« Tilbage til søgeresultaterne
Af Bøger og Blade
Vi gengiver her nogle af de Udtalelser, der er faldne i Anledning af Mordet i Ørsted henholdsvis efter Kvindernes Blad og Aalborg Amtstidende:
. . . Den Forraaelse af Samfundet, der vil fremkomme ved, at ikke slige Skændigheder forhindres og straffes tilbørligt, kan hverken Mænd eller Kvinder være tjent med. Men saa længe Kvinderne er politisk umyndige, er det Mændenes Skam, naar slige Tilstande indtræder.
Vi Kvinder kan dog nok gøre noget. Johannes Jørgensen fortæller jo om, hvorledes der i Italien i et lignende Tilfælde er rejst et Æresminde for en ung Pige, som alle havde kappedes om at være med til.
Naar en Mand yder sit Land eller Videnskaben Tjenester, saa er det almindeligt, at han hædres med et større eller mindre Mindesmærke. Fornylig er jo rejst en Mindestøtte for Niels Kjeldsen, der værgede sin Soldaterære og hellere gav Livet, end lade sig tage til Fange. Men denne unge Pige ! Har hun gjort mindre? Har hun med al sin Magt værget sin Kvindeære, og maa ikke alle forstandige Kvinder sige hende Tak derfor? Lad det dog kendes, at vi føler, vi staar i Taknemlighedsgæld til hende, for hvad hun har gjort, og for det gode Eksempel, hun gav.
Havamaal siger: Et ved jeg, som aldrig dør, og det er Dom over død Mand. Naar det gamle Rim taler saaledes, viser det, at her i Norden er Eftermælet højt agtet, noget stort, noget, det er værd at stride for, hvad enten det sker paa den ene eller den anden Maade. Lad nu os Kvinder enes om at rejse en Mindesten paa Ørsted Kirkegaard for den heltemodige unge Pige. Saa understreger vi derved, at det at værge sin Ære er for en Kvinde ædel Daad, værd at leve i Menneskers Ihukommelse. Naar vi saa har rejst Stenen : „Da ve hver en Kvinde, der ej bliver hed, saa tit hendes Øjne den skuer.”
Marie Farre.
. . . Det vækker Forundring hos Lægmanden, der med Flid søger at lære sin Jura at kende baade gennem Lovene og disses praktiske Udfoldelse ved Domstolene, at se, hvor haardhændet der tages fat paa en lille Indbrudstyv, der maaske er sulten, medens der, om jeg saa maa sige, tages med Glacéhandsker paa en Voldsmand. En Indbrudstyv er saaledes, uanset hans Motiver og Genstanden for Tyveriet samt det stjaalnes Værdi, sikker paa sine 8 Aars Strafarbejde (§229), medens den ulige farligere Hr. Stryg to Gange kan begaa Forbrydelser mod Smaapiger, inden Loven og Retten for Alvor sætter sig i Bevægelse. I det ene Tilfælde drejer det sig om en Forbrydelse mod Menneskeslægtens egentlige Guddom, Guldkalven, i det andet Tilfælde drejer det sig kun om et Par Smaapiger af Almuen, hvis Værdi næppe kan ansættes i Penge.
Alt dette er imidlertid ikke Domstolenes Fejl. Dommeren har (Grundlovens § 74) i sit Kald alene at rette sig efter Loven. Det er altsaa Loven og Systemet, der skal og maa ændres.
Først og fremmest maa der oprettes et Asyl for forbryderiske Sindssyge, hvor de almindeligt farlige Kønsforbrydere kan hensættes, indtil Asylets Læge tør erklære dem for ufarlige, hvilket praktisk set vil blive for Livstid.
Dernæst maa der ved Lov bestemmes, at alle Kønsforbrydere skal underkastes en Retslæges Observation og Erklæring, forinden Domfældelsen.
Endelig vil, som Følge af disse 2 Punkter, udøvende Jurister med Tiden lære at sætte deres Mangel paa Viden under en Skæppe, medens Retslægens bedre Viden lyser paa en Stage.
Stilhoff.
Praktiserende Læge.