« Tilbage til søgeresultaterne
Beskyttelse af Kvinderne
Vi optager i sin Helhed følgende Artikel af „Kvindernes Blad”, som har taget denne, Sag op med saa megen Kraft.
Hosstaaende Adresse fremkommer som Udtryk for den levende Angst og Utryghedsfølelse, der hersker blandt Kvinderne Landet over, fremkaldt af de i den senere Tid hyppigere og hyppigere forekommende Voldtægtshandlinger.
For at skaffe paalidelig Oplysning om Antallet af disse har vi sendt Forespørgsel til alle Landets Retsbetjente, Birkedommere, Herredsfogder og Byfogder.
For den store Imødekommenhed, med hvilken denne er bleven besvaret, bringer vi herved vor bedste Tak. Paa de omtr. 130 Breve er der allerede indløbet 115 Svar. Af disse fremgaar det, at der i Halvaaret 1. September 1902 til Slutningen af Februar 1903 er forefaldet 23 af den Art Forbrydelser, hvoraf dog de fleste indskrænkede sig til Forsøg, i Fald nu den samlede Besvarelse vil komme til at lyde paa 36 Forbrydelser, da vil dette sige lige saa meget som seks Forbrydelser om Maaneden. Naar hertil kommer det maaske lige saa store Antal, som aldrig bliver anmeldt, saa kan det med Rette siges, at Tilstanden ude paa Landet er alt andet end betryggende. Alle de nævnte Forbrydelser er nemlig forefaldne paa Landet, dels overfor voksne Kvinder, dels overfor Smaapiger, hovedsagelig af Bondestanden.
Af Besvarelserne synes endvidere at fremgaa: dels, at et stort Antal af disse Forbrydere ikke bliver opdagede og paagrebne - mellem en Fjerdedel og en Femtedel af dem er ikke opdagede -, dels at Underdomstolene paa enkelte Undtagelser nær behandler disse Forbrydelser særdeles lempeligt og kun saare sjældent anvender de strenge Straffe, som den bestaaende Straffelov hjemler Adgang til. Den sætter jo i Virkeligheden en meget betydelig Straf for denne Art Forbrydelse, der kan rummer Rædsler som kun tilfulde fattes af Kvinder, og som bevirker, at den bør ligestilles med Mordforsøg og Mord.
En anset københavnsk Kriminalist udtaler sig i det væsentlige saaledes om den foreliggende Sag:
Det er vel muligt, at dette Onde, som i den sidste Tid har antaget saa store Dimensioner, ikke fyldestgørende, lader sig bekæmpe hverken ved Politi eller Lovgivning. Disse Forbrydelser bunder, rimeligvis for en stor Del i en aandelig Raahed og Uvidenhed i Befolkningens brede Lag, som kun altfor langsomt lader sig hæve ved den stigende Oplysning og den Adgang til bedre Opdragelse og Udvikling, som man søger at drage større og større Dele af Ungdommen ind under, og den højere sædelige Bevidsthed, som man for Landets Vedkommende søger at vække særlig gennem Højskoler.
Den dybe Forskel, der paa det kønslige Omraade faktisk er mellem den mandlige og kvindelige Natur, bevirker, at mange Mænd, særlig blandt Bondebefolkningen, til Dels staar uforstaaende overfor den kvindelige Sædelighedsfølelse og Blufærdighed, som de næppe tager helt alvorligt, men snarere er tilbøjelige til at opfatte som „Skaberi”, hvorfor de heller ikke tillægger Krænkelse deraf den store og indgribende Betydning, som den i Virkeligheden har for Kvindens hele Liv.
Ikke blot den almindelige Opfattelse, men ogsaa Lovgivningen er desværre præget af denne Misforstaaelse. Før Straffeloven af 1866 krævedes der for, at en Handling skulde anses for Voldtægt, Bevis for Kvindens absolute Overvældelse gennem Mandens fysiske Styrke. Trusler var straffri, naar det ikke netop var Trusler paa Livet. Og den nugældende Straffelovs Opfattelse er ikke meget videre gaaende. I Modsætning hertil gøres i vore Dage gældende, at ethvert fremtvungent Samleje betragtes som Voldtægt, Og at man ikke paa Forhaand kan udelukke nogen Art af Trusler.
Men der er langt igen, før den mere humane Opfattelse trænger igennem og den populære Opfattelse vil paa dette Punkt let komme til ubevidst at paavirke de Dommere og Embedsmænd, der lever deres Liv iblandt den saaledes, at de ikke opfatter Forbrydelsen i dens hele Alvor og Uhygge, og derfor meget ofte anvender de lempeligste og mildeste Lovbestemmelser selv i Tilfælde, hvor der er fuldt bevidst Grund til at anvende de strengere. Og denne Lempelighed fra Domstolenes Side virker saa igen tilbage paa Befolkningens Opfattelse.
