« Tilbage til søgeresultaterne
Et lille Indlæg
Maa det være mig tilladt ogsaa at komme med nogle Bemærkninger i Anledning af Mariane Nielsens Artikler, betitlet „Skammen” af 20de September f. A. og 7de Februar d. A. Fru Nielsen undrer sig over, at ingen af de to Damer, der har skrevet mod hendes Artikler, har begrundet den Samfundsmoral, der gjør Modernavnet til en Skam for den ugifte Moder og en Ære for den gifte; men er det nødvendigt at begrunde noget, der fra de ældste Tider har haft Hævd indenfor vort Folk, uanset paa hvilket Kulturtrin, det har staaet, og paa hvilket Historien har op vist talrige Eksempler? Hvis man dog vil finde en Grund til denne Samfundsmoral, staar det for mig, som den kun kan findes i Frygten for ved at bortkaste denne at fremkalde Tilstande, hvis Følger det ikke er let at overskue.
Hvis det at give efter for sine opbrusende Følelser og blindt hengive sig til den første Mand, der som et Bevis paa Kærlighed fordrede dette af En, men intet vilde høre om Ægteskab, ja ikke engang turde svare for sine Følelsers Varighed, ikke for den kvindelige Bevidsthed i Almindelighed stod som en Skam, som noget raat, hvad vilde Følgerne saa blive, særlig for Børnene?
Moderfølelsen kan utvivlsomt være lige saa stor og dyb hos den ugifte som hos den gifte Moder, men netop derfor maa enhver af dem komme til at tænke over Livet med dets mangehaande Krav.- Hvor svært er det ikke ofte for en ung Enke at staa ene i Verden med et lille Barn, og dog er det uendelig meget sværere for den ugifte Kvinde, der ofte maa føle, at hendes Ulykke er selvforskyldt, fordi hun har handlet mod bedre Vidende. Der behøves vist ingen ydre Beviser paa manglende Agtelse fra andres Side, hun skal nok selv, gennem Følelsen af at være forsmaaet, mærke „Skammen” eller hvad Navn man vel vil give denne Følelse*).
*) I „En Fallit” (Bjørnsons samlede Værker 38 S.18) siger Signe, der for 3 Aar siden har været pænt ringforlovet med den smukke Løjtnant Hammer, men er forladt af ham: Ja, ved du, med at skamme mig blir jeg aldrig færdig.!
Det er sikkert en tungere Byrde at bære end den Foragt, Fru Nielsen taler om, og som ingen af os har Ret til at nære, hvad enten vi er Kvinder eller Mænd. især naar vi ikke kender de nærmere Forhold.
Fru Nielsen mener, at den livsvarige Kærlighed er et „skønt Ideal”, som kun sjælden naas, og hun har sikkert Ret, hvis vi kun skal tænke paa „den erotiske Kærligheds ejendommelige fantastiske Overvurdering af hinandens Egenskaber;” men naar denne erotiske Kærlighed i Samlivet med et Menneske, paa hvem man ved, man trygt tør stole i alle Livets Forhold, efterhaanden forandrer Karakter, ikke mere bliver saa heftigt opblussende, men sikkert ofte inderligere, dybere, mere
rede til Opofrelse for og Forstaaelse af hinanden, da bliver der i et saadant Ægteskab det tilbage, som Ibsen lader Straamand skildre i Kærlighedens Komedie:
Et Hjem er der, hvor dejligt Rum for fem er,
skønt der blandt Fjender tykkes trangt for to,
et Hjem er der, hvor alle dine Tanker
kan lege frit som Børn paa Faders Fang;
hvor knap din Røst paa Hjertedøren banker,
før Svaret lyder i beslægtet Sang.
Et Hjem er der, hvor dine Haar kan graane
og ingen mærker, at du ældes dog,
hvor kære Minder dæmre for at blaane,
som Aasens Rygning dæmrer bagom Skog.
Hvis to Mennesker kunde danne et saadant Hjem uden kirkelig eller borgerlig Vielse, turde jeg idetmindste ikke kalde deres Forhold usædeligt, men det findes sikkert kun rent undtagelsesvis udenfor Ægteskabet, thi hvorfor skulde de ikke foretrække dette, naar de dog ansaa deres Forhold for livsvarigt. Saalænge Ægteskabet bestaar som den eneste af Samfundet anerkendte Form for to Menneskers varige Samliv, maa al anden Art af Forbindelse mellem Mand og Kvinde staa for den almindelige Bevidsthed som noget misligt for ikke at sige ulovligt. Vi bør erindre, at det jo heldigvis er muligt at opløse et ulykkeligt Ægteskab, naar begge Parter er enige derom, men man maatte ønske, at det kunde komme dertil, at et i Bund og Grund ulykkeligt Ægteskab kunde blive opløst, selv om det kun var efter den ene Parts Ønske, hvilket vilde være let at ordne i barnløse Ægteskaber; hvor der er Børn, er det jo ulige vanskeligere. Om vi kan vente, at de mange forladte Kvinder offentlig i Skrift og Tale vilde udtale sig om deres sørgelige Forhold, hvis vi saa paa dem med mildere Øjne, end vi gør, er det Fremtiden forbeholdt at svare paa; mon der virkelig vilde opnaas noget derved?
