« Tilbage til søgeresultaterne
Af Elisabet Cady Stantons Erindringer
Da Skibene havde ophørt at gaa fra St. Paul til Dubuque, maatte jeg gøre en Omvej og tilbringe en meget ubehagelig Nat for at naa sidstnævnte Sted. Da jeg ved Clinton Station forlod Hovedlinien til Chikago, fik jeg den Fornøjelse at maatte vente i en lille Landsbykro til Midnat. Det var bedrøveligt, men da jeg havde Mrs. Childs Skitser af Mme de Staïl og Mme Roland ved Haanden, læste jeg om Napoleons Forfølgelser af den første, og Robespierres af den sidste, indtil min Stilling sammenlignelses vis syntes mig taalelig, og det lille tarveligt udstyrede Rum forekom mig som et Paradis i Sammenligning med Aars Forvisning fra Fædrelandet eller en Fængselscelle og Guillotinen. Hvor ubetydelige synes ikke vore daglige smaa Prøvelser i Modsætning til de Bjærge af Sorg, som har tynget paa Fortidens store Aander. Medens jeg tænkte herpaa, gik Tiden og Toget kom.
Passagervognen var fyldt med tyske Udvandrere med deres Tinbægere, Børn, Vadsække og utallige Bylter. Alle Ventiler var lukkede. Ovnene gloende og Luften kvælende. Da jeg havde anbragt min Kappe og Vadsæk paa et tomt Sæde, puffede jeg ganske rolig begge Dørene op med en Stok, lukkede for Ovnene og aabnede alle Ventilerne med Ildrageren. Men det himmelske Pust, der var mig saa velgørende, havde aabenbart den uheldigste Indflydelse paa de slumrende Udvandrere. Familiefædrene bandede rent ud: deres Ledsagerinder paa Livets Pilgrimsfærd fremsatte den Formodning, at vi maatte være ved at gaa nord paa, og da det tunge Dække af Kulos lettede fra Børnenes Ansigter, og den rene Luft fyldte deres Lunger og vakte dem til nyt Liv, satte de i med et enstemmigt Skrig af Glæde og Taknemmelighed, som deres Forældre imidlertid udtydede som et Udslag af Dødsangst. Der var almindeligt Røre. Da jeg var kommet til Sæde og havde lagt mig ned for at sove, forblev jeg - den uskyldige Aarsag til Forstyrrelsen - ganske upaaagtet,
Vi naaede Freeport Kl. 3 om Morgenen. Da Dubuque Banegaarden laa omtrent en halv Mil paa den anden Side af Byen, sagde jeg til en enlig, gammel Mand, der stod rystende af Kulde for at modtage os: „Hvorledes skal jeg komme til den anden Banegaard?” „Til Fods, Frue!” „Men jeg kender ikke Vejen”. „Der er ingen til at følge dem”. „Hvorledes skal min Kuffert komme derhen?” vedblev jeg. „Jeg har et Æsel og en Vogn til at køre den paa”. „Naa”, sagde jeg, „saa kan De, Æslet, Kufferten og jeg følges ad”. Saa krøb jeg op i Vognen og satte mig paa Kufferten; den gamle Mand lo hjærtelig, da vi skumplede af Sted gennem den stille Bys Søle i Morgenens blege Stjærneskær. Netop da Dagen begyndte at gry, viste Dubuque sig med sine Højder og sin smukke Udsigt. Og efter en god Frokost og en lille Lur i den ansete Advokat, Myron Beach’s Hjem, var Nattens Sorger snart glemte.
I Juni Maaned 1871 rejste Miss. Anthony og jeg til Californien og holdt Møder om Valgret i mange af de største Byer fra New-York til San Francisco, hvor vi kom omtrent midt i Juli i den tørre, støvede Aarstid. Vi opholdt os paa Vejen en Uge i Saltsøbyen. Det var netop paa den Tid, da den store Godby-Udskillelse fandt Sted, da flere Hundrede Mormonfamilier afsvor den Del af deres Fædres Tro, som tillod Flerkoneriet. Af de forenede Staters Højesteret var der netop bleven taget en Bestemmelse, i Følge hvilken den første Kone og hendes Børn erklæredes for de eneste retmæssige Arvinger. Om denne Bestemmelse fremskyndede Udskillelsen ved jeg ikke; den gav os imidlertid den Fordel, at vi hørte alle Grundene for og imod Princippet. De, der var imod det, hævdede, at det gjorde Mændene til Slaver. At underholde 4 Hustruer og 20 Børn var en slem Byrde for en Ægtemand. De Kvinder, som forsvarede Polygamiet, havde meget at sige til Gunst for det, særlig med Hensyn til Svangerskabets og Diegivningens Periode; Respekt for den Tid bliver stadig i Religionen indpræntet Mormonerne.
