uddannelse. I Kogekunsten menes det endnu den Dag i Dag, at den finere Del af den bedst besørges af Mænd. De eleganteste Dametoiletter maa absolut være „tailor – made”. I Mejerierne er Kvinderne erstattede af Mænd, og Fabriker, styrede af Mænd, udfører største Delen af de Arbejder, som tidligere hørte ind under Kvindens Husgerning. Intet Under derfor, at Kvinden maatte skaffe sig nye Erhvervskilder, selv om hun derved maatte trænge ind paa Omraader, som tidligere var Manden forbeholdte. Udviklingen har noksom bevist, at de, der dengang kæmpede for Kvindesagen, førte denne ind i det rette Spor.
Hvis ovennævnte Spørgsmaal nu atter blev opstillet, saa maatte der vistnok svares, at Sagen efterhaanden er gledet ind i et andet Spor, og hvorvidt dette er det rette, kan maaske betvivles.
Tidligere var Løsenet: Arbejdsrettighed, Ret til at være Menneske, Ret til at deltage i Konkurrencen under alle Forhold. Det gjaldt den Gang Individets Dygtighed og Arbejdets Resultat, uafhængig af Kønnet. Nu er det nærmest Kvinderne paa den ene Side og Mændene paa den anden.
Det er Kvinderne som en egen Samfundsklasse eller Korporation, der overfor Samfundet stilles paa samme Maade, som det enkelte Fag blandt Mændene. Det er maaske ikke alle, der har faaet Øje paa den Forskydning, som er foregaaet lidt efter lidt. Den begyndte Aar 1895 med Kvindernes Udstilling.
Ved tidligere, saavel kunstneriske, som industrielle Udstillinger, modtoges kvindelige Arbejder paa samme Vilkaar som mandlige. Nu skulde det være en udelukkende kvindelig Udstilling, ret som om det at være Kvinde var et Fag for sig. Mændene optraadte ved mange Lejligheder med Udelukkelse af det kvindelige Element. Imod denne Ubillighed kæmpedes der; en udelukkende kvindelig Udstilling var en Godkendelse af Mændenes Standpunkt. Hvis Maalet var at vise, hvad Kvinderne formaaede at udføre, saa vilde man kunne naa til en mere paalidelig Bedømmelse, hvis de udstillede Genstande mødte frem Side om Side med Mænds i samme Fag.
Efter Udstillingen kom Indsamlingen til „Kvindernes Bygning”. Halvdelen af Menneskeheden skal have sin egen Bygning, ganske som et særegent Lav.
Der gives Anstalter udelukkende for Kvinder saavelsom andre, udelukkende for Mænd. Det er ofte hensigtsmæssigt at holde Kønnene adskilte. Men man kan dog ikke godt tænke sig en „Mændenes Bygning”, som Sidestykke til „Kvindernes Bygning”.
Retningen fører hen imod, at Kvinden skal føle sig, som en særegen Klasse og ikke som et Menneske, der lige saavel som Manden har Forpligtelse udadtil mod Samfundet, om end ofte paa forskellig Vis.
At bedømme Arbejdet efter Kønnet fører ud i megen Ubillighed. Man mindes blot det lille snurrige Træk ved Lærerindepladsers Besættelse, da det ved Lønberegningen mentes, at en Kvindes Kakkelovn ikke kunde behøve saa meget Brændsel som en Mands.
Det er uden Tvivl Fagforeningsbevægelsen, der har øvet sin Indflydelse paa Kvindesagen og har skruet den tilbage i Tiden. Trods Fagforeningernes Berettigelse og trods de Goder, de har medført, kan det dog antages, at de har virket skadeligt paa Menneskenes individuelle Friheds- og Selvstændighedsfølelse. Individet maa ingen Mening have; kun i Massen under bestemte Førere gaar man frem. Historien vil sikkert paavise, at Fagforeningerne har gjort deres Gavn og har været et nødvendigt Gennemgangsled; men deres Bestaaen under de nuværende Former kan kun forringe Menneskehedens aandelige Værdier. Vi Kvinder havde, som saadanne, slet ikke behøvet, at være med i Bevægelsen; som Helhed skulde vi ikke arbejde for noget bestemt Fag, hverken for lønforhøjelse eller for kortere Arbejdstid. Vi havde ikke med Arbejdsgivere at gjøre, vi skulde kun slutte os sammen, naar det gjaldt at nedbryde gamle Fordomme. Overfor en vunden Rettighed, stod det os frit for at handle paa egen Haand.