Den betydelige Skærpelse, som Højesteret jævnlig anvender overfor de for den indankede Dumme, viser bedst, hvor overordentlig lempeligt Underretterne i Almindelighed tager derpaa. Alene i Højesteretsaaret 1901-02 blev af 6 Voldtægtssager fra Underretter udenfor København de 4 skærpede meget betydeligt, en fra 2 Aars Strafarb. til 5 Aar, en fra 2 Aar til 4 Aar, en fra 8 Maaneder til 4 Aar en fra 2 Aar til 5 Aar; i Højsleretsaaret 1899 -1900 endog en fra 6 x 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød til 5 Aars Strafarbejde. Og i de sidste 5 Aar er i det hele 72 pCt. af Underrettens Voldtægtsdomme blevne skærpede tildels meget betydeligt, af Højesteret. Og det maa ikke glemmes, at mange af Dommene slet ikke naar til Højesteret, særlig af de mildeste, idet Voldsmændene ikke ønsker at appellere dem, medens Amterne lader dette passere.
Med en saa laks Bedømmelse fra Underøvrighedernes Side kan man vel ikke undre sig over, at den menige Mand let kommer til at betragte den hele Forbrydelse som forholdsvis mindre graverende. Og af den lakse Moral spirer Forbrydelserne frem som Svampe.
Det er da paa Tide, at Kvinderne taler. Vel kan de ikke med eet Slag forandre Aarhundreders Tankegang. Men deres Tavshed, deres Bøjen - Hovedet, deres Sky for at anmelde, hvor de har været Genstand for Overfald, deres Angst for Skandale, hvorved Forbryderen uhindret eller dog kun hindret paa utilstrækkelig Maade faar Lov til at færdes videre i Samfundet, har utvivlsomt mægtigt bidraget til at vildlede Opfattelsen paa dette Punkt.
Her har Kvindernes Adresse sin første Mission; at tale, saa selv de Døde hører, at denne Opfattelse, denne Moral vil de ikke mere finde sig i.
Hvad der fordres er en Forøgelse af Politistyrken og en mere energisk Anvendelse af de allerede bestaaende Lovbestemmelser.
Sikkert er det, at det nuværende Landpoliti er utilstrækkeligt. De Par Politibetjente, som hver Landjurisdiktion tæller, er ikke i Stand til at betrygge Retstilstanden. Men om Hjælpen skal søges i en Forøgelse af det kommunale Politi eller i et statsorganiseret Opdagelsespoliti, bliver det Lovgivningsmagtens Sag at afgøre. (Et Statspoliti efter den ved Retsreformen foreslaaede Ordning vil neppe blive hverken tilstrækkeligt effektivt eller talrigt nok). Som en tredie og maaske mest praktisk Udvej, kunde det foreslaas, at der oprettedes et særligt Opdagelseskorps af dygtige Betjente. Et saadant Korps maatte fordeles i forskellige Byer Landet over og maatte straks kunne sendes til det Sted, hvor Forbrydelsen var begaaet. At tænke paa direkte at ville værge den enkelte Kvinde, er en Umulighed. Men indirekte kan der ydes hende en betydelig Hjælp ved at gjøre det mest mulige for Forbrydernes Paagribelse.
Med Hensyn til Lovgivningen, da maa vi bort fra de Lovbestemmelsen, som begrænse Voldtægtsforbrydelserne til nogle faa af de mest graverende Tilfælde. Vi maa bort fra, at Forsøget straffes med langt ringere Straf end den fuldbyrdede Forbrydelse. Vi maa bort fra, at den unge 17aarige Forbryder slipper med en ubetydelig Straf i Stedet for at anbringes paa Opdragelselsanstalter, hvor hans Aand kan udvikles, hans Driftsliv tøjles, og vi maa bort fra, at berusede og sløvede Personer, hvis Lidenskaber er farligere end normale Menneskers, fordi Fornuftens Stemme ikke taler, skaanes og behandles lemfældigt med ringe Straffe for at gaa ud efter faa Maaneders Forløb farligere end nogen Sinde, i Stedet for at anbringes i Kriminalasyler eller paa Aandssvageanstalter, hvor de ikke længere true Samfundet. Vi maa endelig bort fra, at disse Sager af saa stor Betydning for Samfundet i Almindelighed og for Kvinderne i Særdeleshed, behandles af de almindelige Underretsdommere, lemfældigt og uensartet efter den tilfældige Dommers tilfældige Tilbøjelighed; som foreslaaet i Udkastet til Retsreformen, bør de straks henlægges til de centrale Domstole, hvor de vil finde en mere ensartet og en mere energisk Behandling.
Da kan det maaske ogsaa haabes, at den almindelige Opinion efterhaanden vil faa Øjnene op for disse Forbrydelsers fulde Uhygge. Thi gennem Lovgivning kan Opinion skabes, og med Lov skal man Land bygge.