Vi var meget taknemmelige over, at der var tilstaaet os at tale til Kvinderne alene i det lille Tempel. Vort Møde aabnedes Kl. 2 og varede til 7, saa vi havde 4 Timers uafbrudt Samtale. Dommeren
Mc. Kean havde underrettet mig om den nye Bestemmelse og det retslige Syn paa Spørgsmaalene, som han opfordrede mig til at fremstille aabent og ærligt for dem, da ingen havde haft en lignende Lejlighed til at tale med Mormonkvinder alene. Jeg gjorde da det mest mulige ud af mit Privilegium. Jeg gav en kort Fremstilling af Ægteskabets Historie til alle Tider og paa alle Steder, af Matriarkatet o. s. v., da Moderen Var Familiens Overhoved og Ejer af Børnene, af Patriarkatet, da Manden herskede eneraadigt og Kvinden var Slave, af Poliandri, Polygami, Monogami og Prostitution. Vi drøftede frit og ligefremt enhver Side af Spørgsmaalet, og vi var alle enige om, at vi endnu var langt fra at have naaet en Idealstilling for Kvinden i Ægteskabet, hvor tilfredse end Mændene kunde være med deres forskellige Forsøg. Skønt Mormonkvinderne, ligesom alle andre, tappert forsvare deres egen Religion, er de dog ikke mere tilfredse end enhver anden Sekts Kvinder.
Da de fleste Mormonfamilier ikke holde Tjenestefolk, maa Mødre føre deres Børn med sig alle Vegne, i Kirke og Teater, til Koncert og Gadeoptog. Og Børnenes ejendommelige, sagte Klynken, der naar den kommer fra saa mange, bliver til en dyb, ensformig Lyd, ligesom Havets Bølgeslag, virker som en Art Violoncel Akkompagnement til deres Søndagsmøder. I Begyndelsen forekom det mig temmelig ubehageligt at faa alle mine glødende Ord understreget af en taktfast Klynken fra alle Sider af Salen, men saa snart jeg mærkede, at det ikke adspredte, mine Tilhørere, løftede jeg simpelt hen min Stemme; og det lykkedes mig da at overdøve Børnene. Da jeg talte om denne Ubehagelighed til en af den dramatiske Kunsts Udøvere, svarede han: Det kan være galt nok for Dem, men ak! forestil Dem mig i en øm Dødsscene, naar der burde være den dybeste Stilhed, idet jeg drager mit sidste Suk og sender min Afskedshilsen til den elskede, og den saa forstærkes af 50 Ungers muntre Brølen eller utaalmodige Klagen. Jeg lagde i Templet Mærke til, at de barnlige Gæsters Sorg til Dels blev slukket ved en stadig Drikken koldt Vand, som blev baaret rundt i Bægre af 4 gamle Mænd.
Næste Foraar tog jeg til Nebraska og gjorde derfra en Foredragsrejse rundt i de vestlige Stater. Da jeg en Gang havde talt i Lincoln, henvendte nogle af Tilhørerne sig til mig for at drøfte de forskellige Punkter i min Tale. Alle Herrerne var alvorlige og ærbødige paa een Undtagelse nær. En Mand med et ualmindeligt lille Hovede og en rent diminutiv Skikkelse forsøgte at være vittig paa min Bekostning. Under en kort Pavse i Samtalen anbragte han sin Stol lige overfor mig og sagde i en spottende Tone: „Mener De ikke, at det bedste, en Kvinde kan gøre, er at udføre sin Gærning som Hustru og Moder godt. Min Hustru har skænket mig 8 smukke Børn; er det ikke et bedre Livsværk end at udøve sin Valgret?” Jeg havde holdt Øje med denne Mand under hele Samtalen og set, at de andre Tilhørere var ærgerlige over hans Opførsel. Da nu Lejligheden tilbød sig, besluttede jeg at give ham et Svar, han ikke saa snart vilde glemme, og sagde, idet jeg langsomt lod mit Blik glide fra hans Hoved til Fod: „Jeg har truffet faa Mænd i mit Liv, som var værd at blive gentaget 8 Gange”. Tilhørerne brast i Latter, og en af dem klappede ham paa Skulderen og sagde: „Naa, min Fa’r, der fik du nok læst og paaskrevet, nu maa du vist hellere gaa!” Denne Scene blev fremstillet i alle Nebraskas Aviser, og hvor den lille Mand viste sig, blev han spurgt om, hvorfor Mrs. Stanton mente, han ikke var værd at blive gentaget 8 Gange.
(Fortsættes).