Ogsaa paa anden Maade gjorde Fagbevægelsen sig gældende overfor Kvinder. De skulde alle presses ind under det samme Fagmærke „Moderligheden”. Betydelige og ubetydelige Skribenter, blandt de første Ellen Key, begyndte at skrive om Moderskabet som Kvindens eneste Kald og Fag. Det blev en hel Madonnadyrkelse, en Tilbedelse af Moderen med Barnet, som om Kvinden kun havde Ret til at leve paa Fremtidens Vegne, uden Opgave i Nutiden. Kvinder fra den foregaaende Kvindesagstid forbavsedes. Var det et Fremskridt ? Var det noget nyt? Fra deres Oldemødres Tid, fra deres Barndom gennem, deres Dukke havde de vidst, at Moderkaldet optager en betydelig Del af Kvindens Liv. De havde troet, at Kvindesagen som noget nyt vilde belære Kvinden om, at hun foruden at være Moder er Menneske og som saadant har Forpligtelser mod Samfundet udadtil, og at hun ved Anerkendelsen heraf netop erhverver sig den største Mulighed for at blive en god Opdragerinde. De havde troet, at man nu forstod, at Kvinden absolut behøver almen Dannelse og Udvikling for med Selvansvar at kunne bestride en Gerning det være sig som Moder eller som andet. - Nu paa engang skulde hele Kvindens Opdragelse kun have eet Maal. Fra Barn af skulde hun legemligt og aandeligt kun leve for sine mulige, fremtidige Børn.
Forældrepligten er en hellig Sag, den optager en stor Del af Menneskenes Liv, men vi ved dog, at de nye Slægter hurtigt udgaa til selvstændig Tilværelse. En stor Del af Livet vilde blive tomt og goldt for Kvinder, hvis de ikke havde lært at have andre Interesser end Moderens.
I „Kv. og S. ”af 18. 11. 1902 stod en oversat Artikel, der udtalte den Anskuelse, at en ensidig Opfattelse af Kvinden som udelukkende Moder er til Skade for den opvoksende Slægts Opdragelse. Det er vist kun faa Kvinder fra Moder Evas Tid og til nu, der ikke har æret Moderfølelsen. Frøken Key tager sikkert fejl, naar hun mener, at Nutidens unge Kvinder ikke ønsker at blive Hustruer og Mødre. Enkelte abnorme og forvredne Individer kan ingenlunde bekræfte hendes Udsagn. Kvinder kan derimod ofte trænge til at mindes om, at de har Forpligtelse til at være noget udadtil, at de bør staa ved Mandens Side naar det gælder Samfundets Interesser, for at disse kan belyses saavel fra kvindelig som fra mandlig Side.
Det er Kvindesagens store og vanskelige Opgave at finde Midler til Kvindens Udvikling og Uddannelse i saa Henseende uden derved at formindske hendes legemlige og aandelige Evne til at optage Modergerningen i de Aar, da hun maa og bør leve for den.
Kvindesagen synes altsaa efter det forud udviklede at være gledet ud af det oprindelige Spor paa to Maader. Først ved at skille Kvinderne ud fra Mændene som en særegen Korporation, og dernæst ved ensidigt at opstille en noget sentimental Opfattelse af Modergerningen som Kvindens eneste Maal og Opgave.
Der opstilles derfor atter nu Spørgsmaalet: „Er Kvindesagen i det rette Spor?”
